|
Tidens ord er tidens tegn: SELVVÆRD SOM STOK OG GULEROD Af rådgivende erhvervspsykolog, cand.psych. Niels Busch-Jensen, Medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse Det er allerede mange år siden, ordet "udvikling" trængte sig frem i centrum af tidens projektørlys. "Udvikling" er blevet et uimodsigeligt plusord, lige fra produktudvikling over "det udviklende arbejde" til "personlig udvikling". En personalechef beklagede sig over en kategori af medarbejdere, som ikke var "udviklingsvillige". Udvikling er måske ikke kun en god ting, men kan også repræsentere et krav, måske endda en tvang. Mennesker, som ikke kan eller vil udvikle sig, ser vi i vore dage med skepsis og nærmest afstandtagen til, i hvert fald kan vi næppe have dem på en moderne arbejdsplads, hvor udviklingskarrusellen kører hurtigere og hurtigere. For dem, der ryger af karrusellen, er "udviklingen" næppe noget positivt. Moderne skolefolk og undervisningsministre betoner vigtigheden af, at skolen ikke kun samler sig om det faglige, men i lige så høj grad stimulerer og befordrer elevernes personlige udvikling. Skolen skal altså ikke kun undervise, men også opdrage - som regel motiveret med henvisning til de personlige egenskaber, der efterspørges i det moderne erhvervsliv. Førhen uddannede Folkeskolen til samfundslivet, nu uddanner den til erhvervslivet. Med øget fokus på den individuelle elev - differentieret undervisning - og betoningen af den personlige udvikling kan vi snart få en folkeskole, som bliver svær at skelne fra et terapeutisk kollektiv. Opdragerrollen indskrænker sig ovenikøbet ikke til skolen, også vore politikere synes mere og mere at sætte sig for at opdrage på folket: "Der skal en holdningsændring til, og vi skal have fat i dem allerede i Folkeskolen". Det er ikke længere "Fader", der styrer opdragelsen med belønning og straf; den er overtaget af "Moder", hvis opdragelsesmidler er inderlighed og skyldfølelse. Pink Floyd fik megen succes med "The Wall", men har åbenbart ikke vundet tilslutning til budskabet: "We don't need no education. We don't need no thought control. No dark sarcasm in the classroom. Teachers leave the kids alone". I den senere tid er endnu et ord tonet frem på tidens sproglige top10-liste: Selvværd. Det vigtigste, Folkeskolen kan bibringe børnene er selvværd; voksenuddannelse skal tjene til at genopbygge selvværd; de arbejdsløse og bistandsklienterne skal aktiveres for at de ikke skal miste deres selvværd; daghøjskolerne har selvværd som nøglebegreb; det egentlige problem med de kriminelle er, at de mangler selvværd o.s.v. o.s.v. Ingen tvivl skal herske om, at selvværd er godt. Hvis f.eks. et lavt selvværd hindrer et menneske i at få glæde af sine latente ressourcer og dermed afskærer sig fra en række gode muligheder for livsudfoldelse, så er det et positivt menneskeligt fremskridt, hvis et forbedret selvværd kan fjerne nogle barrierer. Men når brugen af et modeord - i dette tilfælde "selvværd" - breder sig ud over alle grænser, er der grund til at se lidt kritisk på, hvad der kunne tænkes at ligge bag. Ved at nærlæse tidens ord kan vi få en bedre tydning af tidens tegn. Det kan i høj grad kan være gavnligt for selvværdet, at man erhverver kompetencer, d.v.s. bliver dygtigere, det være sig til at læse, skrive og regne eller til at jonglere med avanceret informationsteknologi. Men det gør en forskel, om det er kompetencen i sig selv eller dens betydning for selvværdet, der udpeges som målet. Er det kompetencen, man sætter i højsædet, fokuserer man på, hvad personen kan, men hvis man først og fremmest sigter på selvværdet, fokuserer man på, hvad personen er, d.v.s. at det, man vil lave om på, er personligheden i sig selv, og dermed er man skredet pænt langt ud i terapismen. Måske er det derfor, at tilsyneladende hvad som helst er respektable undervisnings aktiviteter på daghøjskolerne; det er jo selvværdet, det drejer sig om, og så er det jo underordnet, om det opbygges gennem arbejde med patchwork eller informations teknologi. "Selvværd" er noget, der sidder "inde i" det enkelte menneske. Med lavt selvværd har man ikke mod til at tage livtag med udfordringerne; man bliver en dårlig smed for sin egen lykke. Den store optagethed af fænomenet selvværd leder opmærksomheden hen på individet og tenderer til at se individet og dets personlige egenskaber som forklaringen på, at vort ufatteligt rige samfund fortsat rummer store grupper af marginaliserede, udstødte, B-holdsmedlemmer, sociale tabere eller hvad vi foretrækker at kalde dem. Når der selv i opsvingstider er ret mange