|
|
|
- når midlerne forråder hensigten Af Niels Busch-Jensen, medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse |
|
"Det her er den rigtige vej, og der er masser af projekter, der fungerer skide godt. Vi skal ikke tilbage til
den tid, hvor vi lod de ledige gå i hundene derhjemme og bare sendte dem
en check". Karen Jespersen, dansk socialminister. "Og så skal vi af med den der forfærdelige blanding af arbejdsmarkedstiltag og socialpædagogik, der ødelægger og nedbryder folk. En ting har jeg lært gennem mine mange år som socialrådgiver: Man giver altså ikke folk selvværd ved at ydmyge dem og tvinge dem." Hanne Reintoft, socialbrevkasseredaktør. |
|
Man må tro, at begge de to ovenfor citerede kendere af dansk
socialpolitik ved, hvad de taler om, men deres beskrivelser af den
socialpolitiske virkelighed forekommer totalt uforenelige; er det
overhovedet det samme, de taler om? Ja, det er det, men den ene taler om de gode hensigter, den anden om de sørgelige resultater. "Lov om Aktiv Socialpolitik" repræsenterer en tragedie i ægte forstand: Hensigterne er så gode, som de kan være, bygget på værdier, som den renhjertede socialminister har tilfælles med alle andre menneskelige mennesker, men takket være en fatal kortslutning mellem to forskellige værdisystemer er det endt med, at midlerne har forrådt hensigten og ført til det stik modsatte af det, man havde ønsket sig at opnå. Om "hensigten helliger midlet" er et dybt kontroversielt spørgsmål i politik og magtudøvelse. Som Kosovokrigen viste os: Det store flertal af os er indforståede med, at demokratiet i nødværge må anvende midler, som i deres væsen strider mod demokratiets idealer. Aldous Huxley skrev i sin tid en bog med titlen "Mål og Midler", som er ét stort opgør med idéen om, at hensigten kan hellige midlet. Tværtimod, viste Huxleys analyse: Når først man bevæger sig ind på denne tankegangs glidebane, ender det med at midlerne forråder hensigten. Mange overgreb og megen handlen mis med mennesker sker i den bedste mening, som dengang 22 grønlandske børn blev taget fra deres forældre og fragtet til Danmark for at give dem alt det gode, de ikke kunne få i Grønland, men hvor resultatet blev savn, fremmedgørelse og triste livsskæbner (jfr. Tine Brylds bog "I den bedste mening", Forlaget Atuakkiorfik, Nuuk, 1998). Måske er det endda sådan, at jo smukkere og jo mere dybtfølte hensigterne er, jo lettere bliver vi blinde for, hvilke fejlgreb de kan føre os ud i, og så er det, at "midlerne forråder hensigten". De politikere, som lagde stemmer til vedtagelsen af "Lov om Aktiv Socialpolitik" bør måske dømmes mildt, fordi deres hensigter var de bedste, og de vidste ikke bedre, men de valgte de forkerte midler. Hvorfor og hvordan skal det følgende handle om. "Lov om Aktiv Socialpolitik" bygger i udgangspunktet direkte på Grundloven, som foreskriver, at det offentlige skal sikre forsørgelsen af dem, der ikke kan forsørge sig selv. I næste åndedrag tilføjer Grundloven dog, at så skal de offentligt forsørgede også underkaste sig de pligter, som loven pålægger dem (§75, stk. 2). Der har altid udspundet sig intense værdi-debatter om socialpolitikken. Centrale værdier har været barmhjertighed og tilgivelse over for ansvar og disciplin. I menneskealdre skelnede man mellem uforskyldt og selvforskyldt social nød, mellem værdigt og uværdigt trængende, og ikke mindst de sidstnævnte fik kærligheden at føle på en alt andet end kærlig måde, hvor fortabelse af borgerlige rettigheder var det mindste af det, og hvor udskrivning til tvangsarbejde var en selvfølgelighed (Se f.eks. Hanne Reintoft: "Træd varsomt - dansk socialpolitik ved en skillevej", Hans Reitzel, 1998). I en relativt kort historisk periode havde vi en socialpolitik, der ikke var inficeret af moralisering og disciplinering, men med "Lov om Aktiv Socialpolitik" er den tid definitivt forbi. Til gengæld er den tid også forbi, hvor man kaldte en spade for en spade. Nu hedder det ikke længere tvangsarbejde, men "aktivering". Aktiveringen gives som et "tilbud", bistandsklienten har pligt til at tage imod (i modsat fald kan der blive lukket for kontanthjælpen)."An offer you can't refuse". "Aktiveringstilbud" hører til den sproglige kategori "political correctness", som er kendetegnet ved en bevidst værdimæssig hensigt bag de omhyggeligt valgte ord. Hvad er det for værdier, der er indbygget i ordet "aktiveringstilbud"? Der er fundet eksempler på, at kontanthjælpsmodtagere glider ind i en passiv tilværelse, hvor de gradvis giver slip på sig selv og forsumper i ørkesløs tomgang, ikke kun fordi kontanthjælpens størrelse ikke tillader dem at vifte ret meget med ørerne, men også fordi de "ikke har noget at stå op til". Denne gruppe kan vi kalde "kontanthjælpsofrene". Dem betragter vi som nogle sølle stakler, som vi kommer til undsætning med det, socialministeren kalder et "kærligt spark". De skal trækkes op af sumpen og hjælpes til en bedre livskvalitet. Uanset om de synger eller piber: De skal aktiveres, fordi vi ved, hvad der er bedst for dem - "den man elsker, tugter man". Troen på aktiveringens helbredende/terapeutiske/opdragende kraft er så stor, at "Lov om Aktiv Socialpolitik" også foreskriver aktivering af kontanthjælpsmodtagere, der ikke kun har ledighed som problem, d.v.s. også misbrugere og psykisk syge. Aktivering er dermed ved at få status som en socialpædagogisk patentmedicin, der får mig til at tænke på dengang, det kun var ment som en vittighed at sige: "Hvis arbejde er så sundt, så giv det dog til de syge". Rent bortset fra, at man nu har indført tvangsbehandling af voksne mennesker, ganske vist ikke med politiets hjælp som ved "klassiske" tvangsindlæggelser, men ved at true folk på deres økonomiske eksistensgrundlag. Imidlertid er der andre på kontanthjælp, som det lykkes at indrette sig med en spartansk livsførelse suppleret med de gratis glæder, som et godt folkebibliotek og deltagelse i det civile samfunds udfoldelser kan byde på. Dem kan vi kalde "kontanthjælps(s)nyderne". Over for denne gruppe er det andre toner, man hører fra kommunal- og andre politikere. Her drejer det sig om at hindre dem i at have det for godt på skatteydernes regning. Derfor skal de aktiveres, så de kan mærke det, for derved at blive motiverede til at finde sig et andet livsunderhold. Det går ikke an, at de er tilfredse med livet som kontanthjælpsmodtagere, derfor skal de disciplineres. Som om den bedste måde at bekæmpe arbejdsløsheden på er at bekæmpe de arbejdsløse. Selvfølgelig er det ikke fair at bedømme en lov ud fra de forskellige værdier, forskellige politikere projicerer ind i den i forhold til forskellige typer kontanthjælpsmodtagere. Men selv hvis vi antager, at der alene ligger smukke værdier og de bedste hensigter bag udformningen af loven, ser det ud til, at nogle af dens praktiske resultater sætter de gode hensigter i et kedeligt lys. Hvis aktiveringen skal kunne virke efter hensigten, er den første forudsætning, at det, den enkelte kontanthjælpsmodtager sættes til at beskæftige sig med, er noget, der svarer til hans/hendes forudsætninger, og som har et eller andet fremadrettet perspektiv. Det kan næppe forventes at gøre noget godt, hvis den aktiverede skal tilbringe sine dage med aktiviteter, der ikke kan opleves som andet end ørkesløs beskæftigelsesterapi. I mange kommuner råder man kun over nogle få typer af aktiveringstilbud, og derfor vil det meget ofte kræve den yderste velvilje at påstå, at der er meget individuelt i den "individuelle handlingsplan", der ligger bag placeringen i et aktiveringstilbud. Stillet over for truslen om at miste kontanthjælpen kryber de fleste til korset og affinder sig med aktiveringen, hvor absurd den end måtte tage sig ud. Fra kontanthjælpsmodtagerens synspunkt kan det ikke ses som andet end den gode gamle regel om, at "den, der betaler, bestemmer". Oplevelse af magtesløshed og ydmygelse er følgesvenden; ikke noget godt udgangspunkt for den forøgelse af selvværdet, som ofte angives som aktiveringsprojekternes formål. Den i indledningen citerede udtalelse fra Hanne Reintoft vil nogle måske affeje med henvisning til, at hun jo også er så forfærdeligt ventreorienteret. Men sandheden i hendes udsagn er blevet forskningsmæssigt dokumenteret af en antropolog - Nanna Mik-Meyer - som efter et halvt års feltobservation i et kommunalt aktiveringsprojekt kunne påvise, hvordan aktiveringssystemets sammenblanding af arbejdsdisciplinering og socialpædagogik absolut ikke fremmede selvstændiggørelse og ansvarliggørelse, men stik imod sin erklærede hensigt indpodede sygeliggørelse, afmagt og manglende ansvarlighed i de aktiverede (Nanna Mik-Meyer: "Kærlighed og opdragelse i socialaktiveringen", Gyldendal, 1999). Nanna Mik-Meyers konklusioner kan ikke henføres til, at det var et