Omkring en halv snes af vor verdensberømte landsmands eventyr og historier handler om kreativitet og kreative aktører positivt forstået. De bedrøvelige sider af sagen havde eventyrdigteren skam også et skarpt blik for! Få har skrevet så præcist i den korte form om alt det, der hæmmer og undertrykker kreativitetens udfoldelse, men dette triste tema kan jeg heldigvis lade ligge her, hvor det ikke skal handle om trælse problemer, men om lovende muligheder.

Det berømte eventyr om Klods-Hans er ene om at repræsentere den første af hovedpointerne i det følgende: nødvendigheden af som kreativ at være fandenivoldsk!

Berømmelsen gør teksten til en ypperlig "huskeseddel". Der skal ikke meget til for at få opfrisket hukommelsen vedrørende de mange fine pointer - for hør nu blot:

Kongens datter havde ladet meddele, "at hun vilde tage til mand den, hun fandt bedst kunde tale for sig". - Se, dét er jo godt nok en meget bredt formuleret opgave, som man kan forsøge at forberede sig på ­ og prøve at løse ­ på mange forskellige måder. Facitlisten mangler, karakteristisk nok!

Motivationen er tydeligvis så stærk hos vor helt, at den nu om stunder let ville kunne udløse et polititilhold: "Jeg får sådan en lyst til at gifte mig. Tar hun mig, så tar hun mig! og tar hun mig ikke, så tar jeg hende alligevel!"

Grundindstillingen kan altså med ét ord beskrives som fandenivoldsk, og den lader sig nemt forklare ud fra to dagligdags iagttagelser:

• kreative folk udsætter sig hyppigt for at blive til grin for såkaldt ordentlige folk

og

• kreative folk er er hyppigt det modsatte af specialister, nemlig generalister.

Fagidioterne i eventyret, de to ældre brødre, har derimod forkundskaber, "og de er nyttige" forsikrer den kreative Andersen med et ironisk glimt i øjet og har sin særlige fornøjelse af at fortælle om, hvad de nærmere består af:"Den ene kunne udenad hele det latinske leksikon og byens avis for tre år, og det både forfra og bagfra; den anden havde gjort sig bekendt med alle laugsartiklerne og hvad hver oldermand måtte vide, så kunne han tale med om om staten, mente han, dernæst forstod han også at brodere seler, for han var fin og fingernem."

Lillebror Hans udsættes naturligvis for total afvisning fra den faderlige autoritets side, da han beder om en hest ligesom dem, de ældre brødre har fået, og han må derfor gribe til de forhåndenværende søms princip: "Må jeg ingen hest få! (...) så tar jeg gedebukken, den er min egen, og den kan godt bære mig!"

Undervejs til slottet får vi en meget anskuelig beskrivelse af forskellen på, når flovmænd forbereder sig ("Men brødrene red ganske stille forud; de talte ikke et ord, de måtte tænke over på alle de gode indfald, de ville komme med, for det skulle nu være så udspekuleret!") - og hvad en kreativ person med et åbent sind bruger den samme tid til: Klods-Hans er indstillet på at bruge rideturen til at finde nogle ting, han kan glæde prinsessen med; han er i ekstrem grad modtagelig for udefra kommende indtryk og muligheder; han tilsidesætter er enhver form for kritisk forhåndsvurdering af det indsamlede materiales brugbarhed - og sine egne indfalds anvendelighed - i den efterfølgende afprøvningssituation.

Rammerne for denne er naturligvis lagt an, så den egner sig maksimalt til at give lampefeber og få frierne til at gå fra snøvsen: kæmpemæssig kødannelse af indbyrdes aggressive konkurrenter, masser af tilskuere, uvante og distraherende omgivelser, omhyggelig notering af alt, hvad man siger, for at det kan komme på tryk i avisen næste dag, en voldsom hede, fordi der med vilje er lagt ordentlig i kakkelovnen i modtagelsessalen ­ og endelig en prinsesse, der er benhård, skrap i kæften og ude på at gøre frierne forvirrede og forlegne med sit uventede, næsvise og latterliggørende svar!

Naturligvis glemmer begge de ældre brødre hele deres "lektie" og kan kun komme med den forventede bemærkning om den højst påtrængende og banale kendsgerning, at der er forfærdelig varmt i salen. Så følger straks prinsessens velforberedte næsvise og sadistiske vits: det er fordi de i dag er i gang med at stege hanekyllinger (underforstået: de er i gang med at lade de uheldige friere stege i deres eget fedt!). BOM! Så ryger klappen ned. Enhver véd, hvor vanskeligt det er på stående fod og i en presset situation at give igen på en aggressiv vittighed, der er rettet mod én selv ­ eller blot "holde bolden i spil". BØH! Begge de ældre brødre bli´r sendt ud med den berømte bemærkning : "Duer ikke!" (...)"Væk!".

Underfundigt og ustyrligt

Altsammen næsten for godt til at være sandt. Det viser sig da også, at vi har det hele "lige ud af oldermandens avis - og den er ikke til at stole på!"

Og hvorfor så ikke det? Ja, vi har jo allerede forstået, at oldermanden ingenting forstod. Desværre er det imidlertid værre end som så!