arbejdsløse, må det være dem, der er noget i vejen med; de skal lære at tage ansvaret for eget liv, og til det behøver de selvværd. Moraliseringen og terapismen er til at få øje på. Samfundsproblemer gøres til individuelle, personlige og private problemer, for "der er altid arbejde at få for dem, der vil arbejde". Det er hørt før, ikk'? Hvad er selvværd egentlig for noget. Med rockgruppen TV2's ord: "Er det noget, man kan få tilskud til, eller kan man trække det fra i skat?" Tages ordet på ordet, må det betyde, at man føler, at man er noget værd. Men derefter sniger tvetydigheden sig ind: Drejer det sig om, at man værdsætter sig selv, eller at man bliver værdsat af andre? Spørgsmålet er i virkeligheden forkert stillet, for de to ting hører uløseligt sammen. Givet er det i hvert fald, at skulle man mene, at det ene afgørende er, at personen helt uafhængigt af omgivelserne er velfornøjet med sig selv, gør man sig utilgiveligt blind overfor, at mennesket fundamentalt er et socialt dyr. Oplevelsen af selvværd, at have en god selvaccept, selvtillid og tiltro til egne muligheder spiller selvfølgelig en central rolle for almen sjælelig sundhed, men hvor kommer den fra? Tænker vi en person, som var for småt begavet til at få ret meget ud af Folkeskolen, og som efter allehånde aktiveringsprojekter alligevel kun har mødt nedadvendte tommelfingre på arbejdsmarkedet, så har han/hun fået en ret massiv besked om at have en meget lav værdi - på arbejdsmarkedet. Det er troligt, at det også vil påvirke denne persons selvværd, men hvor meget virkelig hjælp giver man ham/hende ved på terapeutisk vis at give selvværdet kunstigt åndedræt, hvis arbejdsmarkedet forsat ikke vil vide af ham/hende? Det ville nok være bedre at lave om på arbejdsmarkedet, altså det rigtige arbejdsmarked og ikke det statsstøttede aktiveringssubstitutarbejdsmarked. Men når man nu ikke sådan lige kan lave om på arbejdsmarkedet henset til den teknologiske udvikling og den internationale konkurrenceevne, så må man jo prøve at lave om på arbejdskraften. At lære en person at have selvværd efter recepten "Du skal være glad og tilfreds med dig selv, uden overhovedet at tænke på, hvad andre mener og siger om dig", det ville dels være håbløst naivt, dels rablende uansvarligt, for det ville være en direkte opfordring til selvtilfreds narcissisme. Mennesket er og bliver et socialt dyr; vi er på godt og ondt gensidigt afhængige af hinanden, og vi kan aldrig løbe fra, at det påvirker os grundlæggende, hvordan omgivelserne reagerer på os, og hvordan vi er i stand til at handle i forhold til vore omgivelser. "Det frit i luften svævende, selvværdige individ" findes ikke uden for dåreanstalten. Der tegner sig et helt andet perspektiv, hvis vi vælger at forstå selvværd som "bevidstheden om at have og kunne skaffe sig andre menneskers respekt og anerkendelse". Med udgangspunkt i en selvværdsdefinition, som på denne måde fastholder betydningen af den sociale kontekst, er der straks en række spørgsmål, vi kan stille. Først og fremmest kan man spørge, hvad det er for en slags mennesker, der høster respekt og anerkendelse i arbejdslivet. Er det er de ekstremt omstillingsparate og fleksible, der er højt i kurs, medens de, der sætter pris på kontinuitet og faste, stabile rammer, mere er til besvær end til glæde? I så fald må man se i øjnene, hvad der er vejen til anerkendelse på arbejdsmarkedet, og indordne sig under de givne forhold, hvis man vil bruge arbejdslivet som en kilde til selvværd. Nu taler vi lige pludselig mindre om forøget selvværd på den enkeltes præmisser men om at tilpasse sig nogle af teknologien og den internationale konkurrence ubønhørligt fastsatte krav. Terapismen kan på denne måde også læses som en ny og mere underfundig strategi for at tilpasse og disciplinere arbejdskraften. Mennesker søger selvværd gennem at sikre omgivelsernes respekt og anerkendelse, men ikke alle dele af omgivelserne er lige vigtige. Helst vil man selvfølgelig have respekt og anerkendelse fra de mennesker, som man har et meget stærkt ønske om at have samhørighed med. F.eks. er det nogle gange rent ud horribelt, hvad børn står model til fra deres forældres side, blot fordi forældrene nu engang er så overordentligt betydningsfulde personer for deres børn. Det er naturligt at søge at efterleve de værdier og normer, der gør sig gældende i en gruppe, som man meget gerne vil tilhøre, også hvis der tilfældigvis skulle være tale om en kriminel ungdomsbande. Aktiv deltagelse i en bande kan faktisk være en meget effektiv vej til at skaffe sig forøget selvværd, nemlig ved at