|
Manchet: Kannibalisme som forebyggelse Den følgende tekst var oprindelig tænkt som en beskeden litteraturhistorisk opfølgning på en mere teknisk betonet artikel om sociale opfindelser (d.v.s. ikke-patentérbare opfindelser til gavn for et fællesskab), jeg fik trykt i opfindernes blad for en del tid siden. Redaktøren syntes imidlertid, at omtalen af Jonathan Swifts satire måske alligevel var lidt vel - - - og samtidig vel heller ikke helt - - - og dét kan han naturligvis have ret i. Et tilløb til en efterfølgende afsøgning af billed- og rumkunstens verden for flere inspirerende eksempler på sociale opfindelser kørte derved indtil videre fast i sandet. Et godt afsæt var ellers fundet: den amerikaniserede polak Krzysztof Wodiczkos "Vogn til hjemløse" blev vist på Louisianas udstilling "På kanten af kaos - nye billeder af verden" for nogle år siden. De velsituerede museumsgæsters på én gang fascinerede og forfjamskede cirklen om dette alt-i ét-overlevelsesaggregat for de amerikanske storbyers bumser var i sig selv et inspirerende kunstværk! Dybt ironisk og også på anden vis tvetydigt. Det er i denne sammenhæng - "sociale opfindelser" -, at jeg henpeger på domprovstens koncept med de helstegte pattebørn. Bon appetit! Også nogle af litteraturens folk har præsteret opsigtsvækkende og effektfulde sociale opfindelser. Jonathan Swift var domprovst i Dublin i første halvdel af 1700-tallet og ophavsmand til den senere børnebogsklassiker "Gullivers rejser". Den var oprindelig ment som en ætsende kritik af samtidens engelske samfund, men dens teknik med at forestille sig genstanden for sin opmærksomhed snart mindre, snart større, snart frit i luften svævende og snart indrettet ligesom i naturen, minder på en måde om produktudviklernes checklister. Forfatterens teknik stimulerer på uimodståelig vis de kære børn og os barnlige sjæle - og hvem husker ikke den bastede og bundne Gulliver i liliputternes rige? Tænk nu bare hvis . . . Om Swift hedder det i Jens Kruuses antologi "Humorister" fra 1944: "Hans Magt blev forbløffende. Med sin Pen alene kunde den ensomme Domprovst i Irlands Hovedstad styre mange af Statens Sager. Da man engang vilde sende Irland daarlige Penge paa Halsen, fik Swift ved at skrive en Række skarpe, ironiske Pjecer bragt Rigerne i saa stort Oprør, at Regeringen simpelthen maatte opgive sin Plan. Og saadan var det altid. Man frygtede Domprovsten" (s.196). Han led i stigende grad under at se irernes elendighed, og han forsøgte på mange måder at mildne deres kår - bl.a. ved hjælp af disse meget frygtede og altså meget effektive flyveskrifter. Men i 1729 strakte det ikke længere til med den saglige, grundige og fornuftige argumentation. Han slap sine følelser løs i et lille skrift, der har bidraget meget til at befæste hans ry (nogle vil sige: rygte) som en af verdenslitteraturens største satirikere. Titlen lyder i hele sin længde: "Et beskedent Forslag Til at forhindre Fattigfolks Børn i at være til Byrde for deres Forældre og Fædreland, og til at gøre dem nyttige for Almenheden" (s.208). Udgangspunktet er den alt for store befolkningstilvækst og især fattigfolks store børneflokke, der tvinger forældrene økonomisk i knæ. Forslaget går i al sin tilsyneladende enkelhed ud på at lade mødrene amme børnene indtil ét-års alderen, hvorefter de slagtes og tilberedes til de riges bord. Denne tanke fik en hel del af forslagsstillerens samtidige hurtigt op af lænestolene! Planen udvikles ret detaljeret, og der argumenteres omhyggeligt for de mange indlysende - ikke mindst privat- og samfundsøkonomiske - fordele ved ideen. Opfedningen beskrives, ligeledes en række serveringsmuligheder, selv huden kan "bruges til fortrinlige Damehandsker og Sommerstøvler for fine Herrer" (s.211) - og hvad slagtningen angår, anbefaler Swift, "at man køber Børnene levende og tilbereder dem medens de endnu er nyslagtede og varme, som man gør med helstegt Pattegris" (s.212). Det lykkes undervejs i fremstillingen at få givet en uhyggelig og deprimerende skildring af de faktiske forhold i det fortrykte, udpinte og demoraliserede Irland og samtidig en klar fornemmelse af, hvad Swift bag det groteske satiriske slør i virkeligheden mente, der burde gøres for at rette op på den dybe og utålelige elendighed. Når Swift lader som om, at han har set lyset og fundet løsningen, så kan han pudsigt nok minde om en opfinder, der lige har gjort det samme - det være sig inden for naturgasoplagring eller råkostjern eller madvareforædling: "Selv var jeg blevet dødsens træt af gennem mange Aar forgæves at fremsætte haabløse og profetiske Ideer, og havde til sidst aldeles opgivet ethvert Haab om at opnaa noget, da jeg lykkeligvis faldt paa dette Forslag, der baade er ganske nyt, er solidt og reelt, ikke medfører store Udgifter, eller Besvær, fuldstændigt i vor egen Magt, og hvorved vi ikke staar i Fare for at mishage England" (s.216). JO, sandelig! Han mishagede i dén grad den herskende britiske klasse. Noget satte sig på tværs i halsen ved læsningen af dette radikale, kannibalistiske forslag. I Politikens Litteraturhistorie fra 1957 kaldes dette lille prosastykke fra 1729 for "pinligt", og i Gyldendals Leksikon fra 1948 for "patologisk" - i det der hentydes til Swifts sindssygdom i de sidste leveår (han døde nu først i 1745, og galskaben var nok væsentligst en følge af en hjernesvulst). Nutidige karakteristikker som disse er vel nærmest uforståelige for dem, der blot nogenlunde kan læse indenad, og som i øvrigt ikke har noget videre i klemme i forhold til temaet. Det var der imidlertid mange, der havde i begyndelsen af 1700-tallets England, og derfor blev de nødt til at se teksten som pinlig, og manden som syg. Det beskedne forslag om helstegte pattebørn som svar på overbefolkning, nød og elendighed var en social opfindelse - forstået som en art arkimedisk punkt for en ændring af utålelige tilstande i samfundet. Det var ikke forslaget, men tilstandene, der var pinlige og syge. En satirisk pen kan ryste et helt samfund! Eller en hel verden. Vi véd det jo godt. Et mærkeligt sidelys falder ind over Swifts tekst, hvis man tænker på Det tredie Riges ugerninger i koncentrationslejrene - i denne sammenhæng "nyttiggørelsen" på forskellig vis af fangernes lig til sæbekogning, lampeskærmsproduktion af tatoveret menneskehud o.s.v. Domprovsten afskyede menneskeslægten og ville utvivlsomt i det netop nævnte have ment sit sortsyn og sine dystre forudsigelser bekræftet. At han ikke desto mindre selv kunne nære stærk medfølelse med de svage og undertrykte og indigneres indtil raseri på deres vegne, er her endnu engang bevidnet. Redskabet, våbnet han brugte, venter fortsat på dem, der har modet, lidenskaben, talentet - og sagen. Som f.eks. kunne være overbefolkning, nød og elendighed! Ole Leimand Teksten har også været trykt i tidsskriftet Social Kritik. |