|
Hvorfor alle bliver mere utilfredse
- selvom de offentlige serviceydelser hele tiden udvides
Af rådgivende erhvervspsykolog, cand.psych. Niels Busch-Jensen. Vi er blevet rigere Siden 2den verdenskrig er det private forbrug i Danmark blevet tredoblet. Det offentlige forbrug er seksdoblet. Intet under, at skatterne er steget. Også i de senere år har det offentlige forbrug været støt stigende, men ikke desto mindre klages der på næsten alle områder over utålelige nedskæringer, besparelser, indskrænkninger og forringelser. Det tager sig paradoksalt ud: Politikerne giver faktisk stadig større bevillinger, men alligevel høster de kun utak. Det kan selvfølgelig skyldes det simple forhold, at det altid er de uløste problemer, der fanger opmærksomheden; de tilfredse råber ikke så meget op. Men det er ikke det eneste, der ligger bag. Den største enkeltpost på de offentlige budgetter er p.t. overførselsindkomsterne. Hvis de kunne blive skåret væsentligt ned, ville der blive råd til at sænke skatten eller udvide andre offentlige udgifter. Desværre er det begrænset, hvor meget man kan reducere overførselsindkomsterne, og i det omfang en reduktion giver mere luft i budgetterne, vil det kun være et spørgsmål om tid, før den er gal igen med et svært modståeligt udgiftspres. Jo større udbud, des større efterspørgsel Det konstante udgiftspres skyldes dels, at det offentlige har en omfattende produktion af gratisydelser, og markedet for gratisydelser er så godt som umætteligt. Evnen til at dække behovene får behovene til at stige. Jo større kapacitet, vejnettet har, jo flere biler kommer der, og jo mere må man udbygge vejnettet. En del sygehuse kan tale med om, at en udvidelse af kapaciteten langtfra altid nedbringer ventelisterne. Jo flere midler, der sættes af til kulturstøtte, jo flere ansøgninger kommer der, og jo større bliver presset på kulturbudgettet. Det ser også ud til, at jo dygtigere tandlægerne bliver til tandretning, jo større behov for tandretning bliver der erkendt. Og så videre. De umættelige behov for gratisydelser er imidlertid ikke den eneste mekanisme, der er på færde. Teknologisk udvikling og udgiftspres Vi sætter utrolig høj pris på den frie forskning, og i kølvandet på den følger den fortsatte teknologiske udvikling. Den teknologiske udvikling giver os konstant nye forbrugsmuligheder - og de bliver benyttet. (Det betragtes som meget vigtigt for Danmarks (danske virksomheders) internationale konkurrenceevne, at vi øger investeringerne i forskning og udvikling, hvilket i væsentligt omfang betyder øgede offentlige udgifter på dette område). Selv om den kolde krigs massive våbenkapløb er droslet ned, sker der løbende en udvikling af mere effektive og avancerede våben, og når de danske Jens'er skal ud på FN-mission, skal de selvfølgelig være udrustet med tilstrækkeligt moderne våben, og moderne våben er med garanti dyrere end de forældede. Sygesikringens udgifter til medicin er p.t. stærkt stigende, ikke så meget fordi danskerne spiser flere piller, men fordi der er kommet nye og bedre præparater på markedet. Det ville være uetisk, hvis en læge af hensyn til skattetrykket skrev recept på en dårligere virkende medicin med flere bivirkninger, men tilfældigvis er de nye, bedre præparater voldsomt meget dyrere. De bliver nok billigere med tiden, men til den tid kommer der nok nogle endnu bedre - og dyrere - piller på markedet. For 30 år siden opfandt man begrebet "det militært-industrielle kompleks". Nu er det lige så relevant at tale om det "medico-industrielle kompleks". Den kontinuerte forskning og udvikling af nye midler og metoder i lægekunsten - f.eks. organtransplantationer - i kombination med det medicinske personales professionelle motivation (enhver ny behandlingmetode er god for stof til mindst en doktorafhandling) og politikernes værgeløshed over for kravet om at redde liv og lindre lidelse, medfører med en naturlovs sikkerhed en konstant udvidelse