| Af Leif Bohn Det er naturligt nok, at mange har den opfattelse, at Bellman er ‘noget med vin, kvinder og sang‘. For det er han. Han har besunget rusens glæder – og dens sorger, han har beskrevet fede madammer og smukke unge kvinder, vist så. Og hvad han skrev, kan synges. Men hans forhold til kvinder er nok langt mere nuanceret end som så. Da han 54 år gammel blev sat i gældsfængslet på slottet (han var nemlig hofsekretær og blev derfor ikke sat i det ordinære gældsfængsel) skrev han nogle ark, som skulle være begyndelsen til en selvbiografi. De er nok prægede af situationen, og han vil gerne fremstå som en god borger. Et lille stykke inde i indledningen skriver han: “Hvad jeg kan bedyre er: at jeg vil intet væsen i naturen ondt; elsker uendeligt en ædel mand og med uudslukkelig lue fruentimmer samt små artige børn; spiser, efter min appetit, lidt og godt; - om søndagen hvidkål, torsdagen ærter, lørdagen sild.” Allerede her kommer kvinderne ind i billedet. Senere i biografien skriver han: “I 1759 var jeg første gang plakatfuld, sovende i min Mors skød, efter at jeg hos den Hollandske Minister på Söder, i nabolaget til mine Forældres hus, havde fået mig en rødvinsrus. Eftermiddagen mod fire, Da til dagens aftenbøn Man så folket sig udstyre. Mine søstre, pyntede, Der med huer nærmest nejed; Mens jeg rosenblomstred drejed Mod min Mor og kjortlerne. „Min Carl Michael,“ sagde hun, „Hvor, min egen, har Du været?“ Å, min Mor, jeg har fortæret En mig noget stor portion. - „Ja så, så så, Calle lille! Læg nu blot dit hoved her, Læg dig i mit skød, jeg be’r: Vid, din Mor vil dig ej ilde!“ - Er det så underligt, at hele mit væsen, hver mindste tanke, hvert åndedrag giver nyt liv til mit ulykkelige væsen, så jeg inderlig må holde af fruentimmer? Guds hævn være over mig, om jeg ikke bliver fortryllet af en gammel udslidt underkjole, med alle dens laser, på affaldsbunken ved Packertorvet! Jeg ser en kærlighedsgudinde i hver en loppe og en Amor i hver kasseret nederdel; en udslidt, nedtrådt sko ... min Gud! ... et fruentimmers sål, på hvilken hun er vandret i Grønne-gangen, giver mine øjne mer liv og vellyst, end de laurbær, hvormed man har hædret mig på medaljen.” Det er ikke usandsynligt, at det her skrevne er påvirket en del af den kirsebærsnaps, som en af hans bekendte (en kvinde! Fruen på Årsta) forsynede ham med i fængslet. – Men det er altså hans egne ord om kvinder. Hvad så i hans digtning, især i Fredmans Epistlar og Fredmans Sånger? Ja, der forekommer mange nymfer, som han kaldte dem, blandt andre Ulla Winblad. Og Fredman og dem, han lader Fredman fortælle om, sætter megen pris på vin, kvinder og sang. Bellman levede i rokoko-tiden og en stor del af hans digtning er præget af tidens lethed og ynde. Og til rokoko’ens program hørte at leve i og nyde nuet. Nyde og beruse sig i sine sanser, i sang, i musik, dans, elskov - og naturligvis vin. Glemme alt andet. Den verden, Bellman levede i, var meget anderledes end vor. Den var især i hans unge år præget af en utrolig inflation og fattigdom, af fallitter, konkurser og skandaler, af korruption og politisk instabilitet, hvilket også kom til at danne baggrund for en del af Fredmans Epistler. I Bibliotek for Læger, fra september 1997, har jeg skrevet en artikel om sygdomme og lægekunst, ernæring, hygiejne, osv på Bellmans tid, ud fra hans digtning. Dér kan man læse om nogle af de dystre livsvilkår, som danner baggrund for hans digtning – digtet på trods, kan man næsten sige. En oversigt over emnerne for hans sange vil blandt andet indeholde historier om bryllup, barnedåb, begravelse, baller, skovture, kortspil, ildebrand, slagsmål, danseglæde, drikkegilde, dødsangst, udflugter, fødsel, delirium, samleje, tuberkulose, jalousi, rettergang, folkemylder og dertil meget smukke naturskildringer. Og