Ifølge Politiken den 23. august har vi sandsynligvis mere end 100.000 voksne danskere med psykopatiske træk. Er de modtagelige for fornuft?

Besvarelser:

(kort sagt!)

a)

>> Det nemme først: (...) Så det svære om psykopater og sund fornuft:

Rigtigt psykolog-agtigt: "Psykopat" er ikke en bestemt person, som man kan udtale sig om, før man kender det enkelte individ. "Sund fornuft" er ikke spor nemmere at definere. Hvad der er logik for den ene i den ene sammenhæng behøver ikke være det for den anden - og heller ikke i en anden sammenhæng.

"Psykopater" som skældsord plejer at stå for, at der er en manglende selvkontrol, at der er et beregnende element i forholdet til andre, der altid går ud på egen vinding samt at vedkommende har en meget let omgang med sandheden. Desuden at vedkommende er upåvirkelig af almindelige sociale kontrolmekanismer.

Hvis "sund fornuft" forstås som almindelig social kontrol eller reguleringsmekanisme, kan det vel godt give rimelighed, at "psykopater ikke er tilgængelige for sund fornuft" - men det er vel så en tautologi, idet det ligger i selve definitionen af, hvad man forstår ved en psykopat.

Men "psykopat" er jo i virkeligheden alt fra den succesrige forretningsmand, der småsvindler lidt hist og her og til den forhærdede vaneforbryder, der har tilbragt hele sit voksne liv bag tremmer.

Man ville nok med stor rimelighed også kunne hævde, at den succesrige forretningsmand til enhver tid ville være modtagelig for sund fornuft i form af f.eks. argumenter for at optimere firmaet og dermed hans egen indtjening; med andre ord - sund fornuft, hvori der ligger et element af egen vinding, ville en "psykopat" til enhver tid være lydhør over for.<<

Peter la Cour, højskolelærer, cand psych.

b)

>> Aaron Beck, grundlæggeren af Kognitiv Terapi, beskriver hvorledes personen med psykopatiske træk (og vi andre) kan hjælpes ved at han ser at han selv kan drage fordele ved at indpasse sig. Kun ved at han ser det rent personlige udbytte herved er han modtagelig for fornuft, for den indbyggede tænkestil er " det er mig mod de andre", "tab eller vind".

En glimrende reference er: Beck, Aaron T. (1990): "Cognitive therapy of personality disorders". Guilford Press, New York. Her er et særskilt afsnit om antisocial personality disorder, som hvis man skal være helt korrekt IKKE er det samme som psykopati, idet flere slags mennesker faldet i denne kategori. Men bruges oftest synonymt.<<

Ole Larsen, cand.psych.

c)

>> Det store problem med psykopater er jo faktisk netop at de ikke rigtig er modtagelige for fornuft. Der er utallige partnere, familiemedlemmer og alle mulige slags behandlere der har forsøgt, men det virker stort set ikke. Det kommer selvfølgelig an på hvad man mener med fornuft.

Man regner ofte med to slags psykopater, dem der kommer i konflikt med regler og anden jura i samfundet, og så dem der ikke gør det (så meget).

De sidste er gode til at bruge deres (egen form for) fornuft til at undgå problemer. Men den form for fornuft er en lidt anden form end den der normalt gælder, fordi den ikke bygger på primær tilknytning til andre og dermed interesse i andre og ønske om gensidighed. Den form for fornuft er snarere en form der bygger på primær forstærkning. Det er den vi også kender som 'går den så går den'.

En lille anekdote om Stan Getz kan måske illustrere: Han var jo det meste af sit liv på enten dope eller alkohol. En dag kommer en musikerkollega op til ham på hotellet. Stan virker påvirket, og han spørger om Stan har taget noget. Stan siger nej. Kollegaen bliver ved. Efter lang tid siger han at han nåede at se Stan skubbe 'udstyret' væk under en seng. Hvorefter Stan skælder kollegaen ud over at han har ladet ham sidde og lyve i flere timer! (Episoden står omtalt i en biografi om ham - se Donald L. Maggin: Stan Getz - a life in jazz. New York: Morrow, 1996).

De ikke rigtigt kriminelle har ofte en vældig god evne til at spille på de sociale tangenter, og det er dét som får ukyndige pårørende og andre til at tro på at det er muligt at gøre indtryk på og påvirke psykopaten.

De behandlingsstrategier der forsøges er metoder der netop bygger på primær forstærkning. Metoder som Synanon og Minnesota-kuren bygger på at man udefra tager kontrol over personen og administrerer belønning og straf i forhold til den ønskede adfærd. Det kan komme til at fungere. Men det virker bare ikke nødvendigvis når personen kommer ud fra behandlingsinstitutionen.

En variation af det er at lære personen at administrere positiv forstærkning til andre (kæresten) som et led i selv at få noget ud af det. Man kan lære nogen at når de belønner andre, får de selv belønning.

En meget illustrativ beskrivelse kan faktisk findes i Art Peppers selvbiografi: Straight life (det var det ikke - han var en slem fyr). Spørg evt. efter den i Jazzkælderen på Gråbrødre torv.

Desværre møder vi ofte det problem at psykopaten mange gange ikke er særlig stress-tolerant, så behovstilfredsstillelsen skal helst komme med det samme.<<

Jan Ivanow, seniorforsker, cand.psych.

Sammendrag: "Psykopat" har mest karakter af skældsord for personer, der mangler selvkontrol, - som er beregnende i forhold til andre - og som har en meget let omgang med sandheden.

Der kan siges at være to slags "psykopater": de der kommer i konflikt med jura og andre regler i samfundet og de der ikke gør det...så meget.

De sidste opererer efter går-den-så-går-den princippet, og de kan være vældig dygtige til at spille på de socialpsykologiske tangenter.

"Psykopater" er karakteriseret ved ikke at være tilgængelige for sund fornuft, forstået som social kontrol.

Kun hvis den sunde fornuft inkluderer et element af egen vinding, vil "psykopaten" være lydhør.

Behandlingsstrategierne bygger derfor på primær forstærkning: belønning og straf i retning af dén adfærd, som omgivelserne ønsker.


Tilføjelse:

Jeg bad Jan Ivanow om en kort supplerende redegørelse for den for tiden korrekte anvendelse af udtrykkene psykopati, sociopati og karakterinsufficiens.

Her er svaret:

>>
Man taler om anti-social personlighedsforstyrrelse som er defineret i DSM-IV med kriterierne:

A. gennemgående at være ligeglad med andres rettigheder som voksen (over 15 år), således som det viser ved:

- manglende overholdelse af sociale normer (i kriminelt omfang)
- bedrage andre (lyve, udnytte osv)
- impulsivitet og manglende fremtidsplanlægning
- irritabilitet og aggressivitet som viser sig ved gentagne fysisk aggression
- manglende hensyntagen til egen og andres sikkerhed
- uansvarlighed som viser sig ved ikke at holde fast i arbejde og ved ikke at passe sin økonomi
- mangel på skyldfølelse som viser sig ved at være ligeglad ved eller bortforklare når man har skadet eller stjålet fra andre