Eksistentiel psykoterapi |
| Af Psykolog Peter la Cour Det eksistentielle er alt det, der handler om livets store spørgsmål: Er der en mening? Hvor kommer vi fra? Er der en personlig frihed? Er man ansvarlig for sit eget liv? Sådanne spørgsmål tumler alle med i perioder livet igennem. I den eksistentielle psykoterapi forsøger man at hjælpe klienten til at udforske følelser, holdninger og værdier, så fastlåste situationer og mønstre kan komme i nyt lys og får ny mening. Et eksempel: En mand er gået personligt helt i stå efter en skilsmisse, han er trist og isolerer sig. Gennem en række terapisamtaler af eksistentiel karakter finder han ud af, at forholdet til hans børn er så vigtig en værdi for ham, at han vil at tilsidesætte sin egen bitterhed over skilsmissen og at han vil gøre sit yderste for at tage sig sammen og være oftere og mere intenst sammen med dem. Hans valg - at være mere sammen med børnene på en meningsfuld måde får ham ud af de fastlåste følelsesmæssige mønstre, og hans liv får igen retning og indhold. Folk er i almindelighed ikke særligt tænksomme, sagde en patient, der havde været skizofren gennem mange år i en terapitime. - Hvorfor ikke det? spurgte terapeuten. - De går rundt og lader som evigheden ikke eksisterer..... - Hvad mener du? - Ja, de lader bare som om evigheden ikke er der. Det er jo dumt. Jeg mener..du kan jo bare kigge ud af vinduet.... Vi kigger lige op i den! Den lille samtalesekvens kan fungere som påmindelse om, at under himlen står vi alle lige, og at vi er meget gode til at glemme det. Når det drejer sig om spørgsmål om mening, om sammenhæng og livsværdi, er alle mennesker inddraget i samme projekt: at vi forsøger at forstå vores eget liv og vores oplevelser i en sammenhæng, som vi helt basalt ingenting aner om. At vi er her, er et brutalt, uforklarligt faktum. Vores liv er i denne forstand vores helt eget projekt, det er aldeles subjektivt. Dybest set er der ingen forskel på høj og lav, ung og gammel, og slet ikke på patient og behandler. Til gengæld kan man give andre mennesker lejlighed til at overveje disse aspekter af livet og dele erfaringer og tanker med hinanden. Det er det, den eksistentielle psykologi handler om, og den eksistentielle psykoterapi handler om at høre på og forstå klienten ud fra denne baggrund. I eksistentiel psykoterapi ydes særlig opmærksomhed på de eksistentielle temaer. Temaerne er naturligvis ikke forbeholdt den eksistentielle psykologi, de kan meningsfuldt medinddrages som væsentlige elementer i de fleste andre psykoterapeutiske forløb, såfremt der er åbenhed og villighed til det fra patient og behandler. De eksistentielle tanker melder sig hyppigst, når livet byder på vanskeligheder. Dannelse af livserfaringer og overvejelser over meningen i de større sammenhænge i livet er sjældent på banen, når livet viser sig fra solskinssiden, mens perioder med modgang og sygdom omvendt kalder på eksistentiel tænkning. Den eksistentielle tænkning kan i sådanne perioder være det eneste, der er i stand til at bringe sammenhæng i det, der ellers opleves kaotisk og meningsløst. Og det er i den forstand, at det eksistentielle har en særlig betydning i psykiatrien. Psykiske sygdomme præsenterer ligesom andre sygdomme ofte livsvilkår, hvor det personlige liv og de personlige anskuelser må skifte karakter og finde nye positioner at skabe mening ud fra. Den eksistentielle psykologi har rødder tilbage til starten af dette århundrede, hvor en række psykologer, psykiatere og filosoffer formulerede alternativer til den psykoanalytiske tænkning på en række områder. Eksistentielt set kan ingen personer forstås isoleret, alene, mennesker er altid i relation til noget andet og større, og det er i selve denne relation, man kan søge efter meningsfuldhed. Det er i de valg, vi træffer under de givne betingelser, at vi som mennesker træder i karakter. Det