|
Det stod at læse bag på en tankvogn. "Det var li'godt pokkers" tænkte jeg. Jeg bruger selv en hel del tid på at tænke på mig, for der er sådan set meget at tænke på, og hvis Texaco skal tænke bare en lille smule seriøst på mig, så har de noget at se til. Der er sikkert mange mennesker, som ser budskabet på tankvognen, så der er mange, Texaco tænker på. Jeg kan se det for mig: Et kæmpe kontorhøjhus, hvor de øverste seks etager er tæt befolket med fuldtidsansatte Texaco-tænkere, som hver har - lad os sige ca. 95 - mennesker, de skal tænke rimeligt grundigt og alsidigt på mindst en gang pr. arbejdsdag, hvis de skal holde akkorden. Det må da være dyrt for Texaco, og så meget dyrere er deres benzin da heller ikke. Der er noget, der ikke passer. Jeg har svært ved at tro, at Texaco når det kommer til stykket egentlig ved ret meget om mig. Jeg handler ikke hos dem, så de kender mig slet ikke, og hvordan kan man tænke - sådan rigtig tænke, så det ringer for ørerne - på nogen, som man slet ikke kender. Det kan man ikke. Jeg tror slet ikke, at Texaco tænker på mig, men de tænker på, at de gerne vil have flere kunder, så det er sig selv, Texaco tænker på, når Texaco tænker på mig. Hvis endelig jeg gav mig til f.eks. at købe fyringsolie hos Texaco, ville de også helst være fri for at have alt for meget med mig at gøre. De leverer olie, og jeg betaler, så det hele kan ordnes pr. automatik i et EDB-system. Hvis jeg hellere vil smutte forbi hovedkontoret og betale kontant og få mig en lille sludder med personalet, så vi kan lære hinanden bedre at kende, så vil de måske nok finde sig høfligt i det, så længe der bare er tale om en enkelt galning af min slags. Men tænk, hvis det greb om sig! Det kunne hurtigt komme til at lægge beslag på et voldsomt stort antal medarbejdertimer, så der skulle nok blive sat en stopper for den trafik. Jøken Der, hvor jeg voksede op, kørte skraldemanden med hestevogn. Han leverede også koks og påtog sig andre forefaldende vognmandsopgaver. Han var beskidt, grov, fordrukken og et ejegodt menneske, som altid havde Per, et lille gadekryds af terrier-type, i sit kølvand. Han kunne fortælle masser af historier om Per, og nogen af dem var muligvis sande. Vi kaldte ham Jøken, men han hed Ejnar. Da Jøken var død, fik vi i stedet koks fra et stort firma inde i byen, og det var faktisk mere pålideligt; ikke som Jøken, der næsten altid talte kokssækkene forkert i sin egen favør, hvis man ikke holdt øje med ham. Koks kunne vi stadig få, men Jøken kunne vi ikke få igen. Der var noget, der aldrig mere blev det samme. Jøken var uerstattelig. Som individer er vi alle uerstattelige. Vi er uerstattelige, fordi vi som personer alle er enestående, unikke; der findes ikke to, der er ens. Allermest uerstattelige er vi i familien. Jeg er mine børns far, og selvom de kan finde andre til at tage på cykeltur med dem, er og bliver der kun én, der er deres far. Min "uerstatteligheds-sfære" kan omfatte andet end familien; den omfatter alle de forhold til andre mennesker, hvor vi værdsætter hinanden som individer på godt og ondt, med alle vore særheder og ejendommeligheder, og hvor vi ikke kun interesserer os for hinanden i det omfang, vi gør forretninger med hinanden, hvor vi ikke kun kender hinanden som roller, men som mennesker i kød og blod. Det modsatte - "erstatteligsheds-sfæren" - finder vi i organisationerne, på arbejdspladsen og på markedet; dér er vi alle erstattelige, for så vidt som den rolle eller funktion, vi udfylder, kan overtages af en anden. Jeg så på et kontor en lille sentens sat op på sekretærens opslagstavle: "Hvis du vil vide, hvor uundværlig du er, så stik fingeren i en kop vand og betragt det hul, der bliver, når du trækker den op!" Selvfølgelig savner vi allesammen gamle Jensen, når han er gået på pension, men arbejdet går videre som hidtil. The Show must go on. På arbejdspladsen og alle andre steder, hvor mennesker færdes tæt og hyppigt sammen, opbygges der også et net af gensidigt personligt kendskab og følelser, en "livsverden", som lever mere eller mindre godt sammen med "systemverdenen" (den formelle organisation), og som gør det udholdeligt at færdes i denne systemverdenen. Men selve systemet forholder sig til sine komponenter som principielt erstattelige: Mister vi en medarbejder, ansætter vi en ny; falder der kunder fra, skaffer vi nye; lukker en leverandør, finder vi en anden, trækker landsformanden sig, vælger vi en efterfølger. The Show must go on. Identiteten I vor tilværelse har vi brug for begge verdener: Systemverdenen som ramme for at udrette, producere, ordne, organisere, stræbe, præstere, arbejde, købe, sælge, ekspandere, erobre, udvikle, lancere, gøre karriere, blive berømt og maksimere sin egennytte. Livsverdenen er rammen for at høre til, være sammen, være omsorgsfuld, kærlig og hengiven, holde