|
San Cataldo's Venners generalforsamling 1998. |
|
Den italienske filosof Norberto Bobbio skrev i 1995 i et essay om den
italienske nationalidentitet: Følelsen af at tilhøre et fællesskab, og dermed i sidste instans også så stort et fællesskab som en nation, afhænger af bevidstheden om fælles rødder, af en - i hvert fald gennem en vis periode - fælles historie, af et fælles sprog o.s.v. Alt dette er velkendt. Men dét, der forener fællesskabets medlemmer, er først og fremmest medlemmernes stolthed over at tilhøre det. Og denne stolthed må nødvendigvis være et produkt af historien.1) Men, fortsætter Bobbio, Italien har ikke én, men mange og vidt forskellige historier - det antikke Rom, kristendommen, middelalderens bystater, Risorgimento, fascismen, antifascismen o.s.v. - der hver især er en kilde til stolthed for forskellige udsnit af en befolkning, der er delt på kryds og tværs af politiske, geografiske og ikke mindst kulturelle skel. Det kultiverede Italien har god grund til at være stolt af sit land: det er Dantes land og Petrarcas, Machiavellis, Galileos, Michelangelos og Rafaels land. Folkets Italien har god grund til at være stolt af Coppi og Bartali og af Ferrari, når de vinder Formel 1-løbene, eller af landsholdet, når det vinder verdensmesterskabet i fodbold. I en berømt undersøgelse af, hvorfor italienerne er tilfredse med deres land, svarede nogle, at man spiser bedre i Italien end i andre lande. Og hvorfor skulle de ikke svare det? [...] Vanskeligheden ved at tale om nationen Italien består ikke i, at der ikke eksisterer en italiensk nation, men derimod i, at der af historiske årsager, på grund af den sociale lagdeling, eksisterer mange forskellige, som alle har krav på at blive taget med i betragtning, når man overvejer, hvorvidt og i hvilken forstand Italien er en nation. Men netop fordi der er så mange og så forskellige italienske nationer, består vanskeligheden i at holde sammen på dem. [...]2) Den meget almene definition af det nationale fællesskab, som Bobbio altså betragter som "velkendt" (rødderne, sproget, historien o.s.v.), stemmer udmærket overens med den noget mere detaljerede beskrivelse af fænomenet, som den amerikanske sociolog Anthony D. Smith i 1991 foreslog som en slags fællesnævner for de forestillinger, der ligger til grund for den politiske og samfundsvidenskabelige litteraturs mange modstridende definitioner af begrebet nation. Smith opsummerer nationalidentitetens grundlæggende træk således: 1. et fælles territorium eller hjemland 2. fælles myter og historiske minder 3. en fælles massekultur 4. fælles lovfæstede rettigheder og pligter gældende for samtlige medlemmer 5. en fælles økonomi med bevægelighed inden for territoriet for samtlige medlemmer. Ud fra disse karakteristika definerer Smith en nation som: en navngiven menneskelig befolkning, der deler et historisk territorium, fælles myter og historiske minder, en offentlig massekultur, en fælles økonomi og fælles lovfæstede rettigheder og pligter omfattende samtlige medlemmer.3) Inspireret af Smiths definitioner og af Bobbios tanker om de mange forskellige italienske nationer anskues den italienske nationalidentitet i Italien, Fra Mazzini til Bossi som bestående af to "niveauer" eller "dimensioner": Patria og Paese. Den danske ordbogsoversættelse af de to gloser er hhv. "fædreland" og "land", og de betegner altså potentielt to forskellige syn på den samme størrelse - det ene præget af følelser, idealer og en vis patos; det andet bredere, spændende fra det neutrale til det følelsesladede. Patria har desuden hos A.D. Smith fået en mere specialiseret betydning, idet Smith bruger det som betegnelse for det juridisk-politiske fællesskab, der altså sammen med territoriet, myterne, historien og massekulturen definerer nationen. Tilsvarende har den italienske historiker Ruggiero Romano brugt udtrykket Paese Italia som betegnelse for "den italienske model", d.v.s for de fælles, århundreder gamle traditioner og vaner med hensyn til mad og drikke, kortspil og banden, religion og overtro, handel, håndværk, klædedragt, politik og retorik, der i Romanos fortolkning af historien er årsagen til, at "Vi ikke kan andet end kalde os italienere".4) Opdelingen af nationalidentiteten i Patria og Paese er som nævnt inspireret af såvel Bobbio som Smith og Romano, men går i nogen grad på tværs af deres kategorier, og brugen af Patria stemmer kun delvis med Smiths: Ved Patria forstås de "nationale værdier", d.v.s. de ideologier - f.eks. patriotisme, nationalisme, fascisme og antifascisme - som i forskellige historiske perioder har været knyttet til forestillingen om det italienske fædreland. Ved Paese forstås den sum af fælles vilkår, erfaringer, vaner og andre kulturtræk - f.eks. sproget, religionen, familiemønsteret, men også massemedierne og populærkulturen - der i varierende grader forbinder medlemmerne af den italienske nation. Behandlingen af