|
|
|
Af Niels Busch-Jensen Mennesker Mennesker er forskellige. De er forskellige i deres ønsker og stræben - "For every man has business and desire, such as it is" (Hamlet). Dog deler vi de samme eksistentielle behov; der er et sæt af grundforudsætninger, som må opfyldes, for at vi kan opleve at være til som selvstændige individer. Disse grundbetingelser kan udtrykkes i, at for at kunne leve og handle i forhold til omverdenen med mental sundhed i behold, har mennesket brug for at kunne forstå og kontrollere sig selv og sin omverden. At forstå sig selv vil sige at opleve identitet som individ. Oplevelsen af identitet indebærer at kunne se sig selv som forskelligt fra alt andet, som adskilt fra omverdenen. Det vil sige, at oplevelsen af identitet og oplevelse af omverden (verdensbillede) gensidigt forudsætter hinanden, de kan ikke tænkes hver for sig. At forstå sin omverden - have et verdensbillede - er tillige en forudsætning for at kunne handle relevant i forhold til den. Vi handler ikke ud fra, hvordan verden i en eller anden objektiv forstand er, men ud fra, hvordan vi subjektivt tror, den er. Når handlingerne fører til et uventet, måske uønsket resultat, modsiges individets forståelse af sin omverden og af sig selv. "Handling giver forvandling" - det er kun gennem at handle i forhold til omverden, at individet kan få bekræftet og udviklet sin identitet og udvidet sit verdensbillede. At handlingen fører til et resultat vil sige, at den gør en forskel, at den forårsager synlige ændringer i omverden. Dette - at kunne kontrollere sin omverden (kunne påvirke, have indflydelse, have magt) - er den ene forudsætning for handlingens betydning for identiteten (jeg-billedet). Den anden forudsætning er, at handlingen faktisk "kommer fra" jeg'et, at den udtrykker individets frie og selvstændige valg. Det er det, der er udtrykt i behovet for at kunne kontrollere sig selv, eller med andre ord opleve fri vilje. |
| Rent psykologisk trækkes skillelinjen mellem jeg'et og omverdenen ikke af fysisk adskilthed, men som skillelinjen mellem det, der er styret af min vilje og det, der ikke er styret af min vilje. Deraf den dybe pine, den skizofrene gennemgår, når han oplever, at ydre kræfter trænger ind i hans bevidsthed (hører stemmer, udsættes for "tanketyveri" o.s.v.). |
|
Dermed er det også sagt, at individet har et fundamentalt behov for at være ansvarligt, d.v.s. at opleve sig selv som årsag til ændringer i omverdenen. Bemærk dog det paradoks, at frugtbar udfoldelse af fri vilje fordrer en vis grad af ydre ufrihed. Hvis der ingen ydre ufrihed er, hvis alle handlemuligheder er lige gode, er det jo ligegyldigt, hvad jeg vælger. At vælge mellem at forråde sine kammerater eller at lade torturen fortsætte er en viljesakt af ufatteligt større tyngde end at vælge mellem Netto og Fakta. Det er i det dynamiske samspil mellem firenigheden af identitet, fri vilje, verdensbillede og ansvar at mennesket bliver til som menneske og som individ, at mental sundhed muliggøres, og tilværelsen kan få tyngde, meningsfylde og livskvalitet. Vi ønsker, at mennesker skal være frie og selvstændige individer, men det kan de kun være inden for rammerne af et fællesskab med andre mennesker. Andre mennesker er vor vigtigste omverden, og uden mulighed for at træde i forbindelse med vor omverden falder firenigheden fra hinanden. Vi er hinandens omverden; det er vort fundamentale menneskelige fællesskabsansvar. Vil vi løfte vort ansvar for at være gode omgivelser for hinanden, bør vi derfor bl.a.:
At mennesker er forskellige, indebærer også, at hvis vi vil handle på en måde, der viser respekt og anerkendelse for menneskers individualitet, må vi nødvendigvis handle forskelligt over for forskellige mennesker. Man behandler altså mennesker lige (med lige værdighed) ved at behandle dem forskelligt. Systemer Det er en almen erfaring, at et individ, som er forskelligt fra andre individer i kraft af særegenheder, som ikke passer ind i rationelle, effektivt drevne systemer, har utroligt svært ved at få tilgodeset sine særegenheder. Systemer, hvad enten det drejer sig om kommunikationssystemer, socialforvaltninger, banker eller luftfartsselskaber, har en indbygget tilbøjelighed