|
Til forsvar for de dumme Af rådgivende erhvervspsykolog, cand.psych. Niels Busch-Jensen, Medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse "Fremtidens arbejdsmarked får mindre brug for målrettede fagfolk og mere brug for folk, der kan tænke komplekst og selvstændigt", udtaler filosoffen Peter Johannes Schjødt til bladet "Samvirke", september 1995. I Danmarks Lærerforenings blad "Folkeskolen" kan man samme måned læse om den kommende internationale undersøgelse af skoleelevernes matematikkundskaber: "Et tåbeligt projekt." "Det skal gå galt." "Der måles færdigheder, vi ikke længere underviser i, men ikke, om eleverne kan tænke kreativt." Undervisningsministeren udtaler (til "Søndagsavisen", 30/6/95): "I dag bliver der stillet helt nye krav på arbejdsmarkedet. De personlige kvalifikationer bliver f.eks. vigtigere, og det er egenskaber, som vi kan fremme gennem uddannelse." Der er bred enighed om, at fremtidens arbejdskraft skal være fleksibel og samarbejdsorienteret og tænke kreativt, selvstændigt og komplekst, og at disse egenskaber er vigtigere end den konkrete faglige viden. Hvor rigtig denne opfattelse end måtte være, ser den ud til at lede folkeskolen ind i en fatal illusion og blindgyde ved at satse på noget, man sandsynligvis ikke kan, og forsømme det, man véd, man kan. I halvtredserne taltes der her i Danmark meget om "intelligensreserven", d.v.s. alle de evnefulde medborgere, som på grund af social uretfærdighed ikke fik mulighed for at udnytte deres evner til fulde. Nu taler vi om "restgruppen": Er den, hvad der er tilbage af intelligensreserven - og er den en intelligensreserve? Eller skal den bankes til at være det? Danske politikere og skolelærere (hvilket i en del tilfælde er de samme) - synes besat af en til overtro grænsende overbevisning om, at uddannelsessystemet kan levere hvad som helst. Skolens karakter af en socialiserende og disciplinerende institution når stedse nye højder. Når som helst man står med et samfundsproblem, man ikke kan få has på, lyder feltråbet: "Der skal en holdningsændring til, vi må have fat i dem allerede i folkeskolen!" Passende kampagner i folkeskolen skal føre til, at vi får mindre kriminalitet, mindre AIDS, mere ligestilling, større international orientering, bedre sans for smagskvaliteter, mindre racisme og flere iværksættere. Således lover skolesystemets mænd og kvinder fra høj til lav også, at blot de får midlerne dertil, kan de også levere netop den fremtidige arbejdskraft, der skal til for at sikre innovation, kreativitet og avanceret produktudvikling i det danske erhvervsliv. Hvad så med de dumme? - hvis de altså stadig findes. Det turde være en selvfølge, at folkeskolen - folkets skole - skal give udfoldelsesmuligheder for alle elevernes evner, hvor forskellige de end måtte være. Der skal være noget til de boglige, såvel som til de praktiske og de musiske. Her tales der om forskellige typer af evner, men det ser ud til at være blevet noget af et tabu at tale om forskellige niveauer af evner. Det traditionelle intelligensbegreb er af mange grunde blevet stærk belastet, så nu tales der altså om kreativ, selvstændig og kompleks tænkeevne, men også disse evner besidder menneskenes børn i forskelligt mål. Det besynderlige er, at hvor de færreste (undtagen tilhængerne af Scientology) uden at rødme vil hævde, at man ved en systematisk uddannelsesindsats kan forbedre elevernes intelligens, lader man uden blusel direkte eller indirekte forstå, at det der med at forbedre evnen til at tænke kreativt, selvstændigt og komplekst, det skulle nok kunne lade sig opføre. Blot kræver det en meget anderledes form for folkeskole, end vi hidtil har haft. En del af kritikken af folkeskolen - og begrundelsen for at lave den om - bygger på erfaringerne med, at mennesker, som oprindeligt led nederlag i folkeskolen, senere i livet er blomstret op med nyt selvværd gennem voksenuddannelse. Ser man imidlertid disse erfaringer i lyset af den nyere forskning, der viser, at evnen til at tænke komplekst vokser livet igennem (hvilket de traditionelle intelligensprøver ikke egner sig til at måle), og at den vokser i individuelt forskellig takt, er det straks mindre nærliggende at give folkeskolen hele skylden. Når den vellykkede VUS'er står med sit afgangsprøvebevis i hånden, er det måske ikke kun et bevis på, at folkeskolen i hendes skoletid var for dårlig, men måske også et bevis på, at hun dengang ikke havde de evner, hun har nu, hvilket i nok så høj grad berettiger det værdifulde element i det danske uddannelsessystem, som består i, at det giver en masse "second chances". Den nye folkeskolelov harmonerer fint med den underforståede opfattelse af, at ved den rette pædagogik vil det kunne lykkes at skabe den slags fremtidige højt personligt kvalificerede mennesker, der kan skabe et konkurrencedygtigt erhvervsliv. Intet under, at "Ugebrevet Mandag Morgen" er uforbeholdent begejstret for den nye folkeskolelov, som efter ugebrevets mening "lægger op til en