Af cand.jur. PER LACHMANN, konsulent i Udenrigsministeriet |
|
Den 20. september 2000 Kære ***! Ved folkeafstemningen i 1993 skrev jeg lidt om mine egne tanker om folkeafstemningen til venner og bekendte ud fra den tanke, at jeg i kraft af mit arbejde og interesse måske kunne præsentere en sammenhæng, som ofte ikke fremtræder klart i pressens mere fragmenterede dækning. Jeg fik så mange positive tilbagemeldinger, at jeg har mod til at forsøge igen i forbindelse med folkeafstemningen om Euroen. 1. Grundlaget for at stemme ja. 1.1. Et velorganiseret Europa på basis af kompromisser Det mest centrale punkt er for mig, at Danmark er - og altid vil være - en del af Europa, og at det er en vital dansk interesse, at der findes et velorganiseret Europa. Jeg tror endnu ikke, at jeg har mødt nogen, der var grundlæggende uenig i dette synspunkt. Næste hovedpunkt er, at et velorganiseret Europa nødvendigvis må fremgå af kompromiser mellem de forskellige opfattelser og interesser, der findes i Europa. Det indebærer, at man efter min opfattelse ikke kan tillade sig at stille spørgsmålet, om de løsninger, som findes i forhandlingerne mellem landene, nu også svarer fuldt ud til danske interesser. Det vil de naturligvis gøre lige så lidt, som de vil svare fuldt ud til noget andet lands interesser. At hævde, at man ønsker et organiseret Europa, men blot ikke i den form eller med det indhold, som landene kan blive enige om , er efter min opfattelse en illusion. For det er den eneste foreliggende mulighed for samarbejde. Spørgsmålet om hvilke emner, der skal reguleres på europæisk plan, og hvilke, der skal reguleres nationalt - dvs graden af centralisering i Europa - er naturligvis et kernespørgsmål, hvor svarene formentlig altid vil bølge frem og tilbage. Men, hvis man er enig i ønsket om et velorganiseret Europa, giver det ikke mening at lægge til grund, at dette kernespørgsmål skal afgøres udelukkende udfra, hvad Danmark ønsker. Man kunne måske tilføje, at dette gælder så meget desto mere, som Danmark selv er delt midt over i dette spørgsmål. Jeg synes, at man som dansker er nødt til at spørge sig selv, om det er muligt af hensyn til Europas organisering at deltage i de kompromiser, som er forhandlet og godkendt blandt alle EU-lande - fx om Euroen. Uden en sådan kompromis-vilje i alle EU-lande vil et europæisk samarbejde ikke være muligt. 1.2. Danmarks indflydelse i Europa Et vigtigt spørgsmål er selvfølgelig, hvilken indflydelse Danmark har - eller bør have - i Europa. Svarene herom veksler utroligt. Nogle hævder, at et dansk nej vil have stor indflydelse i Europa, og at vi er stærke nok til at klare os uden for samarbejdet, men hævder samtidig, at Danmark er for lille og svag til at have glæde af at sidde med ved beslutningsbordet. Andre hævder, at vi altid kan blokere den europæiske udvikling i kraft af vores vetoret overfor nye traktater. Selv tror jeg, at Danmark kun undtagelsesvist vil være i stand til afgørende at påvirke de store europæiske beslutninger: om krig og fred, om integration eller separatisme; om fælles forsvar eller fælles mønt, osv. Der er det de store lande, som ligger inde med magten hertil. Danmarks (og andre små landes) betydelige indflydelse ligger på et andet felt, nemlig i muligheden for at påvirke selve udformningen, gennemførelsen og forvaltningen af de store beslutninger, således at de sker på en måde, som også tager hensyn til danske interesser. En fælles valuta, et fælles krisestyringskapacitet, et fælles marked, osv kan jo gennemføres på mange forskellige måder, og her er det min opfattelse, at Danmark - som andre små lande - normalt kan sikre, at deres vitale interesser kan blive tilgodeset. Et meget konkret eksempel herpå er den danske sommerhusprotokol, som giver Danmark ret til at reservere ejerskab af sommerhuse for danskere.. Jeg kan ikke undlade at citere fra SFs mindretalsudtalelse om Maastricht-traktaten i Folketingets betænkning om Maastricht-traktaten fra 1992: "Det er nu Danmark skal beslutte, om EF skal udvikle sig til en politisk og økonomisk union." ...... "Et nej ved folkeafstemningen (i 1992) vil føre til, at Unionen ikke kan gennemføres. .