er i de fortællinger, vi skaber om vores eksistens, at der kan findes sammenhæng. Det er ikke spørgsmålet om, hvorvidt der findes frie valg i tilværelsen, men det er spørgsmålet om at føje mening til de måske eneste valg, der er at træffe. Den personlige fortid skal ikke nødvendigvis forklares - den kan jo alligevel ikke laves om - men fortolkningen af den kan ændres. Samtaler med åbenhed om livsvilkår og valgmuligheder kan ændre den sammenhæng, man ser sit liv i. Det handler i højere grad om at beskrive på ny og ikke at forklare, når talen kommer på de eksistentielle temaer. I den eksistentielle psykologi drejer det sig i vid udstrækning om at begribe det unikke, det helt særlige ved den enkelte person og dennes livssituation. Det er netop det humane: den specifikke menneskelige oplevelse af livssituationen, og ikke den "objektive" situation i sig selv, der er det centrale. I den eksistentielle terapi handler det om at forsøge at åbne et begrænset udsyn, det handler om at lade nye fortællinger og sammenhænge danne sig for klienten. Selv den mest fastlåste og håbløse situation kan altid åbnes for andre fortolkninger. Nogle eksistentielle psykologer mener, at der kan formuleres centrale temaer, som den eksistentielle tænkning må forme sig i. Fx har psykiateren E. D. Yalom formuleret fire sådanne temaer: Døden, isolationen, meningsløsheden og friheden. For Yalom er der ingen mening at finde uden for mennesket selv, men essensen er, at mennesket skaber en mening. Andre eksistentielle psykologer mener bestemt, at der findes en mening uden for os selv. Fx mener Victor Frankl (østrigsk psykiater, der overlevede tysk koncentrationslejr), at det handler om at finde ind i den sammenhæng, som vi allerede er sat i - dvs et mere religiøst synspunkt. Men fælles for den eksistentielle tænkning er, at det er afgørende vigtigt for mennesker at forholde sig til tilværelsens større sammenhænge. Uden mening kan vi ikke leve. Nyere forskning kan måske understøtte disse tanker. Der er tidligere i PsykiatriInformation beskrevet en undersøgelse, der viser, at ældre mennesker med et religiøst tilhørsforhold kommer sig lettere over en depression end andre, og epidemiologiske studier har vist, at ateister - folk, der afskriver sig en mening i tilværelsen - har en svagt forhøjet risiko for at udvikle en depression. Sådanne undersøgelser afspejler sikkert den almindelige folkefornuft og folkelige psykologi, der siger, at mennesker der føler sig sat i en sammenhæng, alt andet lige har lettere ved at håndtere tilværelsens uundgåelige modgangsperioder. Forskellen mellem at se modgangsperioderne som et skæbnetungt nederlag eller som en udfordring til at skabe nye erfaringer og sammenhænge er den eksistentielle psykoterapis hovedemne. Eller udtrykt på en anden måde: At sætte et udviklingsperspektiv op over for det medicinske sygdomsperspektiv. Psykisk sygdom er på den ene side sygdom, slet og ret - forringede livsvilkår - og på den anden side også en udfordring til at omfortolke og drage erfaringer om det at være menneske. Den eksistentielle psykologi og terapi forsøger at prioritere den sidste vinkel ved, at mennesker i en åben og ægte atmosfære kan udvide og udveksle de meningsbærende oplevelser med hinanden. Alle mennesker funderer over deres sammenhæng med den store stjernehimmel og de finder deres egen værdi i denne relation. Psykisk syge funderer måske så meget desto mere. Det er vigtigt, at dette aspekt af den menneskelige livsverden også imødekommes. Alt dette i håb om, at de eksistentielle dimensioner hos de psykisk syge fremover kan mødes i højere grad, end tilfældet tilsyneladende er i dag. Hvis man vil læse mere kan anbefales Bo Jacobsens: "Eksistensens psykologi" (Reitzel 1998) eller E. Yaloms: "Eksistentiel psykoterapi" (Reitzel 1998). Artklen har tidligere været trykt i PsykiatriInformation. |