til at ensliggøre. Ensliggørelsen er en forudsætning for at udnytte stordriftsfordele. Den særling, som insisterer på at betale alle sine regninger med kontante penge, er en ubehagelig omkostningsgenerator for regnskabsafdelingen i et hvilket som helst firma. Den socialklient, som føler det nødvendigt at fortælle en lang omstændelig historie om sin kanariefugls sygdomsforløb for ret at kunne forklare de nærmere omstændigheder ved sin boligsituation, vil snart kunne mærke sagsbehandlerens tålmodighed blive spændt som flitsbue. Det kræver sin tid at lytte til mennesker og tale med dem, så de føler sig taget alvorligt. Når samtalen eller relationen indskrænkes til det, der er specifikt nødvendigt for systemets funktion, bliver der ikke plads til den menneskelige individualitet i hele dens fylde. Men systemet undgår "uproduktiv" tid. Tid Tiden giver en vigtig indgangsvinkel til at beskrive den kulturelle og samfundsmæssige udvikling. Naturen har ikke den samme tid som industrien. Det skal nok lykkes os på ret kort tid at få brændt al den fossile energi af, som det har taget naturen årmillioner at skabe. Det tager naturen tusind år at skabe 30 centimers frugtbart muldlag, men der skal ikke mange årtiers moderne landbrug til at udpine jorden. Også i den mere nære sammenhæng er tiden blevet en kritisk ressource. Rockwool-fondens forskningsprojekt om "Tid og Forbrug" viste allerede i 1990, at danskernes hverdag er blevet mere og mere tidspresset; vi har mere og mere, vi skal nå, vi har dårligere og dårligere tid. Timemanager-industrien blomstrede ikke op uden grund. Tiden er blevet en stadigt mere kritisk ressource (og omkostning), fordi den almindelige samfundsøkonomiske udvikling har gjort den menneskelige arbejdskraft stadigt dyrere. Udviklingen i de relative priser betyder, at vi får dårligere og dårligere råd til at købe arbejdskraftintensive varer og tjenesteydelser, mens vi får bedre og bedre råd til at købe industrielt massefremstillede produkter. Det betyder, at det bliver mere nærliggende at kassere end at reparere, og at det er bekvemmere at købe en håndfuld videofilm til ungerne end at bruge sin egen tid sammen med dem. Udviklingen i relative priser er både til skade for miljøet og de mellemmenneskelige relationer. Der er overalt et pres for at øge antal producerede enheder pr. tidsenhed, også i den offentlige omsorgssektor. Udmålingen af hjemmehjælp på timer og brøkdele af timer pr. uge antager mere og mere grotesk karakter. Humlen er selvfølgelig, at tid er penge. Og da tid bliver dyrere og dyrere, vil det blive mere og mere umuligt for det institutionaliserede velfærds- og omsorgssystem at give sig den tid, det kræver at vise respekt for menneskelig individualitet og værdighed. Derfor har vi mere og mere desperat brug for "Det Civile Samfund" som det domæne, hvor penge kun er et middel, men ikke det styrende princip, og hvor vi har tid til hinanden. For at vi skal have tid til hinanden - i familierne, i foreningslivet, i det frivillige sociale arbejde o.s.v. - må vi, hvor pinligt svært det end måtte være, se meget nøje på "tidsfordelingspolitikken". Det lyder umiddelbart så let at fordele arbejdet mellem dem, der stresser afsted under timemanagerens pisk, og dem, som er sat uden for arbejdsmarkedet og kan have problemet med at slå tiden ihjel, men det er ikke en hvilken som helst arbejdsløs, der kan overtage noget af en hvilken som helst beskæftigets arbejde; der er kvalifikationer, der efterspørges, og kvalifikationer, der ikke efterspørges. Ikke desto mindre er vi nødt til at finde konstruktive politiske svar på denne åbenlyse ubalance. Mother Teresa er blevet citeret for at have sagt ("Den enkle vej", Borgens Forlag, 1997), at det vigtigste, vi kan give andre mennesker, er vores tid. At være gavmilde med vores tid, at tage os tid til at have tid til hinanden er at gøre det stik modsatte af en økonomisk egennytte-optimering. En gammel ven, som jeg ikke havde talt med i lang tid - hun har så travlt med at fare rundt og score kasse som en effektiv og tjekket managementkonsulent - fortalte mig om en stor ændring, der var ved at ske i hendes liv. Hun var ved at involvere sig i arbejdet med rumænske