Ændringer i Rom-traktaten kræver enstemmighed." Kun ganske få dage efter nejet ved folkeafstemningen i 1992 accepterede SF, at det danske nej ikke skulle forhindre EF i at gennemføre Unionen. (Jeg kritiserer ikke SF for denne stillingtagen, som var den eneste realistiske, men for at have lovet det modsatte før folkeafstemningen). Resultatet blev da også, at man blev enige om, at Danmark blot skulle hægtes lidt af unionsudviklingen gennem de fire danske forbehold. Det må hermed være lysende klart, at vi ikke i Danmark kan styre den overordnede udvikling i Europa. Problemet med de danske forbehold er imidlertid at vi dermed opgav ikke blot den vetoret, vi formelt havde om etablering af Euroen, retspolitikken og krisestyringspolitikken. Vi opgav også muligheden for at varetage danske interesser ved at påvirke gennemførelsen og forvaltningen på disse centrale områder. 1.3 Suverænitetsafgivelse eller fælles udøvelse af suverænitet Det er normalt, at vi i Danmark taler om suverænitetsafgivelse, når den særlige bestemmelse i grundlovens § 20 anvendes. Det er den bestemmelse, der kræver afholdelse af folkeafstemning, hvis der ikke kan opnås 5/6-flertal i Folketinget. Udtrykket suverænitetsafgivelse giver indtrykket af, at vi giver noget uden at få noget til gengæld, og det mener jeg er helt forkert. Man overser, at Danmark jo samtidig får del i den suverænitet, som de andre lande afgiver. Det ville være langt mere dækkende, hvis man i stedet talte om en fælles udøvelse beføjelser, der hidtil har været del af den nationale suverænitet. I relation til Euroen er der jo tale om, at Den europæiske Centralbank - der ledes af cheferne for medlemslandenes nationalbanker - udøver de beføjelser, som de tidligere udøvede hver for sig. At Danmark har noget at vinde herved følger simpelt hen af, at vi i de sidste mange år har opgivet at udøve disse beføjelser selvstændigt og blot fulgt den tyske nationalbank, og nu blot følger Den europæiske centralbank- det er det der kaldes fastkurspolitikken. Der er hos en del mennesker den ejendommelige opfattelse, at politikerne og de politiske partier ønsker at fraskrive sig selv - og dermed vælgerne - magt ved at overlade den til EU. Enhver, der kender politikere og politiske partier, ved, at det er forkert. Politikere er netop mennesker, der ønsker at få del i magten. Når de regeringsbærende partier i Danmark og regeringerne i Storbritannien og Sverige går ind for Euroen, tror jeg trygt, man kan regne med, at det er fordi, det giver mere indflydelse - ikke mindre indflydelse. Det er jo også derfor, at den norske regering to gange har søgt om EU-medlemskab - og nu overvejer at søge igen. Og det er derfor, at Østeuropa står i kø for at komme ind i EU. Fordi fælles udøvelse af suverænitet i en række tilfælde er bedre egnet til at løse de problemer, man står over for, og derfor giver mere reel magt. 1.4 Globaliseringen og velfærdsstaten Globaliseringen betyder i hovedsagen, at beslutninger truffet rundt om i verden har direkte betydning for Danmark i langt højere grad, end det tidligere var tilfældet. Og derfor begynder verden at blive mere organiseret på det globale plan. Den internationale verdenshandelsorganisation, De internationale monetære organisationer, G-8-landene, det internationale miljøsamarbejde, osv. bliver langt mere betydningsfuldt for hver dag. Og i kappestriden på globalt plan aftegnes også svaret på spørgsmålet om den samfundsmodel, vi skal leve under. Der findes i dag kun tre samfundsmodeller med nogen gennemslagskraft: Den amerikanske, som er den dominerende, den europæiske, og den japansk/sydøstasiatiske. Det interessante er jo, at lægger man de snævertsynede danske briller væk, så står Europa (måske med Storbritannien som en undtagelse) som