specielt uheldigt eksemplar af et projekt, hun studerede. Hendes analyse af projektets præmisser i henseende til lovgrundlag og administrative retningslinier påviser nemlig også, at projektets forfejlede funktion er en logisk konsekvens af bestemte selvmodsigelser, der er indbygget i de værdier og hensigter, aktiveringsstrategien i sig selv er bygget på. I den offentlige debat dukker der med jævne mellemrum indlæg op, der kritiserer, protesterer imod, hudfletter og anklager aktiveringsfilosofien og dens uværdige konsekvenser, men det synes at være råb for døve øren; selv de mest velrettede spark i løgsovsen sætter ikke nogen generel politisk debat i gang. Der er bred politisk tilslutning til aktiveringspolitikken, og de ansvarlige er immune over for kritikken. Hvorfor mon? En del af svaret er vel, at socialministre o.lign. bliver præsenteret for en filtreret virkelighed, hvor solstrålehistorierne, som selvfølgelig også findes, kommer til at fremstå som reglen, mens de negative eksempler ses som undtagelserne, der bekræfter reglen. Men hvad nu, hvis undtagelserne er i flertal? En nok så vigtig del af svaret er sandsynligvis, at socialministeren og hendes politiske støtter faktisk har en stærk og inderlig overbevisning om, at aktiveringspolitikken er det bedste, de kan gøre for kontanthjælpsmodtagerne, at de har en ubetinget tro på deres eget værdimæssige afsæt. Socialministeren taler med så megen varme og overbevisning, som kun den kan gøre, som af hjertet tror på sin sag. Jeg forstår godt socialministeren. Det er gode værdier. Tag f.eks. følgende værdisætning: "Vi kan ikke være bekendt at spise dem af med en pose penge". Enhver må synes, det lyder rigtigt; man ville jo være et skarn, hvis man nøjedes med at forsyne sine børn med videobånd og PC-spil og ikke selv brugte tid på at være nærværende. Eller dette ræsonnement: "Det er ved at stille krav til hinanden, at vi viser hinanden respekt; ved udtrykke positive forventninger udtrykker vi tillid til medmenneskets selvstændige formåen og ansvarlighed". Det lyder også 100% rigtigt og uimodsigeligt, men der hører en tilføjelse til, nemlig at kravene skal være rimelige og realistiske i forhold til forudsætningerne hos den anden. Det kræver, at vi kender den anden personligt, for at kunne stille krav, der er i overensstemmelse med, hvordan han eller hun har det i almindelighed, for tiden, i dag og lige nu. Det er her, hunden ligger begravet: Det er værdier, som vi alle kan sympatisere med, fordi vi kender dem fra vores almindelige, daglige omgang med mennesker, som vi har et personligt forhold til, hvad enten det drejer sig om familie, naboer eller fodboldkammerater. Inden for dette domæne, også kaldet "livsverdenen", er der bestemte værdier, der er gyldige og relevante, men som ikke kan holde til at blive transplanteret til "systemverdenen". Det karakteristiske for livsverdenen er, at vi i den kender hinanden som unikke individer og hele mennesker, og at samspillet er båret mere af følelsesmæssige end af økonomiske værdier. Vi har krav og forventninger til hinanden, og bliver vi svigtet, reagerer vi f.eks. med vrede eller tilbagetrækning. Vi kan holde af hinanden og handle uegennyttigt og selvopofrende, eller hade hinanden og ønske at skade hinanden. Vi er mennesker af kød og blod. Systemer, hvad enten det drejer sig om markeder, virksomheder eller bureaukratier, fungerer efter helt andre principper. De er gennemsyret af økonomisk rationalitet og bærer i sig en tendens til at ensliggøre. Individet i systemet er i sidste ende kun relevant ud fra sin funktion eller rolle, ikke i sin helhed som menneske. Systemverdenen fungerer grundlæggende efter nogle andre værdier og principper end livsverdenen. Dermed ikke være sagt, at mennesker, der omgås hinanden inden for systemverdenen, ikke kan udvikle menneskelige og personlige følelser og relationer i forhold til hinanden. Selvfølgelig kan de det; livsverden og systemverden eksisterer jævnsides, de er først og fremmest to forskellige aspekter af vores tilværelse, men de har hver sit sæt af spilleregler, og når de kommer i konflikt med hinanden, er det oftest systemverdenens værdier, der sætter sig igennem, fordi systemverdenen er magtens verden. Den sagsbehandler, der giver en af sine klienter særlige gunstige vilkår, fordi hun er forelsket i ham, står til fyring. Hvis vi kalder systemverdenen for det organiserede