Mellem potten og anstalten

Af Ole Leimand

Artiklen drejer sig om det tynde pludder i Klods-Hans eventyret. Travle beslutningstagere med fine eksaminer vil have vanskeligt ved hurtigt at finde færdigmasserede budskaber i den og gør derfor klogt i at haste videre - til noget mere "seriøst".

Meget kreative læsere - de, der har svært ved at tage de seriøse alvorligt - vil derimod have en chance for langsomt at komme til større klarhed over en væsentlig grund til, at de - sandsynligvis - har så svært ved at komme til deres ret.

På en af Bjørn Wiinblads bogillustrationer til Klods-Hans eventyret, baseret på dekorationer og dragter til balletten af samme navn, ser man den berømte eventyrhelt stige yndefuldt op af et vandhul. Han har det karakteristiske wiinbladske på en gang svømmende, glanende og kokette blik. Vor helt har lige fundet dét tynde pludder, som han er ekstra sikker på, at kongedatteren vil blive glad for, thi ""det er den fineste Slags, man kan ikke holde på den!",
og så fyldte han lommen".

Det er tydeligt, at Wiinblad har haft problemer, for - hvordan tegner man pludder, der er så tyndt, at man ikke kan holde på det, i hånden på en balletfigur?!

Komikken er utvivlsomt ufrivillig - og hvad værre er: dét, Klods-Hans holder i hænderne, ligner - reverenter talt - en lort!

Min foreløbige pointe er, at selv i et så parfumeret arbejde som det foreliggende wiinbladske til illustration af kreativitetens inderste væsen slår den "frygtelige" sandhed igennem: det ikke alene ligner en lort - der er en lort, som via mellemleddet tyndskid sublimeres til tyndt pludder af den beskrevne art.

Hvad skal dét nu gøre godt for - at blande kreativitet og fæcalier sammen?!

Jo, H.C. Andersens oprigtighed og livsnærhed var, som det især fremgår af hans dagbøger, af et næsten skræmmende format. På den anden side måtte han jo også have sine højborgerlige og landadelige - ja sågar kongelige - tilhøreres og læseres såkaldt finere følelser in mente.

Det gælder det seksuelle, som når han i bemærkningerne til en eventyrsamling bemærker, at ""Svinedrengen" har et Par Træk fra et gammelt dansk Folke-Eventyr, der, saaledes det blev fortalt mig som Barn, ikke sømmeligt kunde gjengives". (jvf. Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af H. C. Andersens eventyr, København, 1990, Bind IV, s. 6)

Samlejer erstattes dydsiret af kys!

Det gælder naturligvis også det latrinære: Andersen giver Klods-Hans eventyret undertitlen: "En gammel Historie fortalt igjen" - og går man dets aner efter i sømmene, støder man hurtigt på "artige" sager som titlen "Jomfru Hedenrøv" og figuren Esben Askefis.

Ikke nok med det: det vrimler i de folkelige forlæg med hestepærer til at stoppe i kragen under stegningen - og andre uhumskheder. Ja, i den version af folkeeventyret, der blev optegnet 30 km sydvest for Odense, og som formentlig er det nærmeste, vi kan komme på, hvad Andersen hørte på med fryd som barn, finder "Klotte Hans" (klot betyder snavset, sammenfiltret uldtot eller hårlok - eller en klat snavs slet og ret) hele to lorte på vejen, som han samler op, putter i lommen og vinder prinsessens bevågenhed med!

Det fremgår af den bindstærke litteraturhistoriske udgave af H.C. Andersens eventyr og fortællinger (jvf. ovennævnte reference, bd. VII, ss. 4-5), at manuskriptet til eventyret Grantræet som indlagt fortælling havde slutningen af Klods-Hans, der i den endelige version kun er markeret med titlen Klumpe-Dumpe.

Fra det oprindelige fragment citerer jeg følgende (vor helt har præsenteret den døde krage for prinsessen og bedt om at få den stegt): ""Men hvad skal vi stege den i!« spurgte Prindsessen.
"Det veed jeg!" sagde Klodde-Hans, "see her er en hele Mekanik" og saa tog han Kohornet op af Lommen, stak Kragen ind i det! og sagde "see her er Gryde til at stege i og vi kan spise begge to af den sammen!"

"Det kan jeg lide!", sagde Prindsessen, "Du veed at tale for Dig. - Men hvad skal vi dyppe Kragen i!" - "Heisa!" raabte Klodde-Hans! og vendte sin Lomme - det var alt det - Uh - Koen havde rigtig nok været uartigt!

"Det var velsignet!" sagde Prindsessen. "Dig vil jeg have - Dig kan der blive noget af." (...)