den massive forsvarer af velfærdsstaten på globalt plan. Næsten alt, hvad EU har taget af store skridt i de seneste ti år, peger i retning af velfærdsstat. Amsterdam-traktaten, de kommende grundlæggende EU-rettigheder, beskæftigelsespagten, den sociale pagt m.m.m. Kun et stærkt EU kan sikre, at vi ikke kommer ud i en globalisering der truer velfærdsstaten. De røster, der hævder, at det er EU, der truer velfærdsstaten, forveksler efter min mening smådetaljer og nødvendige tilpasninger med selve det fundamentale spørgsmål om velfærdsstat eller ej. I det globale spil, er det EU, der forsvarer velfærdsstaten. 2. Problemerne i et ja 2.1. Bør beslutningerne træffes så fjernt fra Danmark? Jeg læste forleden et interview i Politiken, hvor en tilfældig borger sagde, at hun ville stemme nej, fordi hun var utryg ved at beslutningerne blev truffet så langt væk fra Danmark. Det kan jeg egentlig godt forstå, og også være enig i. Men jeg synes, at hun overså, at det er selve præmissen i dagens verden, at beslutningerne træffes langt væk fra Danmark. Det er ikke en konklusion, vi kan ændre på. Indtil Euroen blev beslutningerne om Danmarks valuta truffet i Frankfurt af den tyske forbundsbank. Nu bliver de truffet i Frankfurt af Den europæiske Centralbank. Valget går ikke på, om beslutningerne bliver truffet i Danmark eller i Frankfurt, men alene på, om vi vil være med til at træffe beslutningerne i Frankfurt. 2.2. Demokrati og EU Man kan ikke skrive om EU uden at forholde sig til spørgsmålet om demokrati. Konkret er der næppe meget kød på spørgsmålet i relation til Euroen. Den danske nationalbank er uafhængig af regering og Folketing, og visse af dens beføjelser overlades til den europæiske centralbank, der har en tilsvarende uafhængighed. Det giver mere indflydelse til Danmarks Nationalbank, og rejser i hvert fald ingen demokratiske problemer. Men det er jo rigtigt på det mere generelle plan, at et europæisk demokrati næppe vil fungere så godt som de nationale demokratier. De mange sprog og fraværet af en virkelig europæisk offentlig mening vil vanskeliggøre et virkeligt europæisk demokrati. Men er løsningen at fastholde nationale demokratier, der i stigende omfang vil komme til at træffe gummistempelbeslutninger, som markedet eller fremmede stater dikterer, fordi de nationale myndigheder ikke har magt til at gøre andet? Nationalbankens valutapolitik er jo et skoleeksempel. Danmarks suverænitet på dette område er - som det er sagt - nøjagtig 2 timer, nemlig den tid det tager fra en beslutning træffes i Frankfurt indtil Nationalbanken træffer den samme beslutning. Se hvilken betydning nye engelske gensplejsningsregler har for Danmark. Næppe er den engelske beslutning om at liberalisere truffet, før Danmark lægger op til, at vi må overveje en liberalisering. Ikke fordi vi ønsker det, men fordi vi ikke kan undgå konsekvenserne af den britiske beslutning. Var det ikke bedre, at sådanne beslutninger blev truffet i fællesskab? Se på TV, hvor vi er blevet oversvømmet af åndssvage reklamefjernsyn, ved en helt frivillig dansk beslutning, fordi vi alligevel ikke kan holde udenlandsk reklamefjernsyn ude. Se på virksomhedsbeskatningen, hvor Danmark deltager lystigt i det uorganiserede kapløb om at sænke virksomhedsskatterne for at tiltrække investeringer. Det er alle disse ting og mange flere, der gør, at Europa nødvendigvis må være velorganiseret. Ellers bliver det markedet, der bestemmer alt inden for junglelovens rammer, og de europæiske demokratier bliver til gummistempler. Ebbe Kløvedal Reich ønsker en europæisk forbundsstat og stemmer nej til Euroen, fordi forbundsstatens demokratiske elementer er for svage. Det er for mig en altfor teoretisk tilgang til problemerne. Vi har i EU opbygget verdens mest demokratiske internationale beslutningsprocesser, og vi bør fortsat med små skridt søge at sikre, at det europæiske demokrati styrkes. Langsomt og gradvist i overensstemmelse med dansk tradition. Man