Patria og Paese er desuden inspireret af Benedict Andersons antropologiske definition af nationen som et "imaginært og afgrænset politisk fællesskab". Det nationale fællesskab er ifølge Anderson imaginært, fordi selv ikke i den mindste nation vil medlemmerne nogen sinde komme til at kende, møde eller høre alle de øvrige medlemmer, "men i hver enkelts sind lever ikke desto mindre billedet af deres fællesskab". Fællesskabet er afgrænset, fordi selv ikke den største nation omfatter hele menneskeheden; alle nationer er afgrænset fra andre nationer og betragter sig selv som forskellige fra dem. Og endelig er nationen et fællesskab, fordi uanset de reelle uligheder og interessemodsætninger, der kan herske i hver enkelt nation, opfattes den altid som et dybt, horisontalt kammeratskab. Og i sidste instans er det dette broderskab, der gennem de sidste to århundreder har gjort det muligt for så mange millioner af mennesker ikke så meget at dræbe, som frivilligt at gå i døden for så begrænsede forestillinger.5) Skillelinien mellem Patria og Paese er ikke altid soleklar; der forekommer overlapninger og tilfælde, hvor kan argumenteres med samme vægt for at anbringe et givet fænomen på den ene eller den anden side af grænsen. Men vil man sætte modstillingen på spidsen, kan man sige, at Patria er idealer og abstraktioner, mens Paese er den konkrete hverdag, eller at Patria er den mere bevidste, værdiladede del af nationalidentiteten, hvorimod Paese er den mindre bevidste, værdineutrale del. Så grov opdelingen end er, forekommer den som et hensigtsmæssigt redskab i forsøget på at holde sammen på de mange italienske nationer, og dikotomien Patria/Paese er bogens gennemgående tema og analyseredskab. Bogens første fire kapitler viser, hvordan den bevidste, værdiladede nationalidentitet fra begyndelsen af 1800-tallet til årene efter Første Verdenskrig breder sig fra en patriotisk elite til næsten hele det italienske borgerskab og småborgerskab og efterhånden også til store dele af samfundets nederste lag, om end gennemtrængningskraften her er en del ringere. Udbredelsen af Patria sker ikke i samme takt gennem hele perioden eller i alle samfundslag. Den går relativt hurtigt i de øverste lag, men langsommere og mere rykvis længere nede i samfundspyramiden. Den accelererer i perioder, hvor eliten gør en særlig indsats for at "nationalisere masserne", eller hvor økonomisk vækst eller en generel demokratisering af samfundet øger de positive forventninger til det nationale fællesskabs fremtid. "Nationaliseringstempoet" tiltager også markant, når f.eks. udenrigspolitiske begivenheder (først og fremmest erobringen af Libyen 1911-12 og Første Verdenskrig) stimulerer nationalfølelsen ved at skabe fælles fjender eller give indtryk af høje mål, af en national mission eller af, at fædrelandet er i fare. Hvor Patria-identiteten altså er bevidst og indebærer positive følelser for nationen, er den ubevidste - eller i hvert fald mindre bevidste - Paese-identitet uafhængig af individets følelser for nationen. Man behøver m.a.o. ikke elske sit fædreland for at have en nationalidentitet; fædrelandskærligheden er bare én mulig - og stærk - dimension af nationalidentiteten. Man kan udmærket have alt muligt imod sit land og alligevel føle sig forbundet med alle de millioner af ukendte, som taler det samme sprog, læser de samme aviser, ser de samme tv-programmer, går med den samme slags tøj, drikker den samme slags kaffe eller lider under det samme bureaukrati som én selv. Første Verdenskrig gav i løbet af få år et meget stort antal italienere nogle stærke, fælles oplevelser og fælles vilkår og bidrog derved foruden til at styrke Patria-følelsen også til at udbrede Paese-identiteten. Men ellers er udbredelsen af Paese-identiteten gennem de første næsten 100 år af staten Italiens eksistens foregået i et jævnere tempo, i takt med befolkningens tiltagende læsefærdighed, Italiens forvandling til et massesamfund og den generelle modernisering af landet og dets infrastruktur. Kapitlerne 5 og 6 beskæftiger sig med den nationalisme, som Første Verdenskrig efterlod sig, og især med det fascistiske regimes forsøg på at skabe en nation i sit eget billede. Renzo De Felices i sin tid stærkt kontroversielle synspunkter vedr. den konsensus, som fascismen i en årrække nød godt af, diskuteres ikke i større udstrækning; dertil er de efterhånden for veletablerede. Den fascistiske antisemitisme og generelle racisme bliver til gengæld stadig undervurderet og vies derfor en del opmærksomhed i denne sammenhæng. Den brede folkelige opslutning om fascismen og om fædrelandet blev først og fremmest ødelagt af krigen, men foruden jøderne blev også andre grupper af italienere på grund af deres politiske eller etniske "anderledeshed" sat uden for samfundet og uden for det nationale fællesskab. I kapitel 7, Fædrelandets død, behandles med udgangspunkt i Ernesto Galli della Loggias