"En gammel historie fortalt igen". Sådan lyder eventyrets undertitel, og det er ganske vist: Klods-Hans' rigtige far er Esben Askefis fra folkeeventyrene, og prinsessens rigtige mor er Jomfru Hedenrøv sammestedsfra, hvis balder var så varme, at man kunne stege hele svin på dem! (1)

Dét var folk, som rask væk påtog sig vanskelige entrepriser, og som fik udrettet det ekstraordinære, skulle jeg hilse og sige, men de ville formentlig have efterladt Mercuri Urvals testlokaler som en rygende ruinhob, hvis-og-hvis nogen skulle være kommet på den fortvivlede idé lige at tjekke, om det nu også var de rigtige, man var i færd med at hyre! Så - skønt jeg indledningsvis lovede at holde mig fra de trælse og ubehagelige problemer, så minder Andersens undertitel og hans ironiske slutbemærkning mig om, at jeg alligevel ikke helt kan holde dette løfte. Der er et par knaster, som desværre ikke sådan er til at komme udenom.

Vi er nemlig pludselig kommet tæt på de mere voldsomme sider af kreativitetens psyko-dynamik: den åbenlyse og pågående seksualitet, den ugenerte latrinære optagethed og den ucensurerede agressivitet - eller ligefrem destruktivitet. De bagvedliggende folkeeventyr oser af alt dette, mens Andersen på karakteristisk vis stort set går uden om seksualiteten, men medtager aggressiviteten - i mere eller mindre censureret form. Det latrinære tema er dog også med i hans kunsteventyr om Klods-Hans. Man skal ganske vist lede godt efter det: dét tynde pludder, som vor helt finder på landevejen, hvor det er kastet lige op af grøften - dét tynde pludder, som han anser for at være af den fineste slags, fordi man ikke kan holde på det (og som prinsessen efter hans opfattelse af samme grund må blive særligt glad for!) - dét tynde pludder, han fylder lommen med og senere foreslår som dyppelse - samt kaster i hovedet på pressens mest skrækindjagende repræsentant, er, når censuren sover, og når det kommer til stykket, tyndt kolort! Det er der faktisk overbevisende litteraturhistorisk belæg for. (2)

Der er netop dybest set tale om den gamle historie angående kreativitetens anale udspring - thi hvad er vort livs første produkt - som småbørnsforældre har et så ambivalent og kulturen et så anstrengt forhold til?!

Det tynde pludder sladrer således om nogle af de elementære kræfter, der stikker under - og som ikke kan undværes.

Hvor herligt nemt og bekvemt ville det ikke være, hvis man billedligt talt kunne rejse en slags boretårne over konstruktive eller ligefrem paradisiske "lommer" i det ubevidste og helt undgå de destruktive, svinske og diabolske "lag"?! Så kunne man "tappe" den gode og skønne kreativitet på flasker og sælge til højestbydende i passende portioner. Men ak! det ubevidste rummer både himmel og helvede - eller er begge dele - og prøver man at skille bestanddelene ad - ved kilden så at sige - så fjerner man uundgåeligt meget væsentlige dele af energien fra den skabende proces.

Ærgerligt nok, ikke også? - men sandt!

Husk at tale pænt til specialisterne!

Dette var nu den ene af de knaster, der ikke sådan bare kan høvles af. Den anden har at gøre med, at de ældre brødre i den jævne, dagligdags virkelighed har det med at blive til noget!

Carl Erik Soya skrev på et tidspunkt et mod-eventyr, hvor den ældste bror bliver professor i nationaløkonomi og den næstældste rigsdagsmand, mens lillebror Hans efter sin optræden på slottet sendes til mentalundersøgelse, erklæres umoden i forhold til sin alder, utilregnelig i gerningsøjeblikket og derfor utilgængelig for påvirkning gennem straf. Han indespærres derfor hjemme på herregården, som i mellemtiden var taget fra faderen og gjort til internat, - "blev forsørget af samfundet, betalte ikke skat og var alt for dum til at kunne se livets skyggesider. Og derfor levede han længe og lykkeligt." (3)

For nylig har Claes Johansen peget i samme retning i sit forsøg på at skrive en fortsættelse på Andersens eventyr. Klods-Hans bliver ganske vist - her som i forlægget - konge, men situationen udarter hurtigt med projekter af typen "Gratis øl til alle kejthåndede den første onsdag i hver måned" eller den bro, som skulle forbinde Roskilde med Hedehusene.

Den brede befolkning finder ingen fornøjelse i, at landets finanser ødes bort til sligt; brandskatning og siden stor låntagning i udlandet resulterer i et kolossalt underskud på statsfinanserne; herpå følger en hungerepidemi og til slut et folkeligt oprør, som nær koster kong Klods Hans magten.

Han tvinges i denne prekære situation til at henvende sig til sine to ældre brødre, hvoraf den ældste i mellemtiden var blevet professor i hele tre fag - men også den næstældste havde nået at demonstrere et klart akademisk talent. Tidligere havde lillebroren systematisk og eftertrykkelig og på enhver måde gjort grin med sine ældre brødre, men nu tvinges han af omstændighederne til at bede dem om tilgivelse. Hvad værre er for lillebror Hans: han må bede dem om at danne en ny regering med dem selv i spidsen, for at han selv som konge og landet som helhed kan søges reddet fra den overhængende katastrofe! (4)

Hvem tør benægte, at der er realiteter og erfaringer bag disse tænkte udviklinger? - så derfor: Husk at tale pænt til specialisterne! De har det med at få magt og med at trække de længste strå.

Handlingen i Andersens Klods-Hans eventyr er derfor som sagt for god til at være sand - eller bogstaveligt forstået: rent ud usandsynlig.