Og saa holdt de Bryllup (...), spiiste Kragen og alt hvad der var og (...) ....." - resten var åbenbart ikke umagen værd at komme ind på eller til at tænke til ende (bortset fra en indføjet kliché om at de levede godt - hvortil man vel blot an tilføje et Velbekomme!) - for her slutter fragmentet.

Andersens stavemæssige formåen lod, som mange har bemærket, og som det også ses her, en del tilbage at ønske, men dét er så afgjort en detalje i forhold til, at dette geniale menneske, som bekendt, var en »sumpplante« i social forstand. Hans »rødder« havde - som det bl.a. fremgår af dette citat - kontakt med den lort, der ikke alene gir kagen på bordet (som bønderne siger - eller sagde, før det hele blev så kunstigt!), men også udgør vort livs første konkrete, personlige produkt (der på forvirrende måde snart gav anledning til ros og snart til skænd!) - og som desuden billedligt talt er en del af den »masse«, der bestandigt gærer i og jævnligt bobler op fra det ubevidste.

H.C. Andersens kunstneriske forædling af den gamle folkelige fortælling om Esben Askefis er utvivlsomt det mest fortættede udtryk for kreativitetens inderste væsen og dynamik, som findes på dansk. Og det tynde pludder sladrer om de elementære kræfter, der stikker under - og som ikke kan undværes.

Freud & Eftf. ville vel benytte en lejlighed som denne til at minde om den kreative persons anale trang til at fylde verden op med sine »efterladenskaber«, mens den i så henseende tilbageholdende på gniervis akkumulerer og akkumulerer - med fare for åndelige hæmorroider på længere sigt. Resultat: den kreative (efter Klods-Hans-modellen) og kapitalisten (efter von And-modellen) er i psykodynamisk forstand hinandens modsætninger.
(Så er det støbt i beton!).

Her ser jeg den måske dybeste årsag til, at kreativitet er noget, man taler mere eller mindre henført om og annoncerer ret så ivrigt efter, men i virkeligheden ikke rigtig vil have inden for døren - eller i hvert fald kun, hvis den kan anbringes under nogenlunde betryggende omstændigheder i en krog.

Tapre kursusskræddere har i mere end en generation ihærdigt forsøgt at udbrede det glade budskab om, at videnskaben har forstået, at kreativitet kan læres.
»I et vist omfang«, hvisker videnskabsfolkene forsigtigt - men alligevel!

Lige meget hjælper det - stort set.

Hvorfor?

"Fordi folk bliver ved med at tro, at kreativitet udelukkende er et talent - en Guds gave - en appelsin i turbanen - og at det eneste, man kan gøre, er at beundre resultaterne - når de omsider er blevet behørigt anerkendt", siger flere af dem, der ikke rigtig kan sælge deres kurser.

Personligt tror jeg, som antydet, at det stikker dybere, og at det tynde pludder i Andersens eventyr er et spor: det ubevidste, hvorfra de egentlige kreative impulser dukker op, er ikke sådan beskaffent, at man billedlig talt kan rejse boretårne over konstruktive eller ligefrem paradisiske "lommer" og undgå destruktive, svinske og djævelske "lag". Det ubevidste rummer himmel og helvede - eller Hellheaven: det himmelske helvede. Og prøver man at skille bestanddelene ad - ved kilden så at sige - så fjerner man uundgåeligt energien fra den skabende proces.

De fleste vil helst holde helvede uden for deres kontor og sælge himlen i passende portioner - hvilket da sådan set er forståeligt nok. Men resultatet bliver derefter:
noget tyndt pludder, omend i sjældne tilfælde af den fineste slags!

At også Andersen var leveringsdygtig i det tyndeste pjask fremgår ved læsningen af en tematisk beslægtet historie fra digterens senere år, "Lykken kan ligge i en Pind", og det er med god grund, at den ikke hører til de mere kendte - lammefrom og bovlam som den er. Der er tale om en opbyggelig, småborgerlig iværksætterhistorie - eller med Andersens egne ord:
den "er skrevet under et Sommerophold i Jurabjergene. Her hørte jeg fortælle om en fattig Dreier, der, da Knappen, som holdt hans Paraply sammen, altfor tidt sprang af, en Dag dreiede sig en lille Træ-Pære, der, sat i en Lidse, viste sig mere praktisk til at blive og holde fast. Til sine Naboers Paraplyer dreiede han nu ogsaa et Par Smaapærer, og snart fik han fra Landet og Byerne Bestillinger på flere af samme Slags, da nogle Aar var gaaet, sad han som en holden Mand." (jvf. ovennævnte reference, bd. VI, s. 28)

Kort sagt: en ordinær succeshistorie af en art, som det private erhvervsliv ustandseligt og på besværgende vis vælter af sig - i det forfængelige håb, at medierne og kunderne skal hoppe på limpinden.

Lumsk kedeligt!

