|
Om flygtninge og indvandrere i forhold til psykiatrien. Af cand.psych. Ole Leimand For nylig blev der afholdt en række rundbordssamtaler om sindslidende flygtninge og indvandreres forhold. Man samlede særligt interesserede fagfolk fra psykiatrien, hjælpeorganisationerne, rådgivningerne og de kommunale forvaltninger. De havde noget på hjerte, tør det nok siges, og her skal der gøres et forsøg på at bringe det mest presserende videre til offentligheden. Overskriften hentyder til et af de fascinerende sider af området: den kulturelt betingede blindhed. I den islamiske kultur gør man f.eks. meget ud af orden og renlighed. Det er det sidste, man dropper. Tingene kan til sidst være sammenbundet med sejlgarn, men den psykisk syge muslim holder sig selv og hjemmet rent og ordentligt. Sammenlign dette med danskere, der går til i sprit. De er ofte forrygende ligeglade med, hvordan de tager sig ud udadtil. Noget af det samme ser man jo ikke så sjældent hos et dansk psykiatrisk klientel. Dette kan være med til at forklare, hvorfor man f.eks. som sagsbehandler ikke så let får øje på de islamiske sindslidende. Et sikkert signal for enhver sagsbehandler er, at hvis klienten ser mere eller mindre udtværet og sjusket ud, så er der noget særligt på færde - men det gør muslimerne typisk ikke - og så fanger man det jo ikke så hurtigt. Det kan ikke siges for tit: flygtninge og indvandrere er meget uensartede grupper. Iranerne er . . ., siger vi f.eks rask væk, uden at ryste på stemmen - men det drejer sig immervæk om et land, der er ca. fem gange større end Frankrig med mange folkeslag, forskellige sprog og mange sociale, kulturelle og religiøse spændinger og konflikter. Psykiatrien anser i det store og hele sindslidende flygtninge og indvandrere for en tung gruppe. Det er ikke sjældent meget vanskeligt at få apparatet til at tage sig af dem. Hele den terapeutiske, psykiatriske tænkemåde kommer her let til kort. Det kan være nemmere at gribe til strudsereaktionen: at lukke øjnene og påstå, at problemet ikke eksisterer - eller i hvert fald ikke er af psykiatrisk karakter. Også de specielle rådgivninger og behandlingsklinikker på området finder, at mange af sagerne er utroligt tunge - ind imellem så tunge at klienterne burde indlægges på psykiatrisk afdeling - men erfaringerne synes også herfra set at være, at mange af de psykiatriske afdelinger ikke fungerer godt i forhold til netop disse grupper. Det kan naturligvis skyldes mange ting, og under alle omstændigheder er det almindelige indtryk, at der er dobbelt så meget arbejde med - og bruges dobbelt så meget tid på - disse patienter som på danske patienter. Sådan opleves det jævnt hen. Der var ingen, der kunne fremvise tabeller, Hvordan skulle de også få tid til det? Det så flittigt udskældte psykiatiske personale er ikke at misunde, heller ikke i denne sammenhæng: - tolkeproblemer, men også uviljen sine steder mod overhovedet at anvende tolk, - uforståeligt kropssprog og kulturelle barrierer, - massive (blandings-)misbrugsproblemer efter tortur blandt en hel del af flygtningene, - dramatiske sammenbrud af hele familier, - svære paranoide tilstande med ekstrem isolation i forhold til især landsmænd, for blot at nævne lidt af det, der kan bidrage til personalets periodiske afmagtsfølelse. Forvaltningerne og hjælpeorganisationerne har sandelig også deres at slås med: - flygtninge, der forsøger at bruge psykologen eller psykiateren som rambuk for at opnå en bolig, - 30-35 årige mænd, der bor hjemme hos far og mor og altid har siddet dér i et værelse - og så er det i øvrigt umuligt at trænge ind til dem. Omvendt er der de i mere end én forstand grænseoverskridende, psykisk skadede flygtninge, som ikke så sjældent optræder med meget provokerende, truende adfærd. Man kan som integrationsmedarbejder være nok så sympatisk indstillet over for de frygtelige ting, som disse mennesker ofte har været ude for, men hvis ens skrivebord gentagne gange bliver væltet eller andet tilsvarende sker, så må der sættes en stopper. Integrationspersonalet skal ikke acceptere, at være offer for et offer - men dette medfører unægtelig opkomsten af en ny kategori af udstødte! Så: ingen tvivl om, at sindslidende flygtninge og indvandrere fylder ganske godt op i en og anden bekymret organisatorisk og kommunal bevidsthed - og de kommer til at tage mere plads op dér i de kommende år. Vær vis på det! Mange negative omstændigheder spiller sammen med - og forårsager i et vist omfang - den beskrevne misere. Der er først og fremmest en generel utilfredshed med, at regeringen ikke har villet