Hovedpersonen eller figuren Klods-Hans fremtræder jo også som ganske naiv og meget pubertetspræget.

I overført betydning - som billede på den kreative dynamik - er dette eventyr derimod både sandt og dybsindigt og vil derfor af samme grund naturligvis overleve sine "støttepædagoger".

Man skulle tro, at der var rigeligt at gøre med at kombinere fandenivoldskheden og det balstyriske ubevidste med den forudseende fornuft - dén fornuft, der bl.a i tide husker den kreative på at tale pænt til specialisterne. Alligevel minder et par af Andersens senere eventyr os om ydmyghedens nødvendighed for den kreative.

I dette med ydmygheden ligger der ikke nødvendigvis en tanke om selvudslettende underkastelse, men - som jeg ser det - blot en erkendelse af, at man ikke formår alting selv - og af at det skader mere end det gavner at forsøge at "pine jeg'et", om jeg så må sige.

Det første af disse eventyr hedder Pen og blækhus, og her skændes en digters pennefjer og blækhus om, hvor dette mystiske - det nye - kommer fra. Fra blækhusets indre eller fra pennen? De holder stædigt hver især på, at det kommer fra dem selv, men de kan ikke forklare sig nærmere - og i øvrigt er de begge skildret som stivbenede, småtskårne og naragtigt opblæste.

Digteren kommer nu hjem fra en koncert, hvor en virtuos spillede sådan på sit instrument, at det så ud som en leg, som om enhver kunne gøre det efter, og som om violinen klang af sig selv, og buen spillede af sig selv, ja, så man "glemte mesteren, der førte dem, gav dem liv og sjæl..."

Denne indirekte kritiske kommentar til skænderiet på skrivebordet ender med følgende betragtning fra den betagne digter: "Hvor tåbeligt, om buen og violinen ville hovmode sig over deres gerning! og det gør dog så tit vi mennesker, digteren, kunstneren, opfinderen i videnskaben, feltherren; vi hovmoder os, - og alle er vi dog kun instrumenterne Vorherre spiller på; ham alene æren! vi har intet at hovmode os over!"

Naturligvis lærer pennen og blækhuset intet af disse ydmyge betragtninger, skønt de begge bidrager til at nedfælde dem. De fremturer med deres tåbelige snak og ørkesløse indbyrdes rivninger, lige til de begge falder i søvn.

Også selv om vi ser bort fra Andersens særlige og livslange kontrakt med sin gud - som han i den sidste ende fromt tilskrev æren for alle eventyrene - så står vi alligevel her over for en vigtig almen erfaring. Forskningen er ikke overbevisende god til at forklare, hvor det nye egentlig kommer fra. Psykologer vil væsentligst pege på det ubevidste som ophavet eller arnestedet, men forklaringsværdien er temmelig beskeden. Tilblivelsen er i vidt omfang stadigvæk et mysterium, og oplevelsen af, at det nye kan udgå fra overindividuelle sammenhænge, er Andersen bestemt ikke ene om. Meget forskelligt kan tænkes her, så en holdning, der går ud på, at man ikke selv magter det hele i forbindelse med den kreative proces, men i høj grad må være parat til at være åben og tage imod, hvor det nye så end måtte komme fra - ja, at opfatte sig selv som instrument for det nye - er i høj grad at anbefale.

Sprogets visdom er værd at inddrage her: man får en idé - eller det falder én ind, og det er ikke let at sige, om det, der kommer helt bag på os, stammer fra det samme sted, som det, der pludseligt dukker op. Hvem kan svare med sikkerhed på dét?

For resten anbefaler eventyrdigteren - her som så mange andre steder i sine tekster - at have hjertet med i sin skabende virksomhed. Det kan ikke nok anbefales!

Det andet eventyr, som også væsentligst handler om ydmyghed i forbindelse med det nyes tilblivelse, er Tepotten. Hvem skulle nu tro, at en teopstilling kunne rumme en personlighedsmæssig udviklingshistorie? Det kan den hos Andersen! Det er bl.a. en historie om at blive gammel og at blive kasseret - men også om den mirakuløse forvandling.

Som ung var tepotten stolt af sig selv - og det véd vi jo nu er et dårligt tegn! - men da også fordi hovmod i al almindelighed har det med at stå for fald. Stolt var den, ikke mindst af sin tud og sin hank, en kombination som hverken sukkerskålen eller flødekanden kunne præstere. Så var der ganske vist lige dét med låget, der var klinket, men "sin mangel taler man ikke gerne om, det gør nok de andre."

Tepotten kendte altså sin mangel og erkendte den - "deri er min ydmyghed, min beskedenhed; mangler har vi alle, men man har da også begavelse." Det viser sig imidlertid, at der her er tale om forklædt hovmod: tepottens fortrin og særlige funktion gør den efter egen opfattelse til dronning på tebordet, og den således paraderede ydmyghed og beskedenhed er slet ikke ægte.

Sådan var det nu som sagt i ungdommen. Senere bliver den tabt på gulvet, således at både tud og hank knækker af, og værst er det i dens plagede erindring, at resten af teopstillingen lo ad den og ikke af den kejtede hånd, der havde tabt den. Således invalideret sættes den hen i en krog og foræres næste dag væk til en kone, der tigger madfedt, "kom ned i armoden, stod målløs (..) men der, som jeg stod, begyndte mit bedre liv; man er et og bliver et ganske andet."