kan vel i øvrigt spørge sig selv, om det danske demokrati er så vidunderligt, som de, der mener, at man bør stemme nej til EU, påstår. Forleden dag talte jeg med en, der ville stemme nej, fordi hun var overbevist om, at politikerne alligevel ville skaffe os ind i Euroen uanset et evt. nej ved folkeafstemningen. Det var vel stort set kun følelsen af vrede og afmagt overfor politikerne, der motiverede hendes holdning. Og faktisk tror jeg bestemt ikke, at hun er alene på det punkt. Er det udtryk for et velfungerende dansk demokrati? Jeg synes netop, at det skaber store demokratiske problemer i Danmark, at vælgerne er så skizofrene, at de vælger EU-tilhænger-partier til Folketinget, men stemmer nej til EU-tilhængernes politik På denne måde får vi regeringer i Danmark, som på helt centrale politiske områder ikke er i overensstemmelse med folkeflertallet. Det strider mod parlamentarismens grundide, og skaber naturligvis politikerlede. Lige så galt er det, at vi får en helt uansvarlig opposition i EU-spørgsmål. Fordi modstanderne ved, at de aldrig vil kunne komme til at sidde med ansvaret for den politik, de har anbefalet. Det er for mig et af de centrale elementer, der gør danske folkeafstemningsdebatter så håbløse. 2.3. Ja, men det går for stærkt med den europæiske integration Mange synes sikkert, at den europæiske integration er til at leve med, men at den går for stærkt i disse år. Det er jeg sådan set enig i. Det er ikke heldigt at foretage så mange og store ændringer på kort tid. MEN man glemmer, at ændringerne er svaret på en gigantisk revolution, nemlig den kolde krigs ophør, jerntæppets fald og Tysklands genforening. Indtil 1989 var Europa katastrofalt velorganiseret i de to store blokke styret af USSR og USA. Nu skal Europa styre sig selv og løse ufatteligt store problemer, som kommunismen og historien i øvrigt har efterladt i Østeuropa og ikke mindst på Balkan. Og vi skal lære at leve med konsekvenserne af den tyske genforening. Er det urimeligt at mene, at kun et stærkt EU kan løfte den opgave? Argumentet om, at EU skal standse enhver fremtidig integration af hensyn til de nye medlemslande er tillokkende, men det er forkert. Kun et stærkt EU kan løse disse gigantiske opgaver. 2.4. Vil det europæiske projekt lykkes? Lad mig slutte den del med nogle mere filosofiske betragtninger: Ingen ved om EU-projektet til syvende og sidst vil lykkes. Det kan kun historien vise. At der på højrefløjen er mange, der mener, at nationalstaten er alle tings mål, er klart, og det kan også være, at det viser sig at være rigtigt, at nationalfølelsen er den stærkeste kraft, og at EU vil være dømt til disintegration. Det kan jo kun fremtiden vise. Men med disintegration vil følge økonomiske og sociale problemer og spændinger, der let kan føre til risici, der forekommer mig langt større end dem, som integrationen indebærer. Når alt kommer til alt har de, der forudsagde Danmarks undergang i 1972, 1986, 1992 og 1993 jo mildest talt ikke haft ret. Livet i Dannevang påvirkes jo langt mere af amerikaniseringen og globaliseringen end af den europæiske integration. At den højkonservative del af befolkningen er villig til at tage selv meget store risici, for at undgå forandringer, er også klart. Det, jeg ikke kan forstå, er, at man også på ventrefløjen overtager denne omverdensforskrækkelse, og er villige til at tage store ricisi for at forhindre, at statsmagten - den offentlige magt - organiseres på et niveau, som svarer til problemerne. 