af sundhedsvæsenets "produktsortiment" og aktivitetsniveau - og dermed øgede offentlige udgifter. Ændret arbejdsmarkedsstruktur Den teknologiske udvikling har også andre konsekvenser: Den skaber fortsat øgede muligheder for at mekanisere, automatisere og robotisere produktionen. Det betyder for det første, at en række traditionelle arbejdsmandsjobs forsvinder. I landbruget er der allerede nu kun et forsvindende lille antal landbrugsmedhjælpere tilbage; engang var der hundredetusinder. Det betyder for det andet, at jo mere avanceret teknik, der anvendes i produktion - og administration - og jo hurtigere den udvikles og udskiftes, jo større bliver behovet for højt kvalificeret arbejdskraft og mere og mere uddannelse. En ting er, at den svært kvalificerbare del af arbejdsstyrken (faktisk er halvdelen af danskerne under gennemsnitligt begavet) i denne proces bliver hægtet af og kommer til at ligge det offentlige til byrde, det være sig på overførselsindkomst eller i offentligt støttede jobs (Eks.: Hjemmeservice og "skånejobs"). Det er derfor, der ikke er grund til alt for stor optimisme m.h.t. hvor meget, det kan lade sig gøre at reducere overførselsindkomsterne og beslægtede subsidier. En anden sag er, at der konstant er behov for at udvikle nye uddannelser. Også her vokser "produktsortimentet" og aktivitetsniveauet. I det omfang, uddannelse er et offentligt anliggende - og det er jo den overvejende tradition her i Danmark - står vi også her overfor et voksende udgiftspres. Politikernes klemme Hvad kan man så politisk stille op med det over en bred front voksende udgiftspres? Man kan jo ikke lade skatterne stige i det uendelige, og en benhård thatcheristisk forringelse af de svage gruppers levevilkår er også politisk frastødende. Politikerne er fanget i den klemme, der hedder, at det er populært at spare generelt, men upopulært at spare konkret. Mere for pengene? Man kan i de offentlige systemer prøve at få mere valuta for pengene. Privatisering og udlicitering kan i nogle tilfælde, men ikke alle, give en vis gevinst. Man kan prøve at imitere industrien med produktivitetsstigninger/ rationalisering/effektivisering. Det kan give resultat på en del områder, ikke mindst m.h.t. administrativ databehandling, men spillerummet for produktivitetsstigning uden kvalitetsforringelse er ret snævert på de mange områder af offentlig virksomhed, der har direkte med mennesker at gøre: Uddannelse, kultur, omsorg, sundhed o.s.v. "Krone-for-krone"-finansiering Det for tiden mest gængse princip er, at aktivitetsudvidelser skal finansieres af besparelser på andre områder. Altså: Der er en række nye tilbud, f.eks. nye lægelige behandlingsformer, som vi er politisk nødt til at stille til befolkningens rådighed, uanset at de kan være ret så kostbare, men der er grænser for, hvor meget vi kan ofre på dem, og for overhovedet at få råd, er vi nødt til at skære ned på en række af de allerede eksisterende tilbud for at få i hvert fald delvis dækning for de nye udgifter. Utilfredshedsgeneratoren Konsekvensen bliver, at dem, der arbejder med at udføre de nye aktiviteter, og dem, der nyder godt af dem, bliver utilfredse, fordi udvidelserne sker forsigtigt, forsøgsvist og langsomt. Samtidig med, at dem, der arbejder med og nyder godt af de andre aktiviteter, som skal spare for at betale for udvidelsen af produktsortimentet, også bliver utilfredse. Endelig bliver resultatet i mange tilfælde en forøgelse af det samlede udgiftsniveau og deraf følgende skattestigning - og så bliver skatteyderne også utilfredse. Summa summarum: Det offentlige udvider sin service, men ingen bliver rigtigt glade, tværtimod bliver langt de fleste mere utilfredse. Det er et smukt politisk ideal at skabe størst mulig lykke for flest mulige mennesker, men på den anden side siger et gammelt mundheld: "Der findes ingen opskrift på succes, men der findes en på fiasko: Prøv at gøre alle tilfredse". Pollerup, 15. oktober 1995 |