"Trahimur" som der stod indgraveret i kirkefaderen Augustins ring: "vi føres!" Man planlægger og regner sikkert med...og så sker der noget helt andet. I dette tilfælde bliver der lagt jord i tepotten og siden et blomsterløg - som erstatning for alt det, den havde mistet. Løget skyder spire og bryder i blomst - "jeg så den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre!"

Tepotten får ingen tak; blomsten tænker ikke på dén, for den bliver selv så beundret og lovprist. Potten glæder sig derimod inderligt med sin blomst. En dag mener man imidlertid, at blomsten fortjener en bedre potte. Den gamle tepotte bliver slået itu, bliver kastet ud i gården, ligger dér som et gammelt skår - indtil Andersen finder det og i en vis forstand ser sig selv og sin egen alderdom i det.

At blive godt brugt af livet - at få lov til at være det nyes (eventuelt sære) urtepotte - dét er livets mening og tillige den største velsignelse, en glæde, der ikke kan gå skår i - i erindringen.

Desuden optræder der to former for ydmyghed og beskedenhed i eventyret om tepotten, og det er tydeligt, at man ikke kommer fra den ene (den falske og overfladiske) til den anden (den ægte og dybe) uden at glemme sig selv og sit - i andre!

Det gælder endelig - og endnu engang - om at være åben og om at tage imod.

De to næste historier er i grunden mest historier om, hvordan man hitter på stof til historier. Tårnvægteren Ole handler om møder oppe over byens tage i et kirketårn mellem digteren og outsideren Ole, der tydeligvis er et godt hoved, men som i sin ungdom kom i hårene på sin vært. Ole mente som logerende at have krav på at få sine støvler børstet med blanksværte, men værten ville kun give ham fedtsværte, og da Ole nu engang er skruet sådan sammen, at han kun vil stille sig tilfreds med det bedste, så løste han dengang i ungdommen sin konflikt med den fedtede og uforstående omverden på en overraskende og meget kreativ måde: " - så gik han væk fra alle mennesker og blev eremit, men eremitage med levebrød midt i en stor stad findes kun på kirketårnet, der steg han op og røg sin pibe på sin ensomme gang..."

Tårnvægterne skulle dengang varsko om ildebrande og sine steder også observere skibe på vej ind i havnen, så Ole er med i samfundet og samtidig udenfor - eller hævet over det!

Denne tårnvægter er utvivlsomt Andersens andet jeg. Vi bliver i hvert fald præsenteret for en række af de perspektiver, som digteren selv var en mester i at anlægge: det geologiske som fortæller "Jordens roman" og samtidig minder om evighedens synsvinkel, fugleperspektivet som kan få menesker til at fremstå som fortravlede myrer og deres projekter som løjerligt indskrænkede - samtidig med at man som iagttager får mulighed for selv at fortabe sig, at "blive til nix", som Andersen udtrykker det.

Længere fremme i beretningen føjes også frøperspektivet til: oppe på tårnet falder det naturligt ikke alene at kikke ned, men også at kikke op, at betragte stjernehimlen og sammenligne den med alle de sære ting, vi mennesker har for! Igen: under evighedens synsvinkel.

Havde der nu ikke været tale om fiktion, så kunne Andersen med god grund have tilføjet rejseperspektivet. Almindelig kendt er jo det udtryk, han selv anvendte: "At rejse er at leve!" Og man må vel også sige, at han gjorde noget ved det: 29 større og mindre udenlandsrejser blev det til for hans vedkommende.

Ikke mindst vigtigt i denne sammenhæng er naturligvis det perspektiv, rejseindtrykkene fra andre lande kaster over de hjemlige fænomener.

Beretningen om det tredie besøg hos tårnvægteren har fået sin egen titel: Flyttedagen. En sådan havde man jo to gange om året i gamle dage, og så forvandledes Københavns gader og stræder til én gigantisk skraldebøtte. Tårnvægteren alias Andersen benytter lejligheden til at demonstrere frugtbarheden af endnu et perspektiv: affaldets!

Vi får som eksempel på det et mini-eventyr om skraldemanden, der holder med sin fyldte vogn i gaden lige efter jul. Bag i vognen har han stillet et grantræ, som endnu er grønt og med flitterguld på grenene efter juledagene "...lystigt at se på, eller til at græde over, ja, det kan man også sige, det kommer an på, hvad man tænker derved; og jeg tænkte derved og tænke gjorde bestemt også et og andet af det, der lå på vognen, eller det kunne have tænkt, som jo er omtrent et og det samme."

Jo vist! Kasseringens øjeblik er både tragisk og komisk, og den indstilling til indtrykket, der her beskrives, er umådeligt karakteristisk: dét, der for de færreste voksne er tænkeligt - nemlig at det er muligt for tingene at tænke - er absolut muligt for eventyrdigteren! For den kreative i almindelighed gælder, at vejen fra det mulige til det faktiske er meget kort - i fantasien!

Dertil kommer, at det netop er de kasserede tings tanker og tale, der er særligt nemme at tyde for den fantasifulde. Forbrugte og nedslidte genstande bærer spor og har derfor en historie at fortælle.

Hvad Andersen kan få ud af en revnet damehandske og bringe nogle potteskår på skarndyngen til at mene om det så ubarmhjertigt udstillede og helt fortabte juletræ, det er både poetisk og komisk - og farligt, fordi det minder os om vor egen uundgåelige fortabelse!