3. Nej´et som en politik 3.1. Nej´et er ikke et troværdigt alternativ Om en nej-politik er meningsfuld beror vel på, om man tror, at der på lang sigt er noget alternativ til det nuværende europæiske samarbejde. Jeg må sige, at det tror jeg ikke, der er. Jeg så forleden en svensk gallupundersøgelse, som viste, at ca. 35 % af vælgerne var for Euroen, mens 43 % var imod. Det interessante var imidlertid, at ca. 80 % af vælgerne mente, at Sverige ville komme med i Euroen inden for 5 år. Dette kan sikkert fortolkes på mange måder. Men er det ikke under alle omstændigheder et markant udtryk for, at der ikke findes nogen troværdige alternativer? Er der til syvende og sidst nogen anden forklaring på, at næsten alle regner med, at det kun er et spørgsmål om tid, før medlemsskabet kommer end den enkle, at selv det flertal, som vil stemme nej, tilsyneladende ikke har noget alternativ, som de selv tror på. Man kunne selvfølgelig i teorien tænke sig, at Nej-partierne gik sammen om at danne regering og føre en helt anden europæisk politik, der virkelig ville sigte på at gøre Danmark uafhængig af Europa. Men det er jo i bund og grund en umulig tanke og en umulig politik, og derfor vil et nej blot betyde, at vi fortsat har en ja-regering, der fører ja-politik, blot uden de fordele der ellers følger med ved at sige ja. Og det er ikke politikerne, der er urimelige på dette punkt. Det er vælgerne, hvis de massivt befolker Folketinget med ja-partier, og dermed giver ja-partierne ansvaret for Danmarks politik, men samtidig stemmer nej ved folkeafstemninger om EU. For det er skizofrent. 3.2. Den norske model er en illusion Norge står uden for EU. Men Norge er via det såkaldte Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) med i hele det indre marked, og endvidere koblet på en række andre samarbejder. Ordningen er den, at Norge formelt frit kan vælge, om man vil anvende EU-reglerne, men EU kan samtidig frit vælge at afbryde samarbejdet med Norge. Konsekvensen er at Norge rent faktisk følger EU i tykt og tyndt - fx sanktionerne over for Østrig. Realiteten er således, at Norge fuldt ud anvender EU-reglerne, men ikke har nogen indflydelse mht vedtagelse af reglerne. Norge er reelt en europæisk koloni. Den betydelige offentlige debat, vi i Danmark har om EU-spørgsmål, findes ikke i Norge. Her accepterer alle, at lille Norge må bøje sig for de europæiske realiteter uden for megen offentlig debat. Det er den model, som er det virkelige alternativ for Danmark. Er det virkelig en ønskelig rolle for Danmark? Vores nuværende fastkurssamarbejde med EU er reelt en norsk model inden for det økonomiske og monetære samarbejde. Det er derfor at regeringen siger, at selv efter et dansk nej vil regeringen være tvunget til at føre ganske den samme politik, som hvis vi var medlem af Euroen, ja endog en endnu mere eksemplarisk Euro-politik, for at inbgen skal være i tvivl om at vi lever op til alle kravene. 3.3. Folkepensionen m.v. Det er en fuldstændig misforståelse at tro, at en dansk isolation på enkelte centrale punkter som fx Euroen - kan øge den danske rigdom, som til syvende og sidst skal betale for vores velfærdsgoder. Modstandernes tale om, at den danske folkepension er i fare, går jo i al sin enkelhed ud fra den realitet, at Danmark - som de fleste andre i-lande - vil få et pensionsproblem, fordi befolkningerne bliver ældre, således at flere og flere gamle skal forsørges af færre og færre unge. Modstanderne anviser imidlertid ingen metoder til at løse dette reelle problem, men hævder vel dybest set blot, at hvis vi bliver medlem af Euroen, vil vi blive tvunget til kun at have de velfærdsudgifter, vi har råd til. Det er naturligvis rigtigt, men ganske det samme gælder jo, hvis vi står uden for Euroen. For der er ikke andre end os selv til at betale for velfærdsudgifterne. Skal man endelig se på marginalerne, taler alt for, at vi ved et medlemskab vil have lidt mere fleksibilitet til at sikre de offentlige udgifter, fordi vi ikke i samme grad er afhængige af at vise de internationale kapitalmarkeder, at Danmark fører en ansvarlig økonomisk politik. 3.4. Fører et ja til yderligere økonomisk integration? Hvis Eurolandene på et senere tidspunkt skulle ønske at gennemføre et snævrere samarbejde vedr. den økonomiske politik, fx vedr. arbejdsløshedsbekæmpelse, skatter og lign. ville dette være af helt afgørende betydning for Danmark.. En frihed til at stå udenfor ville ikke betyde, at vi ikke kom til at følge reglerne, men kun at vi ikke fik indflydelse på dem, jvf den norske model ovenfor. 