kontroversielle teser (men også i Norberto Bobbios analyse) den situation, der opstod, da det fascistiske diktatur, som havde set det som en af sine fornemste opgaver at skabe identitet mellem stat og nation, bukkede under. Fascismen havde monopoliseret og fordærvet den italienske fædrelandsfølelse i en sådan grad, at italienerne efter Anden Verdenskrig - omtrent ligesom tyskerne - var afskåret fra at genetablere en "normal" patriotisme. Erstatningen blev en dyrkelse af forfatningen og af de demokratiske institutioner samt en meget udbredt, men - har det vist sig i de seneste år - illusorisk forestilling om et ideologisk fællesskab, hvis vigtigste elementer var antifascisme, national, social og mellemfolkelig solidaritet samt internationalisme og europæisme. Det var bl.a. erkendelsen af, at dette værdisæt langtfra var udbredt i hele befolkningen, men snarere var begrænset til en - ganske vist stor - gruppe kulturelt og politisk bevidste italienere, der satte gang i de seneste års spekulationer om, hvorvidt Italien overhovedet er en nation. På Patria-niveauet er det et relevant spørgsmål: der er ikke mange spor af ideologisk eller værdimæssigt fællesskab i Italien. Men retter man i stedet blikket mod det mindre bevidste, jævne dagligdags plan, vil man se en nation, der holdes sammen af et fælles sprog, en fælles mediekultur og en lang række andre fælles vilkår og vaner. I kapitel 8, Italia boom!, skitseres det, hvordan dette paese-fællesskab blev fuldbyrdet 100 år efter Italiens samling, da det økonomiske mirakel gjorde Italien til et moderne, urbaniseret industrisamfund og "skabte italienerne" - i amerikanernes billede. I kapitlerne 9-14 undersøges en række centrale elementer i den italienske paese-identitet, bl.a. familien og de uofficielle netværk, religionen, forholdet til staten og bureaukratiet, de fremmede, minoriteterne og Italiens udenrigs- og sikkerhedspolitik set i relation til nationalidentiteten. Et gennemgående tema i denne del af bogen er den ulige konkurrence mellem staten og dens forskellige konkurrenter og spændingen mellem integration og desintegration. Det sidste kapitel, Fra enhedsstat til føderation?, er, som spørgsmålstegnet antyder, skrevet om kap med den politiske udvikling i de første måneder af 1996. Her analyseres den separatistiske/føderalistiske bevægelse, som begyndte at gøre sig bemærket i de første år af 1980'erne, og som trods Lega Nords noget slingrende kurs siden da ser ud til at skulle sætte et afgørende præg på de forfatningsreformer, som begge de politiske fløje mere eller mindre har forpligtet sig på. I dette kapitel argumenteres der for det synspunkt, at de etniske forskelle mellem de italienske landsdele ikke spiller nogen nævneværdig rolle i sammenligning med den nationale integration på paese-niveauet og med de økonomiske interesser, der knytter sig til hhv. enhedsstat og autonomi. Lega Nord er ikke blevet Italiens fjerdestørste parti, fordi norditalienerne føler sig som et andet folk end syditalienerne, men fordi de opfatter det som en uacceptabelt dårlig forretning at være italienere. Massimo Taparelli d'Azeglio, udtalte i 1860 de berømte ord: "Vi har skabt Italien; nu mangler vi bare at skabe italienerne." Siden da har historien og samfundsudviklingen, mere end nogen bevidst politik, faktisk "skabt italierne". Den nationale integration er fuldbyrdet, men dens grundlag er stadig skrøbeligt: Italienerne har ikke længere bare den samme religion. Nu taler de også samme sprog, ser de samme tv-programmer forbruger de samme varer, er underlagt de samme love og har levet sammen som landsmænd i næsten 140 år. De er italienere, og det er der ingen af deres andre regionale eller etniske identiteter, der kan konkurrere med. Selv ikke i en egn som den tysksprogede Alto Adige/Südtirol, hvor den etniske anderledeshed er meget udtalt, kan den, når det kommer til stykket, konkurrere med de økonomiske fordele - skattelettelser, subventioner o.s.v. - hvormed den italienske regering har købt sig fred for de sydtyrolske nationalister og deres østrigske beskyttere. Omvendt er det da også først og fremmest troen på, at det kan betale sig, der får folk i de andre norditalienske regioner til at ønske sig uafhængighed eller i hvert fald en stærkt øget autonomi: Der er ikke i Italien nogen etnisk, kulturel, politisk eller regional identitet, der er så stærk, at den alene kan underminere tilhørsforholdet til nationalstaten; men på den anden side er nationalidentiteten så svagt funderet, at den ikke kan holde sammen på delene, hvis det bliver for dyrt eller for ufordelagtigt at være en del af nationalstaten. 1. Bobbio, Norberto (1995): "L'Italia che non c'è" IN Reset 1995/1. 2. Samme. 3. Smith, Anthony D. (1991): National Identity, Harmondsworth, p. 14. 4. Romano, Ruggiero (1994): Paese Italia, Donzelli, Rom. 5. Anderson, Benedict [1983] (1991): Imagined Communities, Verso, London-New York, pp. 6-7. |