Folk har jo i øvrigt travlt med at bytte huse i forbindelse med flyttedagen og håber, at de ved at gøre forandring kan få tingene til at forandre sig til det bedre, men oppefra kan man se, at nissen sidder i bøtten på læsset og flytter med - eller med det dystre franske ord: jo mere det forandrer sig, jo mere forbliver det det samme!

"Hvad får så de og vi ud af det hele?" spørger Andersens andet jeg og svarer selv med en opfordring: "Tænk på dødens store flyttedag!" Hermed er vi i gang med det sidste og alvorligste perspektiv: tanken på tærepengene - som egentlig er et meta-perspektiv, altså overordnet de andre.

"Døden er omnibusfører, han er passkriver, han sætter navn under vor skudsmålsbog, og han er direktør for livets store sparekasse (...) Alle vor jordlivs gerninger, store og små, sætter vi i den "sparekasse", og når så døden kommer med sin flyttedagsomnibus, og vi må ind der og køre med til evighedslandet, da giver han os ved grænsen vor skudsmålsbog som pas! Til tærepenge på rejsen tager han ud af sparekassen en eller anden gerning, vi har øvet, den der mest betegner vor færd; det kan være fornøjeligt, men også forfærdeligt."

Andersens eksistentielle dødsangst var ofte meget virksom i hans litterære produktion, og her er den helt oppe ved overfladen - uden egentlige forklædninger.

Det uafklarede spørgsmål om, hvad man får med sig (hvis man tror på noget hinsidigt) eller vil blive husket for blandt de levende (den sekulære variant) indebærer en frugtbar uvished: digteren - eller det skabende menneske i det hele taget - anspores stedse til at gøre sit bedste, sit yderste i håbet om at kvalificere sig i kraft af sine digteriske eller andre tilsvarende gerninger.

Lutheranske teologer ser vist ikke med milde øjne på en sådan opfattelse af gerningsretfærdighed, som denne tankegang vel kan siges at være udtryk for - de bryder sig i det hele taget ikke om begrebet gerningsretfærdighed! - men de kæmper mod meget stærke kræfter. Andersen har mere end nogen anden sat sit præg på den almindelige danske barnetro, og folket kan vist uden videre og jævnthen siges at være enige med digteren!

Visse af Andersens eksempler til illustration af temaet om tærepengene er ganske forskrækkeligt uhyggelige, så sagens alvor og den bagvedliggende dødsangst er virkelig ikke til at tage fejl af - men først og fremmest ser jeg beretningen om dødens omnibus som et kik ned i kreativitetens motor hos vor berømte landsmand. Ikke hele motoren, men en vital del af den - og uden at jeg overhovedet vil postulere, at der er tale om noget særsyn!

Det var så dette med perspektiverne, der med fordel kunne anlægges af den kreative person - men sansernes rette anvendelse og den rette frejdige og uhildede indstilling hører naturligvis også med til sagen, hvilket vi hører mere om i det næste eventyr, som hedder Hvad man kan hitte på.

En ung mand studerer til at være digter, og hans indstilling er i så henseende helt amerikansk: "han ville være det til påske, gifte sig og leve af digteriet, og det er, vidste han, bare at hitte på." Problemet er bare, at han ikke kan hitte på! Derudover er hans holdning romantisk bagudskuende. Han føler, at han er født for sent: alt det, der var værd at digte om, er allerede sat på papiret.

Studierne gør naturligvis blot sagen værre: han bliver efterhånden så syg og dårlig, at ingen doktor kan hjælpe ham. Til sidst drager han ud til den kloge kone i det lille hus ved markledet, som hun lukker op for kørende og ridende - "hun kunne rigtignok lukke mere op end ledet, hun var klogere end doktoren, der kørte i egen vogn og betalte rangskat."

Den unge mand søger sentimentalt efter den konventionelle store poesi, men hvad han finder ude ved markledet, er et miljø og en person præget af fornuft, nyttehensyn og fremskridtsoptimisme.

Den kloge kone véd naturligvis, hvad der er i vejen med den unge mand, allerede inden han får munden lukket op. Han skal simpelthen lære at se rigtigt og se at få skærpet hørelsen. Desuden skal han læse sit "fadervor"om aftenen (dér var så den med ydmygheden igen!). Hun forsikrer, at der er masser at fortælle om - "når man kan fortælle", og det forudsætter igen dét, at man forstår det, man sanser og kan agere på dét, man således forstår: man må "forstå at fange en solstråle."

Det er vel et spørgsmål, hvor umiddelbart begribeligt dette billede er, men den kloge kone véd naturligvis råd også for dét: hun lader den unge mand låne sine briller og sit hørerør, opfordrer ham derefter til at bede til Vorherre "og lad være med at tænke på dig selv!"

Andersen tilføjer - sandelig også ud fra egen erfaring: "Det sidste var nu meget svært, mere end en klog kone kan forlange."

Den unge mand bliver stillet midt ud i en kartoffelmark med en stor kartoffel i hånden og med de magiske, sanseforstærkende aggregater i funktion. Straks giver den store kartoffel sig til at synge kartoflernes historie (som i øvrigt svarer til den, der bringes efter artiklen her).

Siden kommer turen til nogle slåentjørne, som også fortæller deres utrolige historie og til et bistade, som den unge mand får et fascinerende direkte kik ind i.

Til sidst skal han op og stå et sted, hvor han kan se ud over landevejen, "hvor godtfolk er at se."

