Something is Forgotten in the State of Denmark |
| Af Peter Broberg
Arkitekt maa, Dr. Techn. Skåning Engang bestod Danmark af et økologisk og transportmæssig sammenhængende område. Det strakte sig fra Blekinge i øst til Vesterhavet i vest. Mod nord var det danske afgrænset fra det svenske og gøtiske gennem Smålandsskovene. Denne bjerg og skovregion var ufarbar, tyndt befolket og en naturlig grænse mellem Københavns og Stockholms indflydelsesområder. Smålandsskovene – et 300 km bredt gran-, fyr- og stenlandskab – er stadigvæk den naturlige grænse mellem Stockholm og København. Problemet er bare at det vil man ikke acceptere i de to hovedstæder, fordi det statspolitiske har taget overhånd over det naturlige. Det gamle Danmark, fra vesterhavsøerne til den blekingske skærgård var udtryk for den logiske geografi. Det var et sammenhængende kyst og slettelandskab, hvor man kunne se fra hus til hus og hvor der var korte veje mellem byerne. Fra Danmarks centrum Lund-Malmø-København-Roskilde gik der betydelige hovedveje ud til rigets yderste dele. På den østensundske side gik en vej mod nord gennem Halland til Norge, en mod øst gennem Nordøstskåne og Blekinge til Sverige og en mod sydøst til Østerlen og Bornholm. Det urbane centrum som strakte sig fra Lund til Roskilde er stadigvæk et befolkningsmæssig tyngdepunkt. De tre veje mod nord, øst og sydøst er også i dag hovedkommunikationslinjerne i det gamle Østdanmark, det der nu kalder sig Scania eller Skåneland. Geografien er ikke blevet anderledes. Hvorfor er Skåne, Halland og Blekinge ikke en del at Danmark? Hvorfor er dette Østdanmark ikke forblevet en del af den danske kultur, identitet og bevidsthed? Det østensundske har jo været dansk i næsten 900 år. Dets kulturelle rødder er danske og skånsk-danske. Sproget er et af de tre sydskandinaviske folkesprog – jysk, dansk og skånsk. En betydelig del af dansk historie, kultur, arkitektur, folkemusik etc. har sin basis i det skånske? Dette Østdanmark/Skåneland er for de fleste forsvundet i dag. Hvor blev det af dette land syd for de store Smålandsskove? Man finder det hverken i svenske eller danske historiebøger. Der var tre danske lande med hver sit lovsystem, de jyders land, de danskes øer og de skåningers land med Lund som Danmarks kulturelle metropol. Hvor forsvandt dette tredje danske land hen? Sank det som Atlantis til havets bund eller hvad? At de østensundske områder blev ført over på Sverige i 1658 er ikke svar nok. Dette behøvede ikke betyde at folke- og kultursituationen blev forandret. Mange konger regerede over riger med flere nationer og under den svenske fandtes samiske, finske, estniske, norske, gutniske og tyske kulturer. I Roskilde kom der også en dansk-skånsk del. Man kunne ha accepteret også denne og der kunne have hersket schweiziske tilstande i Sverige i dag med flere nationaliteter inden for en stat. Men man accepterede ikke det danske og skånske. Uniformitetspolitiken som havde som mål at omnationalisere Østdanmark blev sat i værk. Det dansk-skånske skulle udslettes og der er dem der mener at dette er lykkedes. Men er det korrekt? Hvad skete der efter Roskildefreden og hvorfor dukker den skånske problematik op igen og igen? Svaret på disse spørgsmål findes tre steder – i Sverige, i Danmark og i Skåne. Det svenske svar er enkelt. Det gælder centralistisk imperialisme. Sverige hylder det ensrettede. Sverige hævder en særlig rigsmyte der hedder: et folk, en historie, et sprog, en kultur. Det er en mærkelig myte i et rige som er skrabet sammen rundt om Svealand af samiske, finske, norske, danske og gutniske områder. Den er grundfalsk og vil ikke holde i fremtiden. Med Frankrig som forbillede har Sverige nægtet erobrede provinser eller specielle kulturregioner at beholde og udvikle deres egenart. For Skånelands vedkommende gælder at uniformitetspolitiken efter Roskildefreden er praktiseret i mange former. Denne linje føres stadigvæk og endnu i dag er skåninger nægtet undervisning i egen historie, accept af eget sprog og man bliver udsat for en hård dominans fra hovedstaden i nord. Det er ligetil. Sådan har imperialismen altid virket. Erobrede provinser skal holdes nede. Vanskeligere er det at forstå Danmark og danskerne. Selv med de 'forklaringer' der kan knyttes til det nationale traume og det store tab som Roskildefreden indebar. Dette traume har i dag blevet fortrængt. Nu hersker en dansk hyggenationalisme der