samfunds byggesten, kan vi kalde livsverdenen for den mørtel, der binder stenene sammen. Til at bygge et godt hus kræves der både sten og mørtel, men det er en dårlig murer, der ikke kan kende forskel. Vi kender udmærket de problemer, det giver at sætte systemer til at realisere livsverdenens værdier, som når institutionaliseret solidaritet bliver til millimeterretfærdighed, men vi er også velbekendte med at holde de to verdener rimeligt adskilte, f.eks. når det drejer sig om retsordenen. Vores retssystem er konstrueret på grundlag af nogle politisk vedtagne principper, som er af ret abstrakt karakter og som på mange punkter står i et spændingsforhold til livsverdenens værdier og moralbegreber. Et retsprincip er, at ingen er skyldig, før hans skyld hinsides al tvivl er blevet bevist i en retssal og afgjort ved dom. Derfor kan heller ingen straffes, før han er dømt, hvilket betyder, at et stort antal mennesker går på fri fod i lang tid, selvom de ender med at blive dømt skyldige og indsat til afsoning. I den retspolitiske debat høres ofte, at "det kan ikke være rimeligt, at offeret dagen efter skal kunne møde sin voldsmand på gaden". Det er ganske givet ubehageligt for offeret, men det er ikke urimeligt, for hvis ikke der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der kan blive tale om varetægtsfængsel, er det som sagt et grundprincip, at dom kommer før straf. I livsverdenen reagerer vi med øjeblikkelige og spontane sanktioner, hvis nogen gør noget forkert mod os. Hvis naboen gentagne gange generer mig med urimelig høj musiklarm gennem åbne vinduer, skal det ihvert fald være slut med at låne min havetromle. Det er en helt enkel, naturlig og fuldt forståelig følelsesmæssig reaktion, som er relevant og valid inden for livsverdenens domæne. Lov-og-orden-fortalere kræver mere varetægtsfængsling og strengere straffe under henvisning til ofrenes følelser. De kræver i virkeligheden, at de værdier, som vi finder naturlige og rigtige i livsverdenen, også til fulde skal gennemsyre det formelle retssystem. Men at have et retssystem tjener bl.a. netop til at holde den primitive hævntørst i ave. Fri os for en retspleje, som ikke gør det. Det turde være åbenlyst, at det ikke er ønskværdigt at overføre samtlige af livsverdenens værdier og følelsesreaktioner til retshåndhævelsen i et civiliseret samfund, men det er ikke kun, fordi det drejer sig om at holde nogle "negative" følelser i ave. Det giver lige så ubehagelige problemer, hvis nogle i sig selv positive og gode værdier fra livsverdenen lægges til grund for, hvordan et system skal fungere. Et system er og bliver et system; det har en indbygget tilbøjelighed til at ensliggøre, til at agere økonomisk rationelt og til at reducere mennesker til numre. Vi skal selvfølgelig gøre, hvad vi kan, for at indrette systemerne rimeligt og fornuftigt, men vi skal ikke tro, at et system kan fungere, som om det var et menneske af kød og blod. Og det er det, vi gør, når vi beder socialvæsenet om at forvalte nogle værdier og principper, som hører en anden verden til. At aktiveringspolitikken producerer endeløse mængder af umyndiggørelse, nedværdigelse, magtesløshed og hjælpeløshed, skyldes ikke (kun), at der er et vist antal ukyndige fummelfingre ansat i systemet; det skyldes først og fremmest, at et system er et system, og at et system ikke på meningsfuld måde kan gå ind i rollen som en kærlig opdrager - og da slet ikke, når samme system også skal udøve myndighed og kontrol. Med "Lov om Aktiv Socialpolitik" er der sket en fatal sammenblanding af de værdier og spilleregler, som er gyldige i henholdsvis livsverdenen og systemverdenen; man har bedt de sociale systemer om at realisere nogle værdier, som de er fundamentalt uegnede til at håndtere, og resultatet er blevet derefter: Systematisk tvangsbehandling og ydmygelse, akkompagneret af endeløst hykleri og politisk "newspeak". Filosoffen Poul Bjerre skrev i 1982: "En mangelfuld logik kan sammenlignes med et mangelfuldt styretøj i en bil. Hvis ikke styretøjet er loyalt mod vore intentioner, men pludselig styrer en helt anden vej, end den, vi vil, så er det styretøjet, der har overtaget kontrollen med bilen, og så er vognen livsfarlig at køre i". Nok er "Lov om aktiv Socialpolitik" kun få år gammel, men det kan ikke gå hurtigt nok at få taget hele idégrundlaget for vores socialpolitik op til en dybtgående revision. |