Den unge fyr bliver helt tummelumsk af alle de historier, som hastigt passerer forbi ham - set gennem de magiske briller og forstærket af det lige så forunderlige hørerør. Han er ved at gå bagover, men den kloge kone opfordrer ham til at gøre det stik modsatte: "gå lige ind i menneskevrimlen, hav syn på den, øre for den og hjerte med! så skal du snart hitte på!"

Inden han forlader hende efter denne lektion i den rette kreative tilgang, vil hun godt lige have sine briller og sit hørerør igen.

"Nu ser jeg ikke det mindste!" sagde den unge mand, "nu hører jeg ikke mer!"

"Ja, så kan du ikke blive digter til påske!" sagde den kloge kone."

Så kan han til gengæld blive kritiker og plage livet af poeterne - og dét allerede til fastelavn! - - og dermed ender belæringen med et velrettet æselspark fra Andersens side til dé "tomme, slette og ondskabsfulde" kritikere, som han ikke for sin død kunne døje!

Hvad det altså gælder om er at se og høre intenst og med den rette åbenhed og ydmyghed. Hertil kommer det nødvendige fortælletalent og den poetiske begribelse (som kan være vanskelig for os andre at begribe!), foruden tilsidesættelsen af den grasserende selvoptagethed og i stedet opøvelsen af et frejdigt observerende socialt gåpåmod. Sidst, men ikke mindst: hjertet skal med i processen og i produktet!

Andersen demonstrerer - her som andre steder - endnu nogle gode "krydderier til den færdige ret": humoren, ironien og den mere direkte aggression.

Han får også klargjort forskellen mellem "hverdagsnaturen" og den kreative digter: talentet. Naturligvis kan vi alle ved pædagogisk instruktion og hård træning blive mere kreative - ellers ville den kloge kone vel ikke have stillet op med sine forstærkende remedier?! - men uden talentets tilstedeværelse opnår man ikke stort!

Vi er endnu ikke færdige med beskrivelsen af de indstillinger, som er gunstige for kreative udfoldelser ifølge Andersen.

I begyndelsen af Lykken kan ligge i en pind - en i øvrigt ret banal iværksætterhistorie - træder vor digter på en måde, som er usædvanlig for ham, helt frem til rampen og udtaler sig ligefrem dogmatisk om lykken.

Mest bemærkelsesværdigt er i denne sammenhæng hans påstand om, at der til enhver af os ligger en lykkegave og venter på, at vi skal finde den! Den lægges imidlertid ikke åbenlyst lige for næsen af én - "den lægges et sted i verden, hvor man mindst tænker på at finde den, og dog findes den altid; det er det glædelige."

Man må øjensynligt gøre sig umage for at finde den, kikke efter den fra skæve vinkler og på sære steder.

Det er naturligvis i Andersens univers selveste Vorherre, der optræder som påskeharen, men dét er et forhold, som ikke skulle behøve at nedslå de ugudelige kroppe: der ser også ud til at være lagt noget til side til os!

Kan man forestille sig en gunstigere livsindstilling?! Det er naturligvis i høj grad denne måde at forholde sig på til omverdenen, der så at sige finder lykken - og er lykken på én og samme gang. Men stadigvæk: man må være åben og kikke forbi det åbenbare og indlysende for at finde det egentlige - og det nye.

Også her kan man tale om, at Andersen peger på en frugtbar uvished.

Og nu til selve historien: en fattig dreng vokser op, bliver drejer, gifter sig og får børn. Han drejer især paraplyskafter og ringe til at holde paraplyen sammen, men han skraber sig kun lige igennem; håbløsheden råder: "Jeg finder aldrig lykke", siger han.

I haven står imidlertid et pæretræ, men det bærer ikke en eneste pære -"og dog var lykken lagt i dette pæretræ, lagt i de usynlige pærer."

Kryptisk, men sandt!

En storm knækker en stor gren af pæretræet, grenen bliver lagt ind på værkstedet, og manden drejer "i spøg af den en stor pære og så nok en stor, derpå en mindre og så nogle ganske små.

Træet måtte dog engang sætte pærer, og så gav han dem til børnene at lege med."

Her har vi så altså vitsen - en slags galgenhumoristisk demonstration af åndsoverlegenhed lige over for udsigtsløsheden og i det hele taget over for den hårde skæbne - som gennemgangsled til det nye - i dette tilfælde til løsningen på et irriterende problem: huset havde kun én paraply til fælles brug. Der var problemer med den, den måtte repareres et par gange, men "ærgerligst var det, at knappen, der skulle holde den sammen, når den var slået ned, alt for tit sprang af, eller ringen, der blev sat om den, gik itu."

Resten er ren markedsføring og succeshistorie: resultatet af den slumpmæssige produktudvikling bliver bemærket og slår an, så alle snart forlanger paraplyer, som lukkes med den lille pære. Hele pæretræet bliver drejet til de små træpærer - og så går det stærkt med stort værksted og svende og drenge. ""I det pæretræ var min lykke lagt", erkender manden, "Lykken kan ligge i en pind!""

Digteren kan naturligvis kun være enig - og tilføjer:

"Man har den talemåde: "Tag en hvid pind i munden, så er du usynlig!" men det må da være den rigtige pind, dén som gives os i lykkegave af Vorherre." Fantasiens pind - med andre ord, som bl.a. gør, at man kan være usynligt til stede hvor som helst. Andersens eksemplar var som bekendt både ham selv og mange andre til megen glæde, men den gjorde ham også til, hvad der svarer til mangemillionær!