ikke vil vide af nogle udfordringer. Naturligvis ved det danske videnskabelige samfund, historikere og kulturekspertise at man ikke kan håndtere dansk historisk kultur uden at medtage det østensundske. Alligevel gør man det. Kan man skrive bøger om f.eks. dansk arkitektur uden at slotte, huse og kirker i Skåneland nævnes så er den helt gal. Også videnskaben er blevet hyggenationaliseret. Danskere i dag ser på skåningerne som svenskere. Når bevidste skåninger på spørgsmålet om de er svenskere svarer ”nej, vi er skåninger” – så griner de fleste danskere. Man kan altså i Danmark ikke forstå, at et folk som det skånske, med dansk kulturel og historisk baggrund, har en identitet som ikke er og ikke kan vare svensk. Man har fra dansk side simpelthen fortrængt eller glemt alting øst for Saltholm. Something is forgotten in the state of Denmark – og det er 1/3 af baggrunden og kulturområdet som er gået i glemmebogen. I Skåneland er situationen speciel. De meget hårde metoder, som Stockholm har brugt i sit forsvenskningsforsøg, forskrækker. Man har brugt hele arsenalet – krig, vold, deportation, administrativ og lovmæssig overtagelse, sproglig diskrimination, undervisning, historieforvanskning, kulturnegligering og storsvenskhed. Dette har selvfølgelig haft effekt. Man har sat skræk i befolkningen og op til i dag har der været alt for få, der har haft civilcourage nok til at yde modstand for åbent tæppe. Dog er situationen ændret i de senere år. Efter at Øresundsbroen er påbegyndt og Sverige har tilsluttet sig EU, så tales der med en ny selvbevidst stemme mange steder i Skåne. Befolkningen er klar over at broen er en livline til fremtiden og at København og regionerne i Europa er de nye partnere. Stockholm ligger i en stadig mere forkert retning og stadig 'længere' væk. ”Sidste stop før Sibirien”, siger skåningerne om Stockholm. Og regionalisterne i Skåne omtaler den svenske hovedstad, som ”fremtidens regionshovedstad i Svealand”. Modet vokser i Skåne eller som en af vore ledende regionspolitikere udtrykker det: - Nu kan vi atter være Skåninger! Men er da skåningerne blevet forsvenskede. Er det svenskere der i dag befolker Skåne, Halland og Blekinge? Mit svar er: Nej. Fordi den nationale identitet ikke lader sig ændre kollektivt. I dag skiller vi på statsborgerskab og nationalitet. Statsborgerskabet er individuelt, juridisk og udskifteligt. Skånelands befolkning er (i øjeblikket) svenske statsborgere. I fremtiden bliver vi nok europæiske statsborgere. Nationalitet derimod vokser af historie, sprog og landskab/territorium. Det drejer sig om en kollektiv kvalitet et fællesskab som ikke er udskifteligt og som det ikke lader sig gøre at ændre. Historien kan man ikke lave om på; den er sket. Sproget er vanskeligt at ændre og landskabet/territoriet lader sig ikke uden videre påvirke. I Skåneland har vi dansk historie i 1000 år, et skånsk historisk sprog som nutidens skånske hverdagssprog har som basis og som ikke er svensk samt et landskab som ligner Sjællands til forveksling. Udfra dette har vi givetvis en skånsk nationalitet. Når skåningen skal finde sine rødder da må han/hun passere gennem det danske. I 1991 søgte Skåneland gennem Stiftelsen Skånsk Framtid optagelse i UNPO (Unrepresented Nations and Peoples Organisation), de kulturelle nationers og mindretals verdensorganisation der har hovedkontor i Haag. Skåneland blev på basis af sin specifikke baggrund og danske kobling optaget som medlem. I UNPO forstår man at kulturregionerne i Europa er en del af den kulturmangfoldighed som må tages med ind i fremtiden. Store institutioner som FN, Europarådet og EU har i de senere år begyndt at stille store krav på medlemslandene. De skal respektere og beskytte regionale kulturer og nationale mindretal. Med støtte fra disse kan Skåneland kæmpe side om side med andre kulturnationer, regioner og folk verden over, mod presset fra statscentralisme og globalkommercialisme. I Skåneland har vi oplevet et længere og mere raffineret omnationaliseringsforsøg, så vi kender processen bedre end dem der befinder sig i den første fase, hvor det åbne vold hersker. Denne fase oplevede vi i 1600-tallet, men derefter kender vi de mere raffinerede metoder med historiefortielse etc. Der er principielt ingen forskel mellem den situation som små kulturfolk i den tredje verden oplever og den som de europæiske kulturregioner befinder sig i. Overalt er det tryk oppefra – fra centralsystemet, den dominerende kulturgruppe eller hovedstaden – der giver problemer. Vore medier som oftest er statsorienterede, omtaler altid den kraft som kæmper for kulturel autonomi som ”separatisme”. Egentlig burde den betegnes som demokratisk frihedsstræben og den er oftest udtryk for et fællesskab som ikke accepterer den stat man bliver styret af. Det er netop derfor den europæiske regionalisme er så positiv. Den er global i sit princip og i Europa bidrager den til at sprænge statsnationerne indefra og give os et europæisk samfund af regioner med kolossale positive kulturelle muligheder. I denne udvikling er det ikke Sverige og Danmark og Tyskland der er hovedfundament for kulturfællesskaberne, men Skåneland, Jylland, Bayern, Wales, Savojen etc. Allerede i dag har statsgrænserne tabt i betydning og vi er på vej mod et regionalt Europa. Her vil den logiske geografi igen dominere bl.a. fordi vi ønsker et økologisk orienteret samfund. Sydskandinavien vil atter fremtræde med tre lande eller regioner, og skåninger, ø-danskere og jyder vil atter blive de tre basale kulturgrupper. I Europa vil vi blive de tre regioner der har et fælles dansk kulturfundament. Det er fuldstændig selvfølgeligt at det skånske folk vil gå ind i Europa med sin egen specifikke identitet og med sine skånske og danske rødder synlige og i orden. Mange steder i Skåne arbejdes der i dag for at synliggøre det som den svenske stat og det manglende danske kulturansvar har prøvet at skjule. Det skånske rød-gule-flag hejses stadig flere steder og udtrykker en øget bevidsthed. På nettet på de skånske sider (www.scania.org) er besøgstallet stigende fra år til år. Hyggenationalisterne i Danmark bliver – fornemmer vi i Skåne – forskrækket over denne udvikling. – Vi har et mindretalsproblem i Slesvig, vi vil ikke ha et i Skåne, siger man. Og danskerne har længe forsøgt at krybe uden om det skånske problem. Det er almindeligt at høre påstanden om Danmark som en lille homogen nation der ikke har nogen særlige nationalitetsproblemer. Dette gælder kun hvis man løber fra sit ansvar for de 1.000 års dansk kultur som findes i Skåneland. Og det er dette ansvar man er bange for at synliggøre og leve op til. Derfor driver man fra dansk side en fuldstændig absurd rullegardinspolitik. Den terminologi der bruges er afslørende. I medierne omtales det skånske som sydsvensk. Sydsvenske byer, svenskere og svenske forhold siger man på TV, i radio og skriver man i aviserne! Et godt eksempel er det stadig voksende antal rapporter, bøger og analyser som omhandler Øresundsregionens integration. Der tales kun om det svenske og det danske. At der findes er folk på 1,5 millioner der sprogligt, kulturelt og historisk står mellem svensk og dansk, er ikke noget man vil nævne. Mærkeligt er det, fordi det skånske burde være den bedste kulturbro af alle over sundet. Fra skånsk side kan denne danske flugt fra virkeligheden ikke accepteres. Vi skåninger vil hævde at de kulturelle menneskelige rettigheder også gælder os. Vi har retten til vor egen baggrund og retten til vores danske kultur. Vi mener også at ligesom Sverige har støttet den finlandssvenske kultur i Finland, så har Danmark pligt til at støtte den skånsk-danske kultur i Skåneland. I stedet for at være tilbageholdene i denne sag så burde man fra dansk side sige, at det går jo godt med mindretalssamarbejdet i Slesvig/Sønderjylland. Det fremholdes jo som et europæisk forbillede. Og hvorfor skulle et tysk-dansk kultursamarbejde i grænselandet mod syd ikke kunne følges op af et dansk-skånsk-svensk samarbejde i Skåneland. Er det nordiske fællesskab ikke stærkt nok for dette? Fra skånsk side venter vi ivrigt på en dansk døråbning i den skånske sag. Når nu Øresundsbroen indvies næste sommer og danskere tager over Sundet, da ville det være rimeligt at man tager over til Skåne og ikke til ”Sverige”. Og danskere der tager over sundet møder en skånsk befolkning for hvilken Danmark ikke er et nordisk ”broderland”, men vores ”moderland”. Det er der meget stor forskel på. Kan man tænke sig en forbedring at den danske hukommelse? Er dette en svær national opgave så vil vi Skåninger gerne hjælpe jer! Ring bare til os så kommer vi gerne over til moderlandet. - - - Teksten blev bragt som dagbladet Politikens kronik tirsdag d.31. august 1999 med titlen "Skåneland". Opsætningen her på hjemmesiden har medført enkelte sproglige ændringer. |