Pudsigt nok lod en anden forfatter sig ophidse af den midaldrende Andersens eventyr for ikke så mange år siden. Det var Soya. Han gik så vidt, at han skrev et mod-eventyr: Klods-Hans den Anden. (i Soya: 'Hvis tilværelsen keder Dem - ", Borgens billigbøger (?)).

Pointen er her, at i det moderne samfund klarer man sig ikke uden eksaminer, der - vil jeg tilføje - mestendels sætter en i stand til på forhånd at vide, eller til hurtigt at analysere sig frem til, hvorfor ting ikke kan lade sig gøre.

Og det er ganske vist: Herremandens to ældste sønner "Per og Poul var af god forstand, begge studenter; Per der studerede nationaløkonomi kunne skrive, og Poul der interesserede sig for politik kunne tale", står der i begyndelsen (s. 190). Og i slutningen fortælles det, at det gik dem godt: "Per blev professor og Poul rigsdagsmand, begge nåede med andre ord så højt op i samfundet at kun ministre og kunstnere rangerede over dem". (s. 195)

Den, vi nu om stunder med Ritt Bjerregaards fodboldfilosofiske udtryk ville kalde B-holdsrepræsentanten, præsenteres sådan her: "Men med Hans var det galt. Han havde gået i en skole med fri opdragelse - og troede at man ude i livet kunne te sig som man fik lov til hos moderne pædagoger. Senere var han kommet i den eksamensfri mellemskole, og kunne som følge heraf hverken læse, skrive eller regne. Han var griset som en kunstmaler, ubehøvlet som en motorsagkyndig, og altid så glad så han irriterede sine medmennesker.
Brødrene mistænkte ham for at være kommunist - en ikke urimelig mistanke, da en omvæltning i samfundet var det eneste, der kunne forbedre hans stilling i det fædrene hjem. Men man kan også være småtkørende uden at være programist -". (s. 190)

Vi noterer os i forbifarten, at der dog ifølge Soya er håb om en strålende social opstigning for de grisede kunstmalere - det er vel somme til nogen trøst! - og iler videre.

Scenen på slottet ender med, at den uheldige helt bliver ført bort efter at have forulempet den tilstedeværende formand for Journalistforbundet (det værst tænkelige af alt i moderne tider!), og bliver undersøgt af lægerne, som når til det resultat, at han mentalt befinder sig i 7-8 års alderen. Herefter tages Klods-Hans i forvaring: "Han blev indlogeret på herregården - der var taget fra faeren og gjort til internat - blev forsørget af samfundet, betalte ikke skat, og var alt for dum til at kunne se livets skyggesider. Og derfor levede han længe og lykkeligt." (s. 195)

Det kræver utvivlsomt mere end læserens selvdisciplin at lade være med at gnække med på Soyas satire, for hans vid er veloplagt, og han har jo fat i noget. Men satire mangler, så vidt jeg kan se, næsten altid egentlig dybde, og hovmod står som bekendt for fald: når Soya triumferende afslutter med et "Se dét var et usædvanligt eventyr! For det var sandfærdigt." (s. s.) - så er det i grunden overfladisk og dumt sagt. Sandhed er jo ikke bare realisme - og eventyr er ikke bare løgn og forbandet digt. Tværtimod: det er ganske vist! Og når kongedatteren hos Soya udbryder:

"Tænk at der er folk der bilder børn ind at det er på den måde man får prinsessen og det halve kongerige!" (s. 194), så har hun da overfladisk set ret i sin betragtning - og har fortjent sin prins.

Men dybest set er hun en dum og overfladisk gås - og geniet og folket vil sgu da skide på hende!

Med eller uden forlov.

Sådan kan mudderkastningen og inddæmningen fortsætte i det uendelige. Det skabende menneske og det snusfornuftige etablissement vil altid være på kant med hinanden - og det har sine latrinære grunde. Blandt andre. Så simpelt kan det siges, når forudsætningerne er forstået - og vi har det lige ud af mag-net.dk's hjemmeside -og dén er til at stole på!

.....OG HVAD KAN VI SÅ LÆRE AF DET?

Jo, som sagt: det tynde pludder i H.C. Andersens nogenlunde stuerene, litterære Klods-Hans eventyr svarer til folkeeventyrets lorte, der stoppes i kragen under stegningen.

Temaet viser hen til konfliktstof, karakteristisk for den såkaldte analfase i barnets udvikling.

De voldsomt aggressive, latrinære og perverse impulser, som rumsterer i det skabende menneskes ubevidste, kan ikke sorteres fra "ved kilden".

Vil man have det overdådigt kærlige og generøse, må man tage det rædselsfulde med i købet.

Deraf den fundamentale konflikt mellem det skabende individ og det påpasselige samfund.