eller kunnet formulere en integrationspolitik, der fungerer i praksis. Det giver spredt fægtning og urimeligt forskelligartede tilbud rundt omkring i landet, bestemt af de enkelte amtsråd og kommunalbestyrelser, - det medfører umenneskelige vilkår for de såkaldte repatrieringsgrupper (dem der skal sendes hjem på et tidspunkt - tænk f.eks. på bosnierne) som spilder år af deres liv i påtvungen ørkesløshed, - det resulterer i ekstreme stress-tilstande hos de flygtninge, som ind imellem anbringes på de med rette stærkt kritiserede hotelskibe - en indkvarteringsform som øjeblikkelig ville fremkalde en proteststorm, hvis det var danskere - selv de mest udstødte - det gik ud over! Det drejer sig imidlertid også om det skadelige i at holde en alt for lav profil fra hjælpeorganisationernes side. De markerer sig ikke med den fornødne kraft i pressen og tilbageviser alskens pølsesnak på området - for gør de det, så får de tilsendt alt muligt skidt fra primitive individer, bliver ringet ned, chikaneret og truet. De erkender, at det er en balancegang at arbejde for disse mennesker -: mange danskere ønsker øjensynligt, at de ikke var her! Denne forsigtighed og tilsyneladende neutralitet er i virkeligheden menneskeligt set upassende, moralsk set fej, politisk set uklog og demokratisk set fordummende. De hjemlige kritikere bliver således ikke mødt i en åben kamp på meninger. Man anvender med forkærlighed et lettere parfumeret blomstersprog, som gør det så uendelig svært at kalde en - efter danske normer i hvert fald - klart uacceptabel flygtningeadfærd for det, den er. Det giver kritikerne, desværre også de mere eller mindre ekstreme racister, alt for let spil i den almindelige debat, og befolkningen i almindelighed får simpelthen for lidt engagerende viden om de faktiske forhold på området - herunder ikke mindst de stærkt kritisable! Dette bliver naturligvis ikke bedre af hjælpeorganisationernes underlige finansieringsmæssige afhængighedsforhold, og af statens enestående muligheder for at spille dem ud imod hinanden - og kommunerne imod dem. Samtidig blomstrer beretningerne om de såkaldte administrative dykfænomener, d.v.s. en særlig form for tilbageslag, der rammer mange flygtninge og deres sag i forbindelse med overgangen fra én administration til en anden, fordi sådan gør vi virkelig ikke her hos os! Flygtninge og indvandrere har i almindelighed lav status, og de sindslidende blandt dem har som venteligt en endnu lavere - hvilket for resten smitter af på behandlerne og sagsbehandlerne, der tager sig af dem. Med den ekstraordinært lave status følger en ekstraordinært lav politisk prioritering. Dette er synd for de sindslidende flygtninge og indvandrere, for mange af dem er i en gudsjammerlig forfatning. Det er næppe nødvendigt at udpensle den sindslidende asylansøgers frygtelige ventetid i uvished midt i ingenmandsland eller at sætte mange ord på de enlige, mere eller mindre paranoide mandlige flygtninges ekstreme isolation og ensomhed rundt på byens små værelser o.s.v. o.s.v. Måske er der dog grund til at fremhæve, at nogle af de sindslidende og handicappede flygtninge føler sig dobbelt ramt, når de støder ind i vores kultur med dens krav om at klare sig selv. I deres opfattelse bliver det nemt til, at de rammes af et massivt omsorgssvigt. Kommer de nemlig fra en kultur, hvor storfamilien udgør den sociale sikkerhed, så må det jo opleves som, at vi ikke passer dem, men tværtimod siger: Klar dig selv! Pas dig selv! og Se så at få lært dansk i en vis fart! Enten bliver man i følge en sådan kulturel norm totalt passet i familien, hvis man skulle være så uheldig at blive syg - eller også er man offentlig tigger! Det skulle ikke være svært at forstå, hvor stærke følelser et sådant kultursammenstød kan udløse. Een ting er dog danskernes og flygtninge/indvandrernes gåen fejl af hinanden. Noget andet er modstanden. Vi danskere har svært ved at vænne os til, at flygtninge er kommet for at blive - i et vist, ikke helt ubetydeligt, omfang. Holdningen både til dem og til indvandrerne svinger naturligt nok med konjunkturerne og arbejdsløshedens størrelse - og ligegyldigt hvad man gør som flygtning eller indvandrer, så synes det at være forkert i nogle danskeres øjne: får man et job, så er de misundelige - og får man det ikke, så er man en nasser og skal rejse hjem! Under alle omstændigheder er det tydeligvis svært at bryde gennem danskernes pæne facade. Der skal store anstrengelser til, hvis man overhovedet vil gøre sig det ringeste håb om at komme i kontakt - og det energioverskud har en psykisk syg person