gøre netop den slags ting, som giver status og prestige i den pågældende gruppe. Det er åbenbart en meget udbredt opfattelse, at mennesker helst bør have en høj grad af selvværd, men tanken på, at man kan skabe dette selvværd ved at være den hårdeste nitte blandt de hårde nitter i en rockerbande gør det åbenlyst, at der også er noget andet på færde, nemlig at det skal være gennem at leve op til det gode selskabs normer man finder vejen til selvværd. At forældre, pædagoger, lærere og politikere helst ser befolkningen sky det dårlige selskab og stille op i kø for at komme ind i det gode selskab, er der intet nyt i, men hvis problemet i virkeligheden er, at døren er lukket, er det ikke fair play at bruge terapismen til at pålægge de udelukkede skyldsfølelse over at måtte blive i køen. Selvværd er en god ting, men fri os for, at det bliver skamredet så meget, at det bliver behandlersamfundets stok og gulerod. Pollerup, oktober 1998, Niels Busch-Jensen. P.S. "Selvværd" er først for ganske nylig blevet et hyppigt anvendt ord. Ordbogen i mit ikke særlig gamle tekstbehandlingsprogram kender ikke ordet. Når jeg kører stavekontrol, foreslår programmet at ersatte det med ordet "selvmord". Redaktionel opfølgning: Niels Busch-Jensens tekst skærper nysgerrigheden med hensyn til ordet selvværds historie, og i et sådant tilfælde lønner det som regel at henvende sig hos Dansk Sprognævn, hvor Vibeke Sandersen venligt svarer: >> Da vi tidligere har svaret på spørgsmålet om selvværd, vedlægger vi en kopi af dette svar<< - og det lyder i hovedsagen sådan: >> Ordet findes i Ordbog over det Danske Sprog, bd. 18, 1939 sp. 1075, men er der betegnet som "l.br.", dvs. ´lidet brugt´, og er forklaret ved udtrykket *eget værd*. Stedet er forsynet med et gammelt citat, fra ca. 1800, af filosofisk karakter: Denne Friheds-Aand .. indgiver (den menneskelige sjæl) høi Følelse for Menneskerettighed og *Selvværd* (Birckner: Samlede Skrifter III, s. 12) Desuden er der en henvisning til Rudolf Schmidts oversættelse af Whitman: Demokratisk Fremblik (1874), snarest et politisk skrift. I nyere dansk-danske ordbøger forekommer ordet ikke. Til gengæld har vi en række citater med det, men først fra 1965 ff. De første tilhører psykologisk sprogbrug, og ordet bruges her synonymt med *selvvurdering*, fx Mandeville pegede i sin tanke om *selvvurdering eller selvværd* langt frem i psykologien, helt til tiden før 2.verdenskrig ( dr. phil. Anker Rattleff i Politiken 13.12.1965) Men ifølge vores citater præciseres betydningen efterhånden som ordet i løbet af 70´erne især bruges om socialpsykologiske forhold, i retning af ´positiv selvvurdering´, ´selvtillid´. Således i en kronik af Henning Silberbrandt om kønnenes fastholdelse af social identitet: Kvindens større mulighed for at blive bekræftet i sin identitet og følelse af *selvværd* har at gøre med, at der i enhver normal konstellation imellem mand og kvinde er tale om et giver/modtager- forhold (Politiken 21.9.1980) Tilsvarende i en artikel om behandlingen af kvindelige alkoholikere: Kvinderne har ringere selvtillid og *selvværd* (Information 23.9.1983) Betydningen ´positiv selvvurdering´ beholder ordet *selvværd* i reglen også efterhånden som det i løbet af 80´erne glider ind i almensproget og fx i radio og tv bruges i forbindelse med alle mulige emner, fx (Denne egypter synes at Saddam Hussein har givet araberne *selvværdet* tilbage Danmarks Radio, program 1, 6.2.1991, Nyhedsmagasinet kl. 19). Ordet kan dog stadig findes med den neutrale betydning ´selvvurdering´. << Vibeke Sandersen fortsætter: >> Til det tidligere afgivne svar kan vi dog føje at sammensætningen selvværd udtrykkelig er nævnt i Peter Skautrup: Det Danske Sprogs Historie, bd. 3, 1953, som eksempel på de mange sammensætninger som dannedes i fagsprog og litterært sprog i det hele taget i løbet af 1800-tallet. Ordet findes også i tysk i formen Selbstwertgefühl og er i de store tysk-tyske ordbøger betegnet som "psykologisk", og det er muligt at det i dansk er indført i psykologisk faglitteratur som et oversættelseslån fra tysk.. Ordet er så åbenbart gledet ud af fagsproget på et tidspunkt da strømningerne gik fra amerikansk psykologi til dansk og ikke længere fra tysk. Siden midten af 60'erne er ordet selvværd så dukket op i almensproget med stadig kortere mellemrum (jf. vores tidligere afgivne svar), og nu er det ganske rigtigt blevet et modeord som også fagpsykologerne efter citatet fra Psykologihåndbogen, Mogens Brørup et al. red., 1990, at dømme benytter sig af, men øjensynlig ikke i nogen fagspecifik betydning. << |