3.5. Hvor vigtigt er det, at Danmark opgiver at kunne devaluere i fremtiden? Journalist Hans Davidsen-Nielsen har i Jyllandsposten interviewet modstanderne om, under hvilke betingelser en dansk devaluering kunne komme på tale. Og svarene viste, at nogle modstandere ønskede, at vi enten allerede nu skulle opgive fastkurspolitikken, hvad der er bred enighed om ikke at gøre, mens andre kun kunne forestille sig, at absurde fremtidige begivenheder, som skulle ramme Danmark isoleret, kunne udløse en dansk devaluering. Alle danske devalueringer i den seneste menneskealder har været nødløsninger, fordi regeringen ikke kunne skaffe flertal for den nødvendige økonomiske politik. Ingen af de danske devalueringer har været særlig succesfulde. Erfaringerne i Danmark peger entydigt på, at det er langt bedre at føre en ansvarlig økonomisk politik end at devaluere. Det er da også i det væsentlige Universitetsøkonomer, der har peget på det teoretisk mulige i at føre devalueringspolitik. Vi har i de sidste halvtreds år opgivet det ene instrument for økonomisk regulering efter det andet. Vi kan ikke længere fastsætte told, vi kan ikke begrænse valutabevægelser, vi har fri bevægelighed for arbejdskraft i Europa. At opgive devalueringer vil ikke være et stort skridt. Og alle de her nævnte skridt har ført til øget velstand i Europa og regeringerne har fundet alternative og bedre måder at sikre de nationale økonomier. Først og fremmest har man jo ved samarbejde i EU og andre steder fået mulighed for at styre udviklingen, så man undgik at skulle træffe nationale kriseforanstaltninger så som told og valutarestriktioner på grund af ulykker, som kom væltende ind fra andre lande. Hvorfor skulle Danmark - i modsætning til fx Holland, Irland, Finland eller Grækenland - ikke kunne klare sig uden at kunne devaluere? 3.6. Et Nej som signal til Europa. Tanken om, at et dansk nej vil ryste eller vække Europa, tror jeg ikke på. Et nej vil utvivlsomt bringe masser af opmærksomhed om "de mærkelige danskere", men heller ikke mere. Hvor stor virkning har fx to norske nej´er til EF/EU i 1972 og 1994 haft i den europæiske debat? Hvor stor virkning har den svejtsiske befolknings nej til en associering med EU (EØS-aftalen) i 1994 haft? Hvor stor virkning har det danske nej i 1992 reelt haft? De områder, hvor EU har udviklet sig stærkest siden 1992 er netop: Euroen, retsssamarbejdet og forsvarspolitikken, hvor Danmark har forbehold. Når et land siger nej til kompromisser, som er forhandlet og godkendt af alle landes regeringer og parlamenter - i Danmark ovenikøbet med et overvældende stort flertal i Folketinget - er det svært for andre lande at forstå et nej som udtryk for andet end vælgernes manglende vilje til at respektere og tage hensyn til andre landes legitime interesser og ønsker. Eller sagt på alm. dansk berøringsangst og fremmedfjendskhed. Et dansk nej til Euroen vil - som i 1992 - sende et signal til Europa om, at Danmark er dybt reserveret over for den europæiske integration. Vi vil sige til Central- og Østeuropa, at vi ikke vil deltage i det Euro-samarbejde, som de bliver forpligtet til at deltage i ved en optagelse i EU. I 1992, hvor krisen i Jugoslavien var på sit højeste, sendte vi på samme måde et signal: imod et for tæt samarbejde med andre nationer. Hvordan monstro dette signal blev forstået i Jugoslavien, som netop brød sammen, fordi man ud fra nationalistiske tanker ikke længere ville samarbejde med sine naboer? Jeg mener naturligvis ikke, at det skal være afgørende for danske vælgere, hvad polakker eller jugoslaver tænker. Men er der ikke til syvende og sidst noget i rigtigt i, at et nej´s inderste mening er utrygheden ved åbenhed overfor andre, og følelsen af at vi er bedre? Det ligger i hvert fald meget tæt på nationalismen og Dansk Folkeparti. I 1972 og vel også senere var det et centralt modstanderargument, at vi ikke skulle deltage i de rige landes klub. Men et nej til Euroen er jo snarere det lille rige lands nej til solidaritet med mindre velstillede lande. Tænk, hvis Tyskland en dag igen begyndte at tænke på den måde, mange danskere nu tænker. 