selvom en del ikke har kærlighed som hovedemne, tror jeg man i fleste kan finde hentydninger til kvinder og elskov. Persongalleriet, han digtede om, var bygget over levende modeller,- men der er ikke tale om en nøje overensstemmelse mellem beskrivelsen og de faktiske personers levned. For Bellman brugte suverænt navne og begivenheder, som det passede ham. Han fandt sine modeller i de lave socialgrupper, - men han fortalte i Fredmans epistler om dem til de højeste: til Hoffet, adelen og den højere borgerstand. Han henlagde sine historier til Stockholm og Stockholms omegn. Ofte handlede historien om, hvad der hændte en aften i kroen, men Bellman kunne også finde på at beskrive et optog i en gade eller en sejltur på Mälaren. Selvom man aldrig har fundet andre beskrivelser af de begivenheder, som Bellman lader Fredman fortælle, har historierne nok en kerne af sandhed,- som Bellman frit har fabuleret over. Ulla Winblad, kvinden over alle kvinder og Præstinde i Bacchi Tempel, er den gennemgående kvindelige figur i Bellmans digtning, – for hende gælder det, som for alle de andre nymfer, Fredman besynger, at de er smukke! Da Bellman sluttede sin epistel-samling i 1790 med den lyriske: “Hvile ved denne kilde”, – en afsked med Fredman og Ulla Winblad især, skriver han: Her nu, i dette grønne, må jeg ta’ afsked med den skønne! Ulla, dig himlen lønne! Hør alle instrumenters lyd! Skøn er hun stadigvæk. Men han kan ikke dy sig for, som i så mange af Fredmans Epistler, at slutte med en underfundig hentydning til erotik og elskov, – man skulle lede en smule efter dem, – og man kunne overse dem, hvis man ville. Her slutter han med: Kom, hjertets Gud, at Frejas børn belønne med Bacchi skrud! Her nu, i dette grønne, vor Ulla sidste gang stod brud; for sidste gang stod brud. Som påpeget af Jens Lund i Meddelelser fra Selskabet Bellman i Danmark, nr. 11, 1996, så betyder disse lyriske men lidt kryptiske ord formentlig, at hjertets gud, Eros, skal belønne Frejas børn, – pigerne. Og belønningen er Bacchi skrud, som her nok betyder et rejst mandligt lem! Men som sagt, det kan man jo bare overse! I en meget spændende artikel, skrevet af Lars Lönnroth i “Digternes Paryk”, festskrift til Thomas Bredsdorff, (Museum Tusculanums Forlag, 1997), kan man læse en udlægning af Epistel 7, som slår ovenstående underfundighed med adskillige længder. Men han kunne også sige tingene meget mere direkte, som her i Epistel 4: Se Anna Stina, hvor hvid er dog barmen! Skønhedens lås, dirk den op! Kæreste, kom vel ihu mine ord: Kærligheds Tempel, dens lande og stæder er gader og stræder og senge med glæder og trapper og brædder og stole og bord. Bellmans eget forhold til kvinder? – Jo, man har viden om, at han gerne omgikkes dem, havde nogle af dem som personlige venner/veninder. Den berømte kunstner Sergel, som var Bellmans gode ven, har tegnet Bellman, mens han kurtiserer Sergels elskerinde, – og nogle af Fredmans Epistler og Sange er skrevet til eller dediceret til kvinder. Men det er jo ikke ensbetydende med et udsvævende boheme-liv. Man kan ikke slutte direkte fra Bellmans digtning til hans livsførelse. Vil man læse mere af og om Bellman, kan jeg anbefale min i 1997 udkomne oversættelse af alle Fredmans Epistler og Fredmans Sange, (med mange noter og en hel del mere digtning samt hans selvbiografi) Forlaget Vistoft. 318 sider for 248 kr. Bettina Heltberg skrev blandt andet i sin anmeldelse: "Leif Bohn har fuldendt en fornem fordanskning af Bellmans epistler og sange. Det er ikke bare amatørens (altså elskerens!) meget nyttige poetiske husflidsarbejde. Det er en fornem indsats, udført med Bellman-forskerens endnu grundigere kærlighed - en kærlighed, der ikke har ladet sig nøje med halvkvædede viser og gamle standardvedtagelser." Se i øvrigt Leif Bohns Bellman-sider:
|