typisk ikke. Modstanden bliver helt tydelig, når man kikker på reaktionen over for de sindslidende flygtninge og indvandrere hos de danske brugere af være- og aktivitetssteder. Danskerne vil simpelthen ikke være sammen med de fremmede! Der er undtagelser, men der er meget langt imellem dem - og i forbindelse med nogle af de kirkelige varmestuers bespisning af de allermest nødlidende kan man endog iagttage, hvorledes udlændingene direkte fryses eller jages ud! Integration er med andre ord en rigtig svær en, når det gælder sindslidende flygtninge og indvandrere (selv om politikerne er så forfærdeligt glade for ordet) - og hovedbudskabet synes næsten overalt at være: Kom igen når du har lært at tale ordentlig dansk! Flygtningenes og indvandrernes egen modstand retter sig i denne sammenhæng mod det psykiatriske system. De fleste steder i den 3.die verden ses psykiatere og psykologer på med stor afsky. Der skal derfor meget til, før en flygtning eller indvandrer vil tolke sine vanskeligheder i overensstemmelse med en af de forståelseskategorier, vi stiller til rådighed - psykisk syg, så er man i hvert fald overintegreret! De sindslidende flygtninge og indvandrere vil i stor udstrækning ikke behandles - men skrækken for at blive rubriceret som sindssyg gælder i øvrigt ikke så meget i forhold til det danske samfund som i forhold til deres egne kredse: de skulle meget nødigt opdage noget! Familien (hvis der er nogen familie) vender ryggen til behandlingssystemet, lukker sig om den syge og skjuler ham eller hende - ligesom en del danske familier i samme situation gør. I øvrigt kan modstanden også rette sig mod sygdommen og den syge. Således har nogle indvandrere et meget stærkt netværk, som virker perfekt - under forudsætning af at det sindslidende medlem ikke er for dårligt rent psykisk. I modsat fald risikerer den pågældende meget nemt at blive gemt helt af veje eller glemt. Arbejdsløsheden blev strejfet tidligere i forbindelse med omtalen af danskernes konjunkturafhængige syn på flygtninge og indvandrere. At den i høj grad også influerer på disses syn på sig selv, især for mændenes vedkommende, turde være indlysende. Det er en belastning, som nemt udløser stærkt aggressive reaktioner på de oplevede ydmygelser og umyndiggørelsesritualer. Arbejdsløsheden er ødelæggende - en betydningsfuld baggrundsfaktor i forbindelse med sindslidelse blandt flygtninge og indvandrere. Det kan måske på denne dystre baggrund undre, at de mange bekymrede samtaledeltagere, som var så åbne og præcise i angivelsen og beskrivelsen af alle de komplicerede problemer, de oplevede i deres daglige arbejde med sindslidende flygtninge og indvandrere, også var entusiastiske og visionære i beskrivelsen af mulighederne for at råde bod på elendighederne. Mange projekter var allerede i gang, og idérigdommen var betydelig. Der var ønsker om at eksperimentere med særlige typer af støttepersoner, - der var planer om etablering af selvhjælpsgrupper blandt afgrænsede flygtningepopulationer fra bestemte lande, hvis kultur og holdning til psykiatrien afviger stærkt fra den danske - om muligt med inddragelse af psykologer og psykiatere med samme etniske baggrund. Der var ikke mindst tanken om etablering af et psyko-socialt center for flygtninge og indvandrere efter især norsk forbillede til højnelse af dette arbejdsfelts kvalitet og prestige. Her skulle behandles, forskes, undervises, serviceres og kommunikeres både til den faglige og til den almindelige offentlighed med samme effektivitet og succes som i Norge. Der blev også fremsat forskningsønske - bl.a. om at få undersøgt og dokumenteret, hvordan det går alle disse mere eller mindre foruroligende fremmede her i landet over tid - thi det er en meget væsentlig faktor for accepten. Et andet ønske var forskning i udvikling af metoder, som kunne bruges til at bringe danske og udenlandske sindslidende i god indbyrdes kontakt og samvirke på væresteder o.lign. Det gerontologiske og geriatriske aspekt blev også berørt: etniske plejehjem, etniske plejehjemsafsnit og etnisk plejehjemspersonale er noget, vi vil komme til at høre meget mere om i løbet af ganske få år - men vi er næsten helt uforberedte på det! Efter rundbordssamtalernes afslutning måtte jeg uvilkårligt spørge mig selv, hvorfor den fælles formulering af et så omfattende katalog over svære og komplicerede problemer kunne fremkalde så megen god energi og gåpåmod? Jeg tror, det hænge sammen med, hvad K.E. Løgstrup kaldte talens åbenhed - og med alle de spader, der blev kaldt ved deres rette navn. Den slags frisætter og igangsætter! |