Ingen perler uden svin!

Intet samfund uden anstalter!

Claes Johansen om hvordan det siden gik

Dette forhindrer dog, som omtalt, ikke den snusfornuftige Soya i at have fat i en anden og mere triviel ende af sagen: de ældre brødre har det i den jævne, dagligdags virkelighed med at blive til noget - ikke mindst eksperter.

For ikke så længe siden har Claes Johansen peget i samme retning i sit forsøg på at skrive en fortsættelse på Andersens eventyr.(Johansen, Claes: Sandheden om Kong Klods Hans. En fortsættelse af H. C. Andersen: Klods Hans (1855) - i Louise Haslund-Christensen (red.): "Fortsættelse følger...", København, 2000, ss. 34-40) *) Klods-Hans bliver ganske vist - her som i forlægget - konge, men situationen udarter hurtigt med projekter af typen "Gratis øl til alle kejthåndede den første onsdag i hver måned" eller den bro, som skulle forbinde Roskilde med Hedehusene. Der er klare inspirationer fra Jacob Haugaards og Paul Smiths århuseanske valgkampagner, som til sidst bragte førstnævnte i Folketinget.

*) Læg mærke til, at også Claes Johansen lader det fremstå, som om at det hverdagsrealistiske plan er selveste sandhedens sted - signaleret allerede i titlen: Sandheden om Kong Klods Hans. Slutningen på hans tekst antyder dog en dobbeltironi, og så skal man jo til at holde tungen lige i munden - eller helt ude i kinden.

Den brede befolkning finder imidlertid ingen fornøjelse i, at landets finanser ødes bort til sligt; brandskatning og siden stor låntagning i udlandet resulterer i et kolossalt underskud på statsfinanserne; herpå følger en hungerepidemi og til slut et folkeligt oprør, som nær koster kong Klods Hans magten.

Han tvinges i denne prekære situation til at henvende sig til sine to ældre brødre, hvoraf den ældste i mellemtiden er blevet professor i hele tre fag - men også den næstældste har nået at demonstrere et klart akademisk talent. Tidligere havde lillebroren systematisk og eftertrykkelig og på enhver måde gjort grin med sine ældre brødre, men nu tvinges han af omstændighederne til at ydmyge sig og bede dem om tilgivelse. Hvad værre er for lillebror Hans: han må bede dem om at danne en ny regering med dem selv i spidsen, for at han selv som konge og landet som helhed kan søges reddet fra den overhængende katastrofe.

Det kreative menneske ender altså i dette tilfælde ikke ligefrem på anstalt, men dog under administration.

Tal pænt til specialisterne!

Hvem tør benægte, at der er realiteter og erfaringer bag disse tænkte udviklinger? - så derfor: Husk at tale pænt til specialisterne! De har det med at få magt og med at trække de længste strå. - Handlingen i Andersens Klods-Hans eventyr er rigtignok for god til at være sand i betydningen realistisk. Bogstaveligt forstået er historien jo rent ud usandsynlig. Hovedpersonen eller figuren Klods-Hans fremtræder jo også som gennemført naiv og svært pubertetspræget.

I overført betydning - som billede på den kreative dynamik - er dette eventyr derimod som allerede sagt både sandt og dybsindigt og vil af samme grund naturligvis triumfere over sine mere eller mindre velmenende "støttepædagoger"s tilrettevisende og belærende tekster.

En kedelig Knud

Ingen tvivl om at Klods-Hans er en af Andersens egne vigtigste rollemodeller. Beretningerne om hans optræden i forskellig sammenhæng i barndommens Odense og især i de første år, efter at han var kommet til København, leder meget let tanken hen på dette.

Det triste modstykke hertil kan studeres i historien om den kedelige Knud og hans bedrøvelige livsuduelighed i Under piletræet (1853), som er en livsopskrift for kagemænd og -koner - og nægtes kan det jo ikke, at Andersen selv i visse pinagtige henseender var - en kagemand.*)

*) At digteren selv var klar over dette og kæmpede imod, fremgår at følgende passage i et brev til B. S. Ingemann, dateret 14. december 1852 (Bille XX , s. 610): ”Deres Brev til mig fyldte mig med megen Glæde, jeg havde en stille Forudfornemmelse af at De vilde synes om: ”Under Piletræet”. - Deres Tro paa at han vaagner op og hans bedste Drøm bliver Virkelighed, klinger smuk, men det opfyldes ikke, hverken i Digtningens Verden eller Virkeligheden for den Deel der, som er beslægtet med Knud. - Der er i den lille Fortælling et heelt Stykke af mit eget Hjerte, gid det hvile ”under Piletræet i Fred og ikke spøge ved Nattetide.”

[Tilbage til artikler][Tilbage til hovedsiden][Retur til top]