børnehjemsbørn. Hun kunne mærke, at det kaldte på hende, men hun var også lidt bange for, hvad det ville føre med sig. Som den selvfølgeligste ting af verden spurgte jeg hende, hvorfor egentlig hun ville engagere sig i dette humanitære arbejde, hvad var hendes personlige motiver? Og lige så selvfølgeligt svarede hun, at det var også det, hun hele tiden spurgte sig selv om. Så greb jeg mig i det, for hvis hun havde fortalt mig, at hun lige havde gjort et kup ved at købe en splinterny PC til halv pris, ville jeg jo ikke et øjeblik have stillet spørgsmålstegn ved fornuften i den handling. Er det mon virkelig (blevet) sådan, at når vi gør noget, som alene er økonomisk (egoistisk) motiveret, så betragtes det som den selvfølgeligste sag af verden, som noget umiddelbart legitimt og forståeligt, men når vi gør noget af altruistisk, uegennyttig karakter, så vil vi straks blive mødt med skepsis og spørgsmål om, hvad der mon stikker under? Vi har dyb beundring for opofrelse og gavmildhed, men lettere afvigende er det nu alligevel. Det blev for nylig meldt til politiet, at der var en eller anden, der havde stukket konvolutter med hundredekronesedler ind gennem brevsprækkerne i et boligområde - lå der mon en forbrydelse bag? Folk, der forærer penge væk, er ikke rigtig kloge. Rentud forargeligt er det, hvis de ligefrem brænder dem, men det er jo også forbudt ved lov. Heldigvis er det stadig nogenlunde acceptabelt, at vi forærer vores tid væk. Når vi giver os tid til andre mennesker - og det er netop det, der går for sig i det civile samfund - kan det også udtrykkes som at vi vælger kvaliteten i de menneskelige relationer frem for kvantiteten. Den dansker, som tager sig af et enkelt rumænsk feriebarn, oplever ikke mindre dyb tilfredsstillelse, end den organisator, som gør det muligt at få 200 rumænske børn på ferie i Danmark. Den, som giver sin tid, får nemlig også noget igen. Ikke penge, ikke noget, der kan måles og vejes, men den positive oplevelse af at andre har brug for én, og at man kan gøre noget godt for andre. Den menneskelige tilfredsstillelse, der ligger heri, er for de fleste mennesker mere tilgængelig i et konkret, personligt nærvær og samvirke med andre mennesker end ved at betale sin skat, uanset hvor megen nød og lidelse, den er med til at afhjælpe og lindre. Også her kan det civile samfund noget, som "systemet" ikke kan. Vi har brug for at få bekræftet og udviklet vores identitet og vores værd som mennesker, og med et blot nogenlunde positivt menneskesyn som udgangspunkt kan vi konstatere, at mennesker har en forkærlighed for at dette foregår gennem gode og positive relationer til andre mennesker. I det civile samfunds sociale relationer vil det derfor ideelt være begge parter, der gennem relationen bliver mere menneske, men det tager sin tid. To enkle konsekvenser Ingen kan give sin tid til næsten uden at have tid at give af. Et vigtigt mål for et samfund, der ikke blot giver materiel velfærd, men nok så vigtigt giver menneskelig livskvalitet er derfor: "Vi skal have tid til hinanden". Det offentlige kan give en vis økonomisk kompensation med orlovsydelser o. lign., men hvis ikke der også ligger personlig vilje og offer i at tage sig tid til at gøre noget for andre, det være sig egne børn, døende slægtninge eller socialt udstødte, mistes der nogle centrale kvaliteter. Kvalitet og menneskeværd er kernen i det hele, ikke "om det kan svare sig". Tilsvarende er risikoen ved at staten giver støtte, opgaver og rammer for det civile samfunds fællesskaber og organisationer, at disse gradvist bliver bevillingsfikserede og til det formål flytter fokus til produktivitet og resultatmålinger og dermed glemmer kvaliteten til fordel for kvantiteten. Det er derfor af afgørende betydning for den videre udvikling af det civile samfunds fællesskaber, at vi konsekvent fastholder den gode danske tradition for at støtte uden at styre, og sandsynligvis vil det også være en fordel af styrke græsrodsniveauet, give støtte decentralt fremfor til de velsmurte, professionaliserede og centraliserede dele af civilsamfundet. Det er en balancegang. Penge er nødvendige, for at vi kan få tid til hinanden, men det er nu engang svært med penge mellem venner. |