4. Hvorfor folkeafstemning - nu? 4.1. Hvorfor folkeafstemning? Hvorfor skal vi have en folkeafstemning, hvis det forholder sig sådan at vi reelt ikke har noget valg. Hertil kan man vel kun svare, at det kræver grundloven altså. Men grundlovens tanke er ikke, at Folketinget skal skubbe ansvaret over på befolkningen. Og det gør politikerne faktisk heller ikke. Lovforslaget om Danmarks deltagelse i den fælles valuta er den 6 september vedtaget af Folketinget med et stort flertal. Grundlovens mening er, at befolkningen skal have mulighed for at tilsidesætte Folketingets afgørelse, hvis befolkningen er uenig. Logikken heri er efter min opfattelse, at hvis man er i tvivl, bør man følge Folketinget - eller evt. det parti, man har stemt ind i Folketinget. Logikken er ikke, at man med vold og magt skal træffe sin egen afgørelse på et måske meget spinkelt grundlag. 4.2. Hvorfor lige nu? For min skyld kunne beslutningen lige så godt have ventet et år eller sågar to år, hvis dette ville have betydet en forskel. Jeg har imidlertid svært ved at se, at Danmarks stillingtagen skulle blive lettere ved at vente et eller to år. Imod en udskydelse taler, at jo før vi kommer med, jo før får vi indflydelse. Det har formentlig også været motiverende for regeringens beslutning, at Danmark bør være med før EU udvides med de central- og østeuropæiske lande. Men om det sker et år før eller senere, har næppe nogen stor betydning. Hertil kommer, at der - i modsætning til Storbritannien og Sverige - for Danmark ingen konkrete økonomiske grunde er til ikke at tilslutte sig nu. Vi følger nemlig allerede en politik, der fuldt ud svarer til medlemsskab af Euroen (fastkurspolitikken), og vil derfor ikke få nogen konkrete negative økonomiske virkninger af en tilslutning. Man kan spørge, om det ikke ville være klogt at vente og se om Euroen bryder sammen inden vi tilslutter os. Risikoen for at Euroen bryder sammen en dag kan vel næppe totalt afvises. Det ville være en katastrofe for det europæiske samarbejde, hvis det skete, og jeg kan frygte, at vi hvis det skulle ske, vil få at se, hvor skadeligt det er, hvis hvert land føler sig presset til i en sammenbrudssituation kun at tænke på sine egne interesser. Imidlertid er risikoen formentlig meget lille. Man skal ikke underkende, at alle de deltagende lande har satset fuldt og helt på Euroen, og det vil de blive ved at gøre, fordi der simpelt hen ikke er nogen vej tilbage. Spørgsmålet er, om Danmark overfor en sådan meget begrænset risiko skal sige: vi ønsker at være med - bl.a. for at medvirke til at Euroen ikke bryder sammen. Eller om vi skal sige: lad de andre tage skraldet, hvis Euroen bryder sammen, vi venter og ser. Jeg tror ikke, at sidstnævnte holdning inspirerer til at andre lande ønsker at tage hensyn til danske ønsker, der hvor vi har brug for det, for det ville jo i bund og grund være en usolidarisk holdning. Og skraldet vil alligevel ramme os, om end ikke i helt samme grad som Euro-medlemslandene, for vores valuta er bundet til Euroen og vores økonomi er snævert forbundet med Euro-landenes. Men alt dette er jo teori. For Folketinget har besluttet, at valget skal træffes nu. Et nej vil derfor cementere det B-medlemskab som Danmark har i EU. I 1992 skulle Danmark jo tage stilling til om vi ville forkaste Maastricht-traktaten definitivt eller ej. Og som nævnt var end ikke SF - der ellers havde lovet det - indstillet på at forhindre Maastricht-traktatens ikrafttræden. Derfor måtte der en ny afstemning til. Det samme gælder ikke her, fordi et dansk nej ikke forhindrer de andre i at fortsætte samarbejdet. Tak for din tålmodighed. Med venlig hilsen Per per.lachmann@get2net.dk |