undervisningsmodel, som anvendes på en række af de mest avancerede frontløberskoler i verden". Spørgsmålet er, om en undervisningsmodel, der passer til "frontløber-skoler", ubetinget er det rigtige til en folkeskole, der også har en breddeforpligtelse. Et fremherskende tema i tidens pædagogik er, at udenadslære er syndigt, og at dyden findes i at lære eleverne at forstå og anvende vidensværktøjer fleksibelt og relevant i forskelligartede problemsituationer. I "Folkeskolen" kan man f.eks. læse, at den moderne matematiklærer kræver af eleverne, at de viser selvstændighed og problemforståelse i anvendelsen af matematikken, og ikke blot at de har lært at stille et standard-regnestykke op og regne det igennem efter givne regler. Hvad med de elever, som ikke kan leve op til disse krav? Som ikke er så heldige at være udrustet med den abstraktionsformåen og den evne til selvstændig problemanalyse, som matematiklæreren kræver? Undersøgelser fra Danmarks Pædagogiske Institut har vist, at der er ved at ske en polarisering af skoleelevernes kundskabsniveauer: En relativt stor "plus"-gruppe og en tilsvarende "minus"-gruppe, men hvor den jævne midtergruppe er skrumpet. Det kunne tages som udtryk for, at de fremherskende, forståelsesorienterede pædagogiske doktriner er gode til at få det bedste frem i de ressourcerige elever, men lader de mindre godt begavede børn i stikken. Set fra denne vinkel er det fint med den nye folkeskolelovs læggen vægt på differentieret undervisning, blot man er opmærksom på, at forskellige elevers forskellige udrustning ikke blot implicerer et forskelligt kravniveau, men også kvalitativt forskellige undervisningsmetoder, hvilket sat på spidsen også betyder at acceptere, at elever, som ikke kan forstå procentregningens væsen, i det mindste skal have lov til at lære udenad, hvordan man skal taste ind på lommeregneren for at få det rigtige svar. Det er ikke godt, hvis for mange folkeskoleelever uretmæssigt berøves muligheden for at udfolde deres evner, men det er heller ikke godt, hvis for mange elever presses ind i nogle undervisningsformer og forståelseskrav, som de ikke magter. Det skaber netop de nederlagsoplevelser og tab i selvværd, som også undervisningsministeren advarer imod. Sagt på en anden måde: De ressourcerige elever skal nok klare sig, især hvis skolen er rimeligt tolerant og opmærksom på, at gode evner også kan optræde hos de besværlige og "skæve" elever, men hvis man på grund af fejlagtige pædagogiske grundantagelser i for høj grad får indrettet de pædagogiske mål og metoder på en måde, som er specielt velegnet til at få det bedste frem i de bedste, så taber man i hvert fald de knapt så veludrustede på gulvet. Hvis man tror, at der er en pædagogisk vej til at udstyre alle elever med evnen til at tænke selvstændigt, kreativt og komplekst, kommer man til at gøre uret mod de elever, som ikke ejer denne evne. Det kritiske spørgsmål er, om det overhovedet står i pædagogernes magt at puste evner ind i børnene, som ikke var der på forhånd. Vi kender to principielt forskellige myter om potentiale og vilkår. Den ene er "Den Grimme Ælling", og den siger, at uanset hvor kummerlige kår, du bliver budt, vil du i sidste ende nå din bestemmelse. Den anden er "Pygmalion" ("My Fair Lady"), som siger, at uanset hvad du måtte have i dig fra starten af, så vil den rette uddannelse og påvirkning kunne gøre dig til noget ypperligt. Begge disse myter rummer sin sandhed, men er også lige fejlvisende, hvis de tages i hver deres renlivede og ensidige form. Det kan med god ret spørges, om folkeskolens pædagogiske tænkning er blevet ensidigt domineret af "Pygmalion-myten". Den naive tro på, at den rette pædagogik kan frembringe de individer, som kan berige erhvervslivets konkurrenceevne på højt know-how-niveau, kan komme til at indebære, at folkeskolen brænder en masse energi af på at lære eleverne noget, som ikke kan erhverves gennem læring, og til gengæld forsømmer en stor del af det, som faktisk kan læres. Danmark har tidligere haft glæde af at sikre et gennemsnitligt højt uddannelsesniveau, d.v.s. at gøre meget for at udnytte den forhåndenværende talentmasse, men politikere, som foregøgler, at talentmassen kan udvikles ad infinitum, stikker både sig selv og andre blår i øjnene. Det vil fortsat være prisværdigt at investere meget i uddannelsessektoren, ikke mindst på voksenuddannelsesområdet, men det kan meget vel vise sig, at den marginale nytteværdi vil være aftagende med stigende investeringer, og at bruge uddannelsesmantraet som en sovepude kan vise sig katastrofalt. Rent bortset fra, at kravene til "kreativitet, selvstændighed og kompleks tænkning", som både stilles af erhvervslivet og dets tro tjener folkeskolen, med sikkerhed vil skubbe de småtbegavede ud i mørket på førtidspension eller offentligt støttede kunstige beskæftigelsesforanstaltninger. Ingen af os ønsker vel et intelligensracistisk samfund. Hvordan kan vi undgå det? Pollerup, oktober 1995 Niels Busch-Jensen |