Vi mangler endnu at beskæftige os med de gunstige indstillinger for kreativiteten under specielle forhold.

I det næste eventyr, Loppen og professoren, har hovedpersonen, en tryllekunstner og senere loppedressør, allerede haft lykken med sig. Hans far, en ballonskipper, havde umiddelbart før sin egen død ved en nedstyrtningsulykke sendt sin søn ned med faldskærm.

Sønnen overlever og går rundt "med store kundskaber til at blive luftskipper." Her er forkundskaberne, som Andersen ironiserede over i forbindelse med Klods-Hans' ældre brødre, gode, gedigne og nyttige nok - ja, faktisk skal det vise sig: en del af lykken! De er imidlertid også af en anden art end de bemeldte ældre brødres.

Faderen efterlader ud over kundskaberne sønnen med drømmen om at få sin egen ballon, men samtidig uden midler til at skaffe sig den. For at kunne overleve lærer det unge menneske sig derfor som sagt bl.a. tryllekunster, og da han er dygtig til det og ser nydelig ud, falder en ung pige pladask for ham, og de drager til det store udland, hvor han kalder sig professor - "mindre kunne det ikke være."

Han har, som allerede nævnt, en drøm eller en vision med i bagagen: "Hans stadige tanke var at få sig en luftballon og gå tilvejs med sin lille kone, men de havde endnu ikke midlerne.

"De kommer!" sagde han.

"Bare de ville!" sagde hun.

"Vi er jo unge folk! og nu er jeg professor. Smuler er også brød!""

Hun hjælper ham trofast, bl.a. med at sælge billetter ved indgangen "og det var en kold fornøjelse om vinteren." Hun hjælper ham også med et kunststykke: "Han puttede sin kone i bordskuffen, en stor bordskuffe; der krøb hun ind i bagskuffen, og så var hun ikke at se i forskuffen; det var som en øjenforblændelse."

Så kommer vi til det magiske moment: "Men en aften, da han trak skuffen ud, var hun også borte fra ham; hun var ikke i forskuffen, ikke i bagskuffen, ikke i hele huset, ikke at se, ikke at høre. Det var hendes behændigheds kunst. Hun kom aldrig igen; hun var ked af det og han blev ked i det..."

Mageløst! om jeg så må sige - og samtidig så besynderligt moderne!

Den stakkels mand taber naturligvis helt og aldeles sit gode humør, kan ikke mere le og gøre løjer "og så kom der ingen folk; fortjenesten blev dårlig, klæderne blev dårlige; han ejede til sidst kun en stor loppe, et arvegods fra konen, og derfor holdt han så meget af den."

Dette er virkelig et mantra for nedslåede projektmagere: når planen bryder sammen, når projektet mislykkes, når ens nærmeste forsvinder, og man tydeligvis er på vej ned i depressionens sorte hul, så gælder det om ikke at lade sig oversvømme og lamme af fortvivlelsen, men derimod om at være til det yderste årvågen - i håbet om at få øje på sit måske allersidste forhåndenværende "søm" - og se mulighederne i det!

Professoren har kun loppen tilbage. "Så dresserede han den, lærte den behændigheds kunster, lærte den at præsenterer gevær og skyde en kanon af; men lille."

I eventyrets verden gælder som bekendt særlige regler, som man må acceptere - eller skynde sig at vælge en anden form for lekture! Professoren starter et livslangt projekt - han præsterer det umulige: med udholdenhed og kløgt "at lære en loppe al menneskelig gerning." Loppen er ganske vist ikke rigtig menneske, men den er f.eks. udstyret med den såre menneskelige følelse stolthed, og den er desuden yderst bevidst om sin store internationale berømmelse.

Det kan altså lønne sig et liv igennem at stræbe efter den ekstreme, ja uhørte og - uden for eventyrets verden - ufattelige perfektion! Det viser sig ved, at loppen og professoren avancerer fra jernbanens 4. klasse til 1. klasse - sideløbende med at loppen dresseres og udvikler sig til et stadigt mere menneskelignende stade, så der dårligt længere kan kendes forskel. Samtidigt - og sammenvævet hermed - viser det sig ved, at fortjenesten er god - så god at de til sidst begge to af omgivelserne anses for holdne og hædrede folk!

I mellemtiden har vi været en tur med de to bizarre rejsekammerater til "de vildes land". Her befinder de sig snart i en akut livsfare, som professoren redder dem begge ud af - ikke mindst fordi han på intet tidspunkt har glemt sin gamle drøm om at få sin egen luftballon.

Det viser sig her, at i en tilspidset situation og i en snæver vending kan gamle kundskaber, en passende portion listighed og de rette midlers forunderlige opdukken pludseligt tilvejebringe løsningen på et tilsyneladende uløseligt problem og redde dem ud af en stor knibe - og samtidig bidrage til at få realiseret ungdommens vision!

Beretningen fra de vildes land er både grotesk, plat og helt ualmindeligt utrolig og behøver heldigvis ikke gengives her, men ballonen tilvirkes i hvert fald på overraskende vis og redder som sagt det umage par ud af en yderst prekær situation. Siden bruges den til fornøjelsesflyvninger - og sikkert også som led i markedsføringen, men "Ingen spørger, hvorledes de har fået ballonen eller hvorfra de har den."

Heldigvis kan man i sådanne sammenhænge regne med diskretion (eller kan man?) Visse historier er for utrolige - og dog sande i en vis forstand!

Det sidste eventyr, der skal omtales her, handler om kreativitet under ikke alene specielle, men helt ekstreme omstændigheder.

"Noget" hedder det. Ja, hvad vil det egentlig sige at være noget?

I første del af teksten får vi et kik på samfundets karrierestige sat i forhold til 5 mere eller mindre klatreivrige brødre.

Referencer :

1. Kofod, Else Marie (red.): "De vilde svaner og andre forlkeeventyr. Sidestykker til syv af H. C. Andersens eventyr." Foreningen Danmarks folkeminders skrifter, bind 86, 1989, ss. 34-35 + 72-76

2. Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af H. C. Andersens eventyr, København, 1990, bind VII, ss. 4-5.

3. Soya, Carl Erik: Klodshans den Anden - i novellesamlingen "Blodrødt og blegrødt" fra1955, ss. 117-123.

4. Johansen, Claes: Sandheden om Kong Klods Hans. En fortsættelse af H. C. Andersen: Klods Hans (1855) - i Louise Haslund-Christensen (red.): "Fortsættelse følger...", København, 2000, ss. 34-40.

- - -

Citaterne er hentet fra H. C. Andersen: "Samlede eventyr og historier", Jubilæumsudgaven, 1998

Note: De eventyr og historier, der her er valgt til at belyse digterens opfattelse af kreativiteten, er ikke behandlet i kronologisk orden, men tematisk - i forhold til bestemte aspekter ved emnet.

Fremstillingen udtømmer naturligvis ikke temaet, og jeg vil være taknemmelig for at modtage impulser fra andre interesserede til temaets fortsatte belysning.

Mine tolkninger af disse tekster afviger i øvrigt stærkt fra litteraturhistorikernes.

((I en boks anbringes evt. følgende tekst:))

Andersen har, som nævnt i indledningen, beskæftiget sig med kreativiteten også i andre tekster end dem, jeg anser for at være de mest velegnede til at belyse dette temas positive aspekter - og som jeg derfor har trukket frem her.

En af digterens fortællinger, som ikke er medtaget i de ordinære samlede udgaver af hans eventyr og historier, bringes her i sin helhed, fordi den bl.a. handler om dårlig ledelsesmæssig kommunikation:

"Hvad Godt er kommer nok engang til Agt og Ære!" sagde Moermoer. "Husk bare paa Kartoflerne, de kan tale derom, kunde de tale!" -

De havde rigtignok prøvet Miskjendelsens Dage. Det hjalp dem ikke engang at Præsterne prædikede fra Prædikestolen: at de vare til Glæde og Nytte, Folk troede ikke derpaa; Kongen selv uddeelte dem for at de skulde lægges, men see om de blev lagt. Der var, for at nævne Een, den store Preuser Konge, gamle Fritz som de kaldte ham, det var en Mand, og ogsaa han tog sig af Kartoflerne, han forærede en heel Vogn fuld til een af Byerne i sit Kongerige, og lod der ved Trommeslag alle Menneskene samle; Raadet selv maatte viise den nye Frugt frem og der blev på Torvet læst høit om hvorledes den skulde plantes, passes og laves til; men det gik ind af eet Øre og ud af et andet, Folk forstod ikke hvad der blev læst, og saa beed de i de raa Kartofler: fy for en Ulykke hvor de smage! sagde de og slængte dem i Rendestenen og der vilde ikke engang Hundene æde dem, saae de. - Folk var der vel som nok gad prøve det, og Nogen af dem stak sine Kartofler ned i Jorden, een hist een her, og ventede saa at der skulde komme et Træ op som de kunde ryste Kartofler af, Andre kastede den hele Slump i et stort Hul, der filtrede de sig sammen i en Klump og skjød Top. - Næste Aar maatte Kongen begynde forfra, men det gik kun langsomt med Begreberne. - "Der, som her! miskjendt blev den bedste Frugt der endnu er bragt os!" sagde Moermoer. "Men nu kan Kartoflerne staae paa deres egne Been! - Nu har de Erkjendelse. Hvad Godt er kommer engang til Agt og Ære!"

Hvortidt har jeg ikke siden ved Meget der syntes at maatte lide ilde i Verden, tænkt paa Kartoflerne og paa Moermoers Ord. -

Hentet fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af H. C. Andersens eventyr, København, 1967, bind V, s. 237.

Ole Leimand er cand. psych. fra Københavns Universitet. Han har tidligere været ansat bl.a. i Undervisningsministeriet og på Teknologisk Institut. Skrev "Stress hos arbejdsledere", udgivet i serien Arbejdsmiljøfondets forskningsrapporter, 1989. Har desuden udgivet en række fagpsykologiske bøger og produceret en serie dokumentarfilm om kreative fabrikanter, udviklingsfolk, opfindere og iværksættere.

Han er for tiden ved at opbygge en svartjeneste på internettet for ledere, beslutningstagere og opinionsdannere: www.mag-net.dk.Underviser desuden på Folkeuniversitetet og holder video-ledsagede foredrag om kreativitet. Er medlem af bestyrelsen for Dansk Selskab for Kreativitet og Innovation.

Ole Leimand, mag-net.dk, Bulgariensgade 6, DK-2300 København S. Tlf.: +45 3284 1265 Email: Leimand@mag-net.dk