til og holde af, pleje, lege, samtale, feste, sørge og handle uegennyttigt. Sagt med meget få ord er systemverdenen hele det organiserede samfundsliv, mens livsverdenen er det bindemiddel, der holder det hele sammen og holder det oppe. Både systemverdenen og livsverdenen er med til at give os det, der er en livsbetingelse for vor sjælelige sundhed: Tryg forvisning om, hvem vi er, d.v.s. identitet. Udvikling og bekræftelse af identitet har to kilder, den skabes dels ved at skille sig ud, og dels ved at høre til. Den identitetsudvikling, som hidrører fra at skille sig ud, opnås gennem at arbejde, skabe og udrette, gennem at blive sig selv ved at frigøre sig, ved at manifestere sig i systemverdenen. Den anden side af identiteten, den side af mig, der beror på, hvor jeg hører hjemme, hvorfra "min verden går", den del af verden, som er en del af mig, og som jeg er en del af, er derimod knyttet til livsverdenen. Individualitet og fællesskab Vi har med andre ord både et behov for individualitet og et behov for fællesskab. Disse to behov skal være i balance. Forskellig balance for forskellige mennesker, men i balance. Individualitet og frigørelse uden fællesskabsforankring er egoisme og isolation. Fællesskab uden individualitet er Jante-tvang og knægtelse. I snart mange århundreder er vi politisk-ideologisk gået længere og længere i den retning, der sætter individets frihed og ubundethed som den højeste værdi. Spørgsmålet er, om vi er kommet for langt. Den perfekte frihed og totale uafhængighed betyder i sin yderste konsekvens også fravær af forpligtelse og friheden fra at skulle bøje sig under nødvendighedens lov. Også moderne mennesker søger fællesskab, men der er en stigende tendens til at man kun bliver i fællesskabet, så længe man gider. Hvis man bliver utilfreds med butikken, arbejdspladsen, foreningen eller ægteskabet, kan man jo bare gå et andet sted hen. Men det moderne menneske har også brug for et arbejde og en tilværelse, der er meningsfuld, og her kan det begynde at knibe, fordi meningsfuldhed dybest set er lig med nødvendighed, og elimineringen af nødvendighedens lov medfører derfor også et tab af meningsfylde. Tilværelsens ulidelige lethed. Hvad kan man bygge med lov? Hvad der går for sig i systemverdenen, det kan man lovgive om, men hvordan menneskenes tilværelse former sig i livsverdenen er netop noget, man ikke kan sætte på formel og i - system. Hvad kan man så stille op med forholdet mellem systemverdenen og livsverdenen i et politisk principprogram? I direkte forstand ikke meget, men dog er det et spørgsmål, som man er nødt til at holde sig for øje. Det kan hævdes, at det moderne menneskes tilværelse er blevet stadigt mere koloniseret af systemverdenen, bl.a. i form af at lønarbejdet er blevet den altdominerende livsform, således at bureaukratiet og det anonyme ejerskab er blevet den fremherskende organisationsform - i modsætning til det personliggjorte arbejdsfællesskab med familien som grundmodel - og at større og større dele af den almene livsudfoldelse er blevet flyttet over i markedets og økonomiens domæne (det tidspunkt nærmer sig, hvor vi kræver penge for at opfostre vore egne børn!). Hvis denne opfattelse er rigtig, er der tale om en historisk udvikling, som vi enten kan affinde os med og indrette os bedst muligt med på de givne vilkår, eller vi kan forsøge at ændre på den og i ny form genskabe nogle af de værdier, som er gået tabt undervejs. Udviklingen er vel menneskeskabt, og så må det også stå i menneskers magt at ændre den. Hvad er vel et menneske? Ingen kan gøre sig tanker om samfundets og menneskelivets indretning uden åbenlyst eller underforstået at gøre sig forudsætninger om menneskets natur. Hvad menneskets egentlige væsen er, er der lige så mange bud på, som der findes religioner, filosofier og ideologier. Men noget ved vi dog med en vis sikkerhed. Vi ved, at mennesker har et potentiale for at handle kærligt, omsorgsfuldt og uegennyttigt med respekt for medmenneskets individualitet og værdighed. Vi ved også, at mennesket har potentiale for at handle egennyttigt, beregnende og egoistisk, uden hensyntagen og respekt for menneskelig værdighed. Jo mere systemverdenen fylder i vor tilværelse, jo mere fremmes det sidste, og jo mere hæmmes det første - og jo mere øges menneskelig isolation og fremmedgjorthed, stofmisbrug, selvmord, meningsløs vold og en mængde andre symptomer på systemverdenens sociale forurening. Vi kan ikke ved lovgivning pålægge mennesker at handle uegennyttigt, men vi kan skabe et samfund, der ikke bygger på centralisering og upersonlig masseadministration, men som bygger på overskuelige og personliggjorte decentrale fællesskaber. Eller kan vi? Næsten alle de kræfter, vi kan se i den samfundsudvikling, der har været i gang siden renaissancen, trækker i den modsatte retning, først og fremmest teknologiens uhæmmede naturbeherskelse, samfundslivets fremadskridende sækularisering, markedsøkonomiens kolonisering af samfundslivet og opløsning af fællesskaber til fordel for individet som den isolerede økonomiske og samfundsmæssige byggesten. Den nødvendige pragmatiske politiske vision I årtusinder har religionen - troen på universel forbundethed og fællesskab - virket til at holde egennytte og grådighed i tømme, men den er nu væk som samfundsprægende faktor i vores del af verden, og vi ræddes ved den måde, hvorpå den hævder sig i visse dele af verden. Vi kan næppe genskabe religionen som en åndelig nødvendighedskraft, men vi begynder at se konturene af et globalt fællesskab og hele menneskehedens forbundethed, således som det udspringer af bevidstheden om den fælles afhængighed af det globale naturgrundlag. Hvis et politisk principprogram skal forholde sig offensivt til vort miljøs fysiske og sociale forurening, må det bygge på en forestilling om, at et kvalitativt anderledes menneskeligt samfund er muligt, og have et forsæt om ikke kun at følge med udviklingen, men om at ændre den. Det skal for god ordens tilføjes, at et sådant visionært islæt i et politisk program er en nødvendig forudsætning for at engagere den idealisme og fremtidstro, som forhåbentlig stadig findes hos ungdommen. Miljø-spørgsmålet, som i sin grundsubstans handler om, hvorvidt vore efterkommere skal have et bedre eller et dårligere liv end os selv, er p.t. det eneste spørgsmål, som kan bære en pragmatisk politisk vision. Her tales ikke om at gøre økologien til et evangelium, men om at vi nøgternt og målrettet tager bestik af den fælles nødvendighed, der tegner sig for det menneskelige samfund på et tidspunkt, hvor den udvikling, der har bragt så meget fremgang - i en begrænset del af verden - nu er ved at slå over i sin modsætning. Markedsøkonomi og demokrati To udsagn om demokratiet er helt centrale: "Det vigtigste i demokratiet er ikke afstemningen, men dialogen". "Demokrati er Meninger og Anskuelser og ikke Formue eller Stilling". I disse år, ikke mindst når talen er om omstillingen af de tidligere kommunistiske stater, tales der hyppigt om demokrati og markedsøkonomi i samme åndedrag; så hyppigt, at man skulle tro, at de var to alen ud af ét stykke. Det er de også, men kun til en vis grad, og hvis ikke vi skal se demokratiet reduceret til Gallup-teknik og perverteret til politisk forbrugerisme, er det mere end nogensinde vigtigt at holde fast i de forskelle, som der er og bør være mellem demokrati og markedsøkonomi. Fælles for markedsøkonomien og demokratiet er det frie valg; at den enkelte borger som forbruger frit kan vælge mellem konkurrerende varer og tjenesteydelser, og som vælger frit og uden påtryk kan vælge mellem konkurrerende politiske partier. De ovenstående citater peger derimod på det, der adskiller demokratiet fra markedsøkonomien, nemlig at det ægte demokrati bygger på dialogen ("den herredømmeløse samtale") med dens indbyggede respekt for samtalepartneren som unikt individ, og at det styrende bør være mere end simpel interessevaretagelse, d.v.s. at den demokratiske politiske handlen skal være båret af en anskuelse, der vedkender sig et ansvar for helheden og fællesskabet. I det omfang, systemverdenen reducerer os alle til individuelle, sociale atomer, der stedse mere ensidigt bliver vænnet til at tænke i økonomisk egennytte, ophører den politiske deltagelse med at have karakter af fælles handlen. Det er i sig selv godt, at der nu manifesterer sig et forbrugerkrav om økologiske varer, men det er bekymrende, at kravet udspringer af individuelle forbrugeres ønske om at få netop de varer, de finder bedst, og ikke er et udtryk for en i egentlig forstand fælles politisk handlen; parallel, men ikke fælles. Den politiske forbruger er først og fremmest forbruger, og i virkeligheden er afstanden til det rene trykknapdemokrati meget lille, og dermed er den politiske forbrugerisme - Hørups mareridt - lige om hjørnet. Demokrati, frihed - og fællesskab Som et parti, der blev sat i verden på grundlag af anskuelser mere end interesser, har Det Radikale Venstre altid taget demokratiets udfordring mere alvorligt end de fleste andre partier. Denne grundindstilling er i vore dage mere nødvendig end nogensinde, og bør fremtræde med uformindsket kraft i det nye principprogram. Den radikale fordring om individets frihed er også lige så aktuel nu som før; den er ikke blevet forældet siden sidst vi lavede principprogram, men den bør nu suppleres med en mere omfattende omsorg for at skabe et samfund, der giver rum og vilkår for ægte menneskelige fællesskaber i en verden, der er ved at blive mere uoverskuelig og fremmedgjort end godt er. Mennesker kan sikkert vænne sig til at arbejde i cyber-space